Grydebagt brød
Bag et lækkert brød i almindelig spejdergryde. Vælg selv om det skal være et stort brød eller boller. Kan nemt kombineres med bagt kartoffel i trylledej og kryddersmør.
Bland indholdet efter anvisningen på melblandingspakken og tilsæt de fint hakkede urter.
Hvis du også laver urtesmør, kan du bruge vallen fra fløden i stedet for vand. Det giver brødet en god smag og konsistens.Ælt dejen godt sammen - dejen skal være smidig og fast.
Lad dejen hæve fra ½ time op til en ½ dag - jo længere tid til hævning jo bedre bliver brødet.
Hæld strandsand i bunden af gryderne i et ca. 1½ cm tykt lag. Et stykke bagepapir lægges over, så det dækker sandet og går godt op af siden. Vær omhyggelige, så du ikke får sand på brødet.
Dejen deles i to stykker og lægges i gryderne. Sæt låget på, så det slutter tæt. Lad dejen hæve mindst ½ time mere.
Gryden sættes direkte på gløderne. Der skal være et godt lag gløder. Et par småpinde lægges evt. rundt om gryden, så der er lidt flammer omkring gryden - men pas på det ikke bliver for varmt.
Efter 10-15 minutter skal du kigge om brødet får for lidt eller for meget varme. Er brødet stadig dejet i konsistensen, så får det ikke varme nok. Læg lidt mere småbrænde på. Lugter det brændt eller er det meget mørkt omkring bunden får det for meget varme. Så kan du evt hælde lidt vand på gløderne eller sprede dem lidt. Bålet vil altid være varmest i den side hvor det får mest luft.
For at give brødet en ensartet bagning skal du efter 15 minutter dreje gryden 180 grader.
Efter ca. ½ time er brødet færdigt. Du kan tjekke ved at banke forsigtigt på brødet. Hvis det har en hul lyd, så er det færdigt.
Tag gryden af bålet og låget af og lad det stå 5-10 minutter i gryden
1 Skål, grydeske,
2 Bålgryder med tætsluttende låg
Fint, tørt sandstrand, bagepapir
1 Pakke færdig melblanding
1 Pakke gær
2 Håndfulde urter (skovsyre, vejbred, brændenælder, skvalderkål eller bøgeblade)
Vand
Salt
Evt. lidt olie
Hvordan var din rolle som leder i aktiviteten?
Hvilke af følgende udviklingsområder har aktiviteten ramt: Socialt, fysisk, intellektuelt, følelsesmæssigt, kreativt
Tog patruljen ansvar for aktiviteten? Både før (forberedelse), under (afvikling) og efter (oprydning)?
Alle spejdere er forskellige. Tal om hvad I hver især er gode til og tænk over om I udnyttede denne viden under aktiviteten