Sådan binder du et dobbelt ottetalsknob
Dobbelt Flamsk knob eller dobbelt ottetal. Kært barn har mange navne. Kan du ikke huske, præcis hvordan man binder knobet, så fortvivl ikke, du kan bare se med her.
Hvis man skal lave en fast løkke og hvis det virkelig skal være solidt, kan man bruge ottetallet, som – lagt dobbelt som her – former en god løkke. Brugt alene er det, hvad man kalder et stopperknob (som kan forhindre, at rebet løber igennem et øje el. lign.).
Vil man lave den dobbelte variant, kan man enten slå det direkte, som på billedet, eller ”sy” det, hvor man laver et enkelt, stikker det rundt om det man vil sikre, og så syr det tilbage igennem sig selv. Knobet er meget pålideligt, og er derfor en favorit blandt klatrere. Det kan dog være svært at løsne efter kraftig belastning.