Bliv fortrolig med mørket
Du kan gøre dine spejdere fortrolig med mørket på forskellige måder. Her er et forslag og nederst kan du finde links til andre gode sider.
BLIV FORTROLIG MED STEDET I DAGSLYS
Gå en tur i dit område i dagslys. Læg mærke til stierne, kig på træerne, hvad er det for nogle? Er det en granskov, eller er det et mere åbent terræn? Bliv tryg ved det sted, hvor du vil gå ud i mørket.
FLØJTELEG
En spejder gemmer sig og fløjter i en fløjte med jævne mellemrum. De andre skal så liste sig efter lyden og finde spejderen med fløjten. Den, der kommer først, gemmer sig et nyt sted.
LEG GEMMELEG
Lad spejderne lege gemmeleg i mørke et sted som de kender godt i forvejen. lad dem eventuelt gemme sig to og to til at starte med.
MADLAVNING OVER BÅL
Bålet virker både som varmekilde og lyskilde og det er meget hyggeligt i mørket at lave maden på bålet.
GÅ TUR I MØRKET OG SKÆRP FANTASIEN
Gå en tur i området og læg mærke til områdets konturer. Hvad ligner træerne i mørket? Hvilke andre ting lægger I mærke til dukker op? Læg mærke til, hvordan sanseren forstærkes. Lyde og dufte virker stærkere.
Prøv at færdes uden lys eller lygter. I vil langsomt opdage, at det bliver lettere at orientere sig, efterhånden som øjnene vænner sig til mørket.
Prøv at bruge fantasien til at skabe en historie om, hvorfor I er på vandring i mørket.
Hvilke punkter i spejderloven passer til aktiviteten?
Hvilke af følgende udviklingsområder har aktiviteten ramt: Socialt, fysisk, intellektuelt, følelsesmæssigt, kreativt
Hvad har du lært af aktiviteten?
Hvordan har aktiviteten udfordret dig?