Osmose - SciencePirater
Beskrivelse og hvad sker der?
Forsøget er en undersøgelse af, hvad der sker i osmoseprocessen. Denne proces sker alle steder i og omkring os. Planter, dyr og mennesker har alle behov for at optage vand. Dyr og mennesker drikker det, hvorefter der sker osmose over cellernes membraner inde i os. Træer bruger osmose, altså en forskel i vandkoncentration inde i rødderne og udenfor rødderne, til at optage vand. Vands bevægelse gennem en membran kan vi illustrere og eksperimentere med ved at komme kartoffel og vingummi i vand med forskellige saltkoncentrationer samt lægge et æg i eddike og derefter i sirup.
Når der er en forskellig mængde af vand på hver sin side af en membran, kaldes det osmose. Hvis det sker, vil vandet ofte vandre igennem membranen for at udligne forskellen. På den måde kommer der samme vandkoncentration på begge sider af membranen, og der opstår ligevægt. Osmose sker i alle kroppens celler, og princippet bruges også til vandrensning. Når f.eks. et æg kommes i eddike, vil den ydre skal forsvinde efter nogle dage. Så vil ægget kun være omgivet af en hinde, som vand kan passere. Selvom den ydre skal forsvinde, vil ægget vokse ved at ligge i eddike. Det sker, fordi koncentrationen af vand er højere udenfor ægget end indeni. Vandet vil vandre igennem æggets hinde for at udligne forskellen. Når ægget efterfølgende lægges i sirup, vil det skrumpe, fordi der nu er mere vand inde i ægget end ude i siruppen. Hen over hinden kan vandmolekyler bevæge sig, hvorimod andre stoffer som sukker og salt ikke kan trænge igennem. Prøv også med en vingummibamse og en kartoffelskive. Når de lægges i postevand, vil de optage vandet, men reagere forskelligt. Når du derefter kommer vingummibamsen og kartoffelskiven i saltvand, trækkes vandet ud igen, og en ny reaktion sker.
Indledende spørgsmål til aktiviteten
- Hvad tror I, der vil ske med vingummibamsen og kartoflen i saltvandet og det almindelige vand?
- Hvad vil der ske med ægget efter at have ligget i eddike?
- Hvad vil der ske, når I lægger ægget i sirup, efter det har været i eddike?
Sådan gør du
- Lav tre til fire typer vand
- Meget kraftigt saltvand (opløs en god mængde salt i almindelig postevand, noter mængden af salt)
- Mindre kraftigt saltvand (f.eks. halvt så meget salt som for det kraftige saltvand)
- Kildevand (kan udelades)
- Almindeligt postevand
- Hæld hver type vand i to mugs/glas.
- Skær kartoflen i smalle stykker.
- Kom et stykke kartoffel i hver type vand og lad stå tre dage eller mere.
- Kom mindst en vingummi i hver type vand (ikke sammen med kartoffel), og lad stå tre dage eller mere. F.eks. fra et spejdermøde til det næste.
- Vej ægget, og noter vægten.
- Kom ægget i et glas/mug, og dæk det med lagereddike, og lad stå i tre dage eller mere.
- Vej ægget igen, og noter vægten.
- Kom ægget i et glas/mug, dæk med sirup og lad stå i tre dage eller mere.
- Vej ægget, og noter vægten.
Tip!
Hvis I prøver at sætte hvide roser i vand farvet med frugtfarve, vil i se, at rosens blade skifter farve. Det skyldes også osmose. I kan også prøve forsøget med lakrids i forskellige saltkoncentrationer
Til et forsøg
- 1-2 stk. kartofler
- 1 pose vingummi
- Vand
- Bordsalt
- 1 æg pr. patrulje
- Ca. 3 dl lagereddike
- Ca. 3 dl sirup, gerne lys
- 7-9 mugs eller lignende
- Køkkenvægt
- Var der noget, der overraskede jer?
- Hvad er der sket med æggets vægt efter at have været i eddike? Hvad tror I, der er sket?
- Hvad er der sket med æggets vægt at have ligget i sirup? Hvad tror I, der er sket?