Lap din egen cykel
Alle spejdere skal medbring, cykel, lappegrej og cykelpumpe på mødet.
Spejderne skal nu træne at lappe en cykelslange. Vis først spejderne hvordan man lapper en cykelslange, herefter får de lov at prøve selv.
Træn også at smøre cykelkæden.
Det skal du bruge
Først skal du selvfølgelig have det rette udstyr. I mange tilfælde kan man nøjes med følgende ting:
- Dækjern
- Lappegrej (Sandpapir, lim og lapper)
Trin 1
Bemærk først at man for at lappe slangen ikke nødvendigvis behøves at afmontere hjulet. Man starter med at skrue ventilen af, samt den lille omløber som befinder sig helt inde ved fælgen. Læg delene et sikkert sted, så de ikke triller væk, de skal nemlig bruges igen.
Trin 2
Når slangen er tom for luft skal man have fat i sine dækjern. 2 dækjern er i mange tilfælde nok, men det er altid rart at have 3, hvis man er så uheldig at have et stramtsiddende dæk.
Klem det ene dækjern ind imellem dækket og fælgen, så du kan komme til at vippe dækjernet og låse det fast på en eger. Samme ting gør du med dækjern nummer to ca. 15-20 cm derfra.
I de fleste tilfælde kan du nu trække i dækjern nummer to og derved løsne dækket, er det ikke tilfældet skal du gøre som før beskrevet med 3. dækjern.
Når dækket er løsnet i den ene side kan slangen trækkes ud. Bemærk, at det er vigtigt at dækket bliver på sin plads i forhold til fælgen.
Trin 3
Nu skal du sætte ventilen på igen. Målet i trin 3 er at finde hullet. Start med at pumpe dækket op stille og roligt, som regel kan man rimelig hurtigt høre, hvor luften siver ud og dermed hvor hullet er. Et lille fif er at holde dækket tæt til ansigtet, da man i ansigtet har nogle meget følsomme små hår, som hurtigt kan registrere luftstrømningen.
Kan du ikke finde hullet skal du have fat i en spand med vand. Husk at tørre dækket godt af bagefter.
Finder du ud af at hullet er omkring ventilen eller at det er selve ventilen, som er utæt, så skal du have fat i en ny slange.
Trin 4
Når du har fundet hullet skal du først tage alt luft ud af slangen igen.
Dernæst sliber du let med stykke sandpapir, for at gøre slangens overflade ru, så limen bedre kan binde lappen fast.
Derefter smører du limen på fra den lille tube. Lad limen sidde i 5 minutter.
Sæt nu lappen oven på limen og masser godt til lappen sidder helt fast. Husk at det gennemsigtige stykke folie først skal fjernes, når lappen er masseret på dækket.
Trin 5
Slangen skal nu monteres igen. Du starter med at stikke ventilen gennem ventilhullet i fælgen. Skru den lille omløber på, inden du skruer selve ventilen på.
Pump nu lidt luft i slangen, så er den nemlig nemmere at få på plads.
Inden du trykker slangen ind der hvor lappen sidder, er det vigtig at man føler godt efter på indersiden af dækket. Så man er sikker på at den skarpe genstand, som punkterede dækket i første omgang ikke er der mere. Finder du genstanden, så fjern den, så indersiden igen er glat.
Det er derfor, det er så vigtigt ikke at skubbe dækkets placering i forhold til fælgen, når man afmonterer den ene side af dækket fra fælgen med dækjernene.
Få nu det sidste stykke af slangen ind i dækket igen.
Trin 6
Nu skal dækket på plads igen, men undlad at bruge dækjernene! Det er nemlig en klassisk fejl, da man tit kan komme til at lav et nyt hul i slangen.
Det er nu en god idé at benytte arbejdshandsker. Begynd ved ventilen. Klem dækket ind på midten af fælgen og vip derefter dækket op over fælgkanten på hver side af ventilen. Gør dette hele vejen rundt til dækket sidder korrekt igen.
Trin 7
Sidste, men bestemt ikke mindst pumper man dækket lidt mere op. Drej nu hjulet og slå på dækket med din pumpe. Grunden til at man gør dette er for at undgå at slangen slår folder.
Pump nu dækket op til det rette dæktryk.
Du er nu færdig – Hvor lang tid brugte du?
Ekstra tips
- Selv når du tror du har fundet hullet i slangen, så tjek resten, da der kan være flere huller.
- Et stykke kridt kan hjælpe dig med markering af hullet, så det ikke bliver væk for dig og du skal starte forfra.
Du kan også se videoen i bunden, hvis du stadig er i tvivl
- Cykelslanger med huller i
- Lappegrej
- Cykelpumper
Hvad har spejderne fået ud af aktiviteten?
Hvis du skulle lave aktiviteten igen, er der så noget du ville gøre anderledes?