Børnekonventionen
1. Forklar at børn og unge i hele verden har ret til at overleve og til at blive beskyttet og til at udvikle sig. Det fastslår Børnekonventionen – Konventionen om Barnets Rettigheder – som FNs generalforsamling vedtog den 20. november 1989. Børnekonventionen er verdensbørns ”grundlov”, som sikrer børns rettigheder. Spørg spejderne om deres holdning/forhold til børnekonventionen.
2. Del spejderne i patruljer og lad dem diskutere, hvilke rettigheder, de synes, børn skal have. Giv hver patrulje 5 små papirark til at skrive de rettigheder ned, som de synes, er vigtigst for dem (kun én på hver seddel). Når alle er klar, samles alle patruljerne i en rundkreds, og lægger alle sedlerne ud i midten. De skal nu kommentere det, som de har skrevet på sedlerne for hinanden. Sammenlign de valg som patruljerne har taget. Er det de samme rettigheder, de nævner?
3. Derefter deles spejderne op to og to (eller evt. i patruljer hvis I er mange). Klip de forskellige artikler fra Børnekonventionen ud, og del dem ud til grupperne. Lad dem læse artiklerne igennem. Derefter præsenterer hver gruppe ”sine” artikler for de andre enten ved at tegne om hver artikel på tavlen eller agere et skuespil om artiklen som i ”gæt og grimasser”. De andre skal gætte, hvad artiklen handler om.
Du kan evt. vælge de nemmeste artikler til ”visningen” og læse de vanskeligste op for spejderne (især hvis du bruger aktiviteten til spejdere under 12 år).
Når alle artiklerne fra Børnekonventionen er præsenteret, kan spejderne give deres bud på, hvorfor de tror, at den ikke altid bliver overholdt? Måske har de også ideer til punkter, man kunne føje til konventionen.
Små Papirark
Tuscher
Whiteboard eller en tavle
Hvad har spejderne fået ud af aktiviteten?
Hvad har du lært om spejderne?
Hvad tror I var jeres leders formål med denne aktivitet?
Hvordan har aktiviteten udfordret dig?