Lav et herbarium
Start med at lede efter nogle planter, som er lette at finde - for eksempel martsvioler, anemoner og mælkebøtter. I kan også tage nogle blade fra træer med i jeres samling - for eksempel bøgeblade eller egeblade.
Indsamling: Pluk og notér
Når I finder en plante i skoven (eller et andet sted), så sørg for at få stilke, blade og blomster med.
Pluk ikke fredede og sjældne planter - tag et billede i stedet eller tegn en tegning!
På papiret noterer I, hvad det er for en plante, og hvis I vil være rigtig grundige, skriver I også, hvordan jordbunden er, og hvilke planter der står i området, samt dato for indsamling. Planten puttes ned i posen. Pust lidt luft ned i posen, inden I lukker den til. På den måde undgår I, at planten bliver mast eller knækker.
Så skal der presses
Når I kommer hjem, skal I finde nogle gamle telefonbøger eller aviser frem. Bred planterne ud på siderne i telefonbogen eller avisen. Arranger dem, så man kan se blade (eventuelt både forfra og bagfra) og blomsterhovedet. Så lægges planterne i pres i 1-2 uger. Læg noget tungt ovenpå telefonbøgerne - for eksempel mursten, sten eller lignende. I kan også lægge aviserne mellem to træplader, som I presser sammen med et par spænde-remme. Hvis det er en meget saftig plante, kan det være nødvendigt at skifte avisen eller telefonbogssiden en gang imellem.
Herbariet opbygges:
Når planterne er tørret, er det tid til at sætte dem op i jeres herbarium. Herbariet kan laves på mange forskellige måder. Nogle sætter planterne på forskellige ark og lægger dem i en kasse, og andre sætter dem fast i en bog med tomme sider. I kan eksperimentere med den stil, I bedst kan lide.
Planterne sættes fast med små stykker tape, lim eller med sytråd og nål. På arket skrives plantens navn (evt. også det latinske navn), hvor I fandt den og andre oplysninger I synes, er spændende eller sjove om planten.
Herbariet bygges op, efterhånden som I finder nye, spændende eller flotte planter på jeres ture ude i naturen. Om vinteren kan man bruge det til at øve sig på plantenavne. Når herbariet ikke bruges, skal det ligge et sted, hvor der er mørkt og tørt, så planterne ikke forgår.
Indsamlingsgrej:
Plastikposer
En bog om planter
Kamera
Papir og noget at skrive med
Til presning:
Telefonbøger eller gamle aviser
Noget tungt eller spændebånd til pres
Til selve herbariet:
Kartonark og æske, eller bog med blanke sider
Lim
Hvad har du lært om spejderne?
Hvordan har aktiviteten udfordret spejderne?
Var hele patruljen aktiv under aktiviteten? Hvis ikke: Hvad var så årsagen og hvordan kunne det gøres endnu bedre?
Hvordan samarbejdede I under aktiviteten? Er I tilfredse med det, eller kunne noget være gjort anderledes?