15 forårsaktiviteter til spejdermødet
1. Fodr fuglene med hjemmelavet fuglemad (familiespejder)
Selvom foråret er landet, er der stadig masser af fugle, der vil sætte pris på noget hjemmelavet fuglefodder! Og så er det en hyggelig aktivitet for de yngste spejdere.
2. Lav et karsehoved (familiespejder)
Der skal altid bruges karse til forårets påskefrokostborde, og med den her aktivitet får I en ret dekorativ version!
3. Klip flotte gækkebreve, og pynt dem med naturmaterialer – eller klip dem i store blade! (familiespejder og mikro)
Påsken står for døren, og hvilken bedre måde at fejre det på end at tage en tur i skoven for at finde flotte naturmaterialer! Tag de flotteste ting I kan finde med hjem, og klip gækkebreve til jeres bedste venner, hund eller mormor. Skriv et lille digt, og send det afsted!
4. Byg jeres egne fantasimonstre af affald (mikro og mini)
Få spejderne til at medbringe gamle kartoner, plastik og andet affald til spejdermødet. Her skal alle være kreative og bygge deres eget fantasimonster ud af materialerne! Lav en historie om monstrene, som spejderne er med til at digte – den kan bruges som godnathistorie på ture fremover!
5. Fra frø til plante (mikro, mini og junior)
I foråret er det oplagt at udforske planters færd fra frø til blomst, og måske spejderhytten også trænger til noget flot at kigge på?
6. Stjerne o-løb for de yngre spejdere (mini)
O-løb kan varieres meget i sværhedsgrad alt efter valg af kort, luftfotos og placering af poster. Og så kan løbet gennemføres selvstændigt eller i par.
7. Find dyrenes spor og lav flotte aftryk af dem (mini)
I en tid hvor jorden er blød og fugtig, kan I endnu bedre få øje på dyrenes fodspor. Det skal udnyttes ved at afstøbe flotte fodspor i gips, som I efterfølgende kan male og hænge op i hytten.
8. DIY Batik! (mini, junior, trop)
Skal forårsgarderoben opdateres? Så kan det være, at I skal i gang med en omgang farvestrålende batik!
9. Bryg jeres egen birkesaft (junior)
Birkesaften flyder bedst i marts og april, så skynd jer ud og tap noget birkesaft! Det er sjovt og lækkert. Følge guiden i aktiviteten, så I får mest mulig saft.
10. CO2-neutralt lys (junior)
Lav et velduftende, bæredygtigt lys ud af kun to ingredienser: en appelsin og madolie!
11. Gør klar til, at insekterne flytter ind til sommer (junior og trop)
Insekterne skal også have et hjem, og hvilket bedre sted end et hjemmebygget insekthotel! Byg et eller flere flotte hoteller og støt samtidig biodiversiteten i jeres område! De små dyr vil elske jer for det!
12. Te-brygning med planter fra naturen (junior og trop)
I foråret begynder planterne at spire op af jorden. Tag en tur i skoven og pluk en masse lækre blade, som I kan brygge jeres helt egen te af. Del jer op i hold, og se hvem der kan brygge den bedste te ved at blande forskellige planter!
13. Be Bear Grylls (trop og senior)
Den engelske spejderchef Bear Grylls er et ikon for mange, fordi han er en ægte survivor. Og så havde han i øvrigt sit eget tv-program, der kan inspirere til mange aktiviteter. Den her er én af dem – og den er hård!
14. Halvmaraton på løbehjul (trop og senior)
Skal I på patruljeløb på løbehjul og tilbagelægge 21,0975 kilometer?
15. Tag på fotoløb i nærområdet (trop og senior)
De fleste ældre spejdere har en telefon med på møderne, men aktiviteten kan også laves analogt. Lad spejderne finde ruter rundt i området ved kun at give dem et billede af det, de skal finde hen til. Lav eventuelt småopgaver, som de skal løse undervejs på turen.
Du kan læse om de gældende retningslinjer og anbefalinger for spejdermøder på dds.dk/coronasmitte