14 fede vandreruter i Danmark
1. Kyststien på Bornholm
På Bornholm findes kyststien, som med sine 120 kilometer bringer dig gennem både små og større byer, vild natur, samt 30 havne og fiskelejer med et væld af røgerier. Kyststien går – som navnet antyder - hele vejen langs Bornholms kyst, og vandringen foregår primært på sandstrande og i fantastiske klippelandskaber. Kyststien kan deles op i flere forskellige ruter i forskellige sværhedsgrader.
2. Højlyngsstien på Bornholm
Denne 67 kilometer lange rute går tværs over Bornholm og leder fra Hammerknuden i nord ned over øen gennem Almindingen og ender ved kystbyen Aarsdale. Ruten var færdigmarkeret i sommeren 2020 og er i løbet af efteråret blevet udstyret med flere primitive overnatningssteder og vandposter. Højlyngsstien møder den 120 kilometer lange Kyststien ved dens start i Sandvig og dens ende i Aarsdale, og turen kan derfor forlænges, hvis der ønsker endnu flere kilometer i benene.
3. Vestkyststien i Thy
Yderst i vestkystens vindprægede landskab snor en omkring 90 kilometer lang vandrerute sig. Som gående færdes man mest på den gamle redningsvej, men bliver også ført ind i Nationalpark Thys vilde kystlandskab, der i sin tid blev formet af istiden, og i dag huserer noget af Danmarks skønneste natur. Der er mange overnatningsmuligheder og afbræk på ruten, der både kan blive til 20 kilometers dagsvandring og 150+ kilometers vandreferie, hvis man vil opleve mange af de seværdigheder, der ligger lidt længere inde i landet.
4. Kalk Kaminoen i Midtjylland
En Camino look a like - og en af de nyeste her i Danmark. Kalk Kaminoen, der åbnede i 2020, løber langs det midtjyske, mellem Stoholm og Skelhøje. Navnet kommer af kalkgruberne i både Mønsted og Daubjerg, som den 30 kilometer lange rute går forbi, ligesom Kalk Kaminoen også fører sin vandrer gennem totalfredet naturskov og Kongenshus Mindepark. I Skelhøje er der en købmand, hvis man vil proviantere og eventuelt fortsætte af Hærvejen, der går lige gennem byen.
5. Molsruten på Djursland
Molsrutens hovedsti strækker sig omkring 80 kilometer fra Grenaa Havn til Badeanstalten i Aarhus, og den løber dels langs kysten, men også gennem den nordligste del af Mols. Molsruten er del af fjernvandrevej E1, der strækker sig næsten 8000 kilometer fra Nordkapp i Norge til det sydligste Italien. Er du frisk på en udfordring, kan du gå af stiens alternative rute syd ved Femmøller, videre væk fra stien og ind i Mols Bjerge, der er noget af det tætteste, vi kommer på bjergvandring i Danmark.
6. Trækstien i Søhøjlandet
En sjappet, sjasket og smuk oplevelse, der kan deles op i utallige bidder. Stien på 70 kilometer, der oprindeligt blev brugt til at trække gods langs Gudenåen, er i dag en – nogle steder mere end andre – veletableret vandrerute, der bevæger sig fra Silkeborg til Randers. Ruten er en natursti, der helt naturligt er våd meget af året, da den ligger i niveau med Gudenåen. Er man ikke frisk på våde sokker og mudrede vandrestøvler, er ruten tørrest fra april til juni.
7. Samsø rundt
Tag færgen til Danmarks vedvarende Energi-Ø og følg kysten rundt. Turen er på 100 kilometer og kan nydes over en weekend. Den nordligste del af øen byder på bakker skabt under de massive gletsjere, der har ført moræneler med sig ind over øen. Dette giver en masse højdedrag med gode udkigspunkter - ideelle til at nyde madpakken på.
8. Lillebæltsstien på Vestfyn
På det vestlige Fyn ligger Lillebæltsstien, som åbnede i 2018. Turen strækker sig over 27 kilometer fra det nordlige Strib til det sydlige Gamborg og går gennem smuk, dansk natur med åbne marker, skove, kystskrænter og strande.
9. Øhavsstien på Sydfyn
På Sydfyn og øerne omkring ligger en af Danmarks længste vandreruter på hele 220 kilometer. Øhavsstien er bygget op af syv forskellige strækninger, som bevæger sig på Langeland, Tåsinge, Ærø og på Fyns fastland, og ruterne kan sagtens tages enkeltvist. Fælles for strækningerne er, at de er omkranset af det smukke, sydfynske hav.
10. Camønoen på Møn
Med sine 175 km fordelt på ti etaper i kuperet og varieret landskab, lever Camønoen op til sit navn, som er inspireret af den spanske pilgrimsrute Caminoen. Ruten strækker sig over øerne Møn, Bogø og Nyord og byder både på købstaden Stege, hyggelige landsbyer, frodige skove og Møns Klint, der er med på UNESCO’s verdensarvsliste.
11. Mølleåstien i Hovedstadsområdet
Mølleåen er omkring 30 kilometer lang og bugter sig fra Buresø gennem landet og munder ud i Øresund ved Strandmøllen. Åen har med sit fald været udnyttet via vandmøller, og ruten fører forbi Bredes klædefabrik og Raadvads knivfabrik, der begge var fabrikker drevet af vandkraft under industrialiseringen. Åen løber på vejen gennem Farum sø, Furesø og Lyngby sø.
12. Amarminoen på Amager
Først kom Caminoen i Spanien, så så Camønoen på Møn dagens lys, og sidste år blomstrede det nyeste skud på stammen: Amarminoen! Ruten er 24 kilometer lang, og som vandrer går man gennem Amager Fælled og hele vejen til Kongelundsskoven gennem åbne strandenge, et fuglereservat og Danmarks største selvsåede birkeskov.
13. Nordkyststien i Nordsjælland
Fra Hundested til Helsingør ligger den 69 kilometer lange Nordkyststi. Det meste af ruten er afmærket med vandreskilte, så lad mobilen blive i lommen under turen og nyd den friske havluft. Turen byder på hav, så langt øjet rækker og kommer forbi de charmerende bade- og havnebyer Lisseleje, Tisvildeleje og Gilleleje, inden ruten slutter i Helsingør.
14. Hedebostien på Midtsjælland
Fra Roskilde fjord og ud til Køge Bugt snor Hedebostien sig af stier og mindre veje. Ruten er 23 kilometer og passer perfekt til en dagstur ind gennem landet. Slå for eksempel et smut forbi Karlstrup Kalkgrav og se om du kan finde et forhistorisk fossil eller slut dagen af med et besøg på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
Læs den fulde artikler på issuu.com/spejder