Handikapløb
Fantasiramme: I den nordiske mytologi er der flere guder, som har et handikap. F.eks. giver Odin sit ene øje til Mimer for at få lov til at drikke af Mimers brønd, for at få viden om, hvor hans brødre er. Der er også den blinde Høder, der bedømmer folk på deres indre værdi i stedet for deres udseende.
Guderne hjælper hinanden og bruger de styrker, de hver især har. I denne leg skal I sørge for at hjælpe hinanden gennem banen, så alle, selvom de har et handikap, kan gennemføre alle forhindringer.
Først skal man lave en bane. Dette kan børnene være med til. Banen skal gå rundt på området og kan gøre brug af forskellige ting. Det kan f.eks. være man skal kravle over den højeste barre i klatrestativet, igennem en bildækgynge, gå på line på sandkassekanten, hoppe fra træstub til træstub eller løbe baglæns rundt om et fodboldmål.
Ruten skal helst være en cirkel og ikke længere end at børnene kan huske den. I kan eventuelt markere ruten med kridtpile, minestrimmel eller lignende.
Når ruten er klar går alle tilbage til start og børnene inddeles i hold på 2-4 børn.
Herefter får hvert barn tildelt et handikap, det kan f.eks. være at der på hvert hold er én, der ikke kan tale, én der kun har et ben, én der mangler en arm og én der er blind. For mindre børn kan det være en fordel, hvis det ikke er alle, der har handikap.
Når alle er klar, skal holdene dyste om at gennemføre banen hurtigst.
Det er vigtigt at pointere at børnene skal hjælpe hinanden igennem banen, sådan at alle kan gennemføre alle forhindringer selvom de har et handikap.
Variationer:
- Der laves to ens baner, som det gælder om at komme først igennem.
Hvad fungerede godt?
Hvad har du lært af denne aktivitet?