På tur
10 tips, der letter din vandretur
- Køb en lille rygsæk!
Der er mange fordele ved en lille én på under 50 L - og i langt de fleste tilfælde behøves du ikke en større! Du skærer hurtigt vægt fra ved at vælge en mindre og lettere taske og med mindre plads skal du tænke over, hvad du kommer i den, fordi der er ikke plads til alt muligt ekstra.
- Del, del, del!
Er du afsted med din patrulje eller en flok venner, kan I dele mange basisting. En lille brænder og en lille gryde er rigeligt udstyr til en patrulje. I kan deles om førstehjælpskassen, fordele teltets dele ud i flere rygsække og have en enkelt tandpasta, kniv og spillekort med til fælles brug.
- Robust eller let telt?
Et letvægtstelt kan føles som at stå i et papirhus, når man har slæbt rundt på og sovet i et orange kit-kat telt på alle sine patruljeture. Men selvom den ultratynde og absurd lette teltdug kan få én ud af sin comfortzone, så lad dig ikke snyde af den tynde dug - letvægtsudstyr i dag er designet til at være meget robust.
- Fokusér på vægten.
Det hjælper dig med at vælge, hvad du virkelig har brug for. Vej dit grej og lav en pakkeliste med gram-angivelser. Når du kommer hjem, så overvej, om der var noget, du ikke fik brugt? Hvis du gentagne gange kommer hjem uden at have brugt fx en skål eller et mellemlag, så lad det blive derhjemme i fremtiden. Overvej også, om spejderdolken måske er lidt overkill at skære agurk med, hvis du har en mindre lommekniv.
- Vær beredt!
Førstehjælpskassen er altid god at have lige ved hånden. Men tænk alligevel over, hvad du kommer i den. Måske de færdigpakkede versioner ikke passer til lige din tur? Åben den og tjek, hvad der er i, og tilføj eller fjern, så den er skræddersyet til dig og dine behov.
- Så mange snacks spiser du ikke…
En klassisk fejl er at lade angsten for at være sulten overtage. Derfor plejer du måske at pakke chokolade, nødder og müslibarer, som var du repræsentant for Toms Chokoladefabrik. Planlæg hvor meget, du tror, du får spist hver dag. Hvornår og hvor meget snacker du egentligt på en weekendtur?
- Et enkelt sæt tøj
Mere behøves du ikke. Ét sæt tøj i tasken kan sagtens klare 14 dages-vandretur. Du kan dog hjælpe dig selv (og andre) ved at tænke over følgende:
- Pak uld – det er antibakteriel og lugter mindre end sportstøj.
- Luft dit tøj, når du er i lejr, sover eller holder pause.
- Vask når du kan. Skyl dit uldtøj op i koldt vand, når det muligt. På den måde får du saltskjolderne af, og du både lugter og ser ren ud igen.
- Vælg det rigtige kogegrej
Den klassiske trangia er ikke gået af mode, men skal du på tur, hvor menuen står på frysetørret mad, så er trangiaen for stor og tung. Her er en lille brænder med en lille titaniumsgryde eller en Jetboil supergode alternativer. De koger effektivt og hurtigt vand - også til en hel patrulje. Du kan også overveje, om en enkelt gryde eller kedel fra trangiaen er nok i stedet for hele sættet.
- Hvad skal vi spise?
Der er mange måder at klare maden på. Nogen pakker friluftsbutikkernes frysetørrede mad, andre smører madpakker, og andre igen pakker råvarer. Overvej om du kan dehydrere så meget af din mad som muligt. Du kan tørre grøntsager og kød i ovnen eller anskaffe en dehydrator. Det er en sjov aktivitet, samtidig med du skaber billige og lette måltider til din tur.
- Vand er godt, meeen…
Det er vigtigt at holde sig hydreret, men lad være med at fylde din camelbak til randen! Hver liter vand er også lig med 1 kilo i din taske. Du vil opleve, at du på mange af dine ture går forbi den ene vandhane, elv, bæk eller å efter den anden. Her kan det dog være en god idé at skaffe dig et vandrensningsfilter.
Med fokus på vægt – og funktionalitet - er det muligt at pakke til en basisvægt på under fire kilo. Basisvægten er din pakkede taske med telt, sovegrej, tøj og udstyr, men ikke medregnet gas, vand og mad. Det kræver, at du tænker på vægt, når du pakker. Men begrænsning i at pakke let forsvinder, når du mærker friheden ved ikke at skulle slæbe dig afsted.