5 aktiviteter til udviklingsplanen 2020-2024
Urban Scouting
Byløb: Google uden Google!
Et løb, hvor spejderne skal besvare forskellige ’Google-søgninger’ uden telefon eller internet. I stedet skal de selv være søgemaskiner! Hver patrulje skal finde svar på så mange ’søgninger’, som de kan nå. Fx ved at opsøge relevante steder eller personer i byen eller området.
UDVIKLINGSPLANENS FEM TEMAER
- Modige børn og unge
- Vildskab i naturen
- Bæredygtighed i børnehøjde
- Flere ledere
- Urban scouting
Det er oplagt at indtænke en fantasiramme – har der måske været et kæmpe cyberangreb?
Eksempler på søgninger:
- ”Hvad hedder byens borgmester?”
- ”Hvilket husnummer har brandstationen?”
- ”Hvad koster en liter diesel på tanken?”
- ”Hvornår lukker bageren om lørdagen?”
- ”Hvad er telefonnummeret til det lokale pizzeria?”
Patruljerne kan evt. få udleveret et kort med indtegnede poster. Er I bekymrede for, om spejderne farer vild, kan hver patrulje låne en ledertelefon, som de ikke har adgangskoden til, men som I til gengæld kan ringe til.
Modige børn og unge
Leg: Ting, du ikke kan gøre hos…
Det er sundt at kunne lægge sin selvkritik på hylden og mærke, at man ikke dør af at sige eller gøre noget ’forkert’. Denne aktivitet er en improvisationsleg, hvor man netop laver ’fejl’, og siger ting, der ikke er overvejet.
Spejderne er opdelt i mindre patruljer og får opgaven at vise en upassende situation. Emnet kan fx være ”Ting, du ikke kan gøre hos mormor”. Gruppen får et minut til at snakke og skal derefter fremføre situationen.
Legen kan også laves ved, at spejderne sidder i en cirkel, og der er en imaginær mikrofon midt i cirklen, hvor spejderne kan løbe op og sige en sætning. Her kan emnet fx være: ”Ting, du ikke skal sige til dronning Margrethe” eller lignende.
Vildskab i naturen
100-meters terrænløb
En aktivitet, hvor spejderne løber 100-meterløb på 3-4 forskellige terræntyper (fx landevej, strandkant, nåleskov, løvskov, bakkelandskab osv.). En sjov aktivitet, hvor pulsen kommer op, og hvor spejderne får fornemmelse for fremkommelighed på forskellige terræntyper. Der tages tid med telefon eller stopur.
Spejderne kan løbe hver for sig, parvis eller patruljevis. Aktiviteten kan varieres med forskellige benspænd (fx ægge-stafet, løbe med en mug vand osv.), ligesom man kan indlægge gættekonkurrencer ("I hvilken terræntype tror I, det går langsomt? Hvad tror I gennemsnitstiden bliver her?" osv.) En god idé er at have nogle O-løbskort, så spejderne får indblik i, hvordan de enkelte terræntyper ser ud på kort.
Idéer til terræntyper:
- Tæt nåleskov
- Grusvej
- Højt græs
- Moseområde
- Brakmark
Bæredygtighed i børnehøjde
Byg et insekthotel
En rapport fra FN har vist, at over én million dyre- og plantearter er truet af udryddelse. Bl.a. på grund af manglende biodiversitet.
At bygge et insekthotel er en sjov og praktisk måde at sikre lokal biodiversitet. Insekter spiller en stor rolle for økosystemerne. Dels som bestøvere og som føde for fx fugle. Og så er det spændende for spejderne at følge livet i insekthotellet. Et insekthotel kan bygges på mange måder. Find inspiration på aktivitetsdatabasen (dds.dk/aktiviteter).
Flere ledere
Outdoor-bio
Saml ledergruppen under den klare nattehimmel, og nyd en lækker aften i fællesskabets tegn med fede film og rendyrket hygge. I kan også overveje at invitere et par venner og kollegaer.
At lave sin egen outdoor-biograf er ganske simpelt. Alt, I har brug for, er et lærred (det kan være et gammelt sejl eller en husgavl), en projektor, en computer, film (husk rettighederne) og gode højtalere. Indtænk, at man skal kunne sidde behageligt. Og husk snacks!