7 sjove og vilde måder at sove ude
Sommeren står for døren, og årstiden er en perfekt anledning til at bruge en nat i det fri med fuglesang, stjernehimmel og hygge med venner og familie.
Men hvad skal man sove i? Skal man holde sig til teltet, eller er shelter det bedste? Eller måske skal man gå all-in og ligge under åben himmel og se på stjerner hele natten?
Her kommer nogle bud på, hvordan man kan sove ude - og udnytte stjernerne som natlampe og fuglene som vækkeur!
1. Den klassiske: Telt
Teltet er den sikre løsning, hvor man er beskyttet mod regn og blæst, hvis vejret ikke arter sig. Og skulle det regne er det hyggeligt at ligge og lytte til dråbernes trommen mod teltdugen. Er soveposen ikke af den allervarmeste type, giver teltet også nogle ekstra grader i forhold til fx shelteret.
Som med alt friluftsudstyr er der 1 million forskellige telte at vælge imellem, men det er en god idé at vælge et, der passer til det antal I er, så I ikke skal varme et kæmpe telt op, hvis I kun er to af sted.
Bonustip: Hvis du gerne vil sove længe, så sørg for at placere teltet i morgenskygge (dvs. med et træ eller lignende i sydøst).
2. Den trendy: Shelter
Overalt i Danmark skyder shelters op med lynets hast, og man kan stort set ikke besøge en dansk skov, uden at der er mindst én shelterplads. Shelteret giver god beskyttelse mod regn og vind, men giver stadig mulighed for at se ud og nyde naturen og stjernerne.
Der er intet, der slår at ligge i soveposerne og kigge ud, mens bålet stadig brænder foran shelteret. Det skulle lige være, når man vågner næste morgen og kan høre fuglene synge og se skoven vågne.
Bonustip: Hvis vinden suser lige ind i shelteret, kan man med presenning eller tarp og lidt snilde lave noget afskærmning for vinden.
3. Den primitive: Bivuak
Er man til det lidt mere simple, kan man bygge sin egen bivuak. Vil man være et med naturen, kan man bygge den af det man kan finde i skoven, men vil man gerne være bare lidt sikker på at holde sig tør, hvis det regner, er det en god idé med en presenning eller en tarp.
Du kan finde hjælp til at bygge en letvægtsbivuak i denne video: How-to: Letvægtsbivuak, eller også kan du tjekke den unge spejder VildMagne ud på YouTube, der viser, hvordan man laver den ultimative bivuak.
Bonustip: Er I på kano- eller kajaktur, kan I forholdsvis nemt lave en bivuak, hvor kanoerne fungerer som sider.
4. Den hippe: Hængekøje
Hvis du gerne vil falde i søvn, mens du vugger blidt, så er hængekøjen det helt rigtige valg. Det kræver lidt tilvænning at sove i hængekøje, men sømænd har gjort det igennem århundreder, så det skal nok gå for dig også.
En hængekøje er dårligt isoleret, så det kan være en rigtig god idé at bruge et oppusteligt liggeunderlag i bunden.
Husk at spænde hængekøjen stramt op, men dog ikke så stramt, at du falder ud af den og heller ikke vildt højt over jorden, så det er nemt at komme ned, hvis man skal tisse i løbet af natten.
Skal I sove mange sammen, kan I lave et helt "hængekøje-hotel" ud af rafter. Det har fx spejdergruppen Valdemar Atterdag gjort med held til Sov Ude.
Bonustip: Er vejret dårligt, kan du spænde en tarp eller presenning ud over hængekøjen, så du ikke bliver våd i løbet af natten.
5. Den ultimative: Under åben himmel
Man kan blive helt overvældet af universets storhed, når man ligger i soveposen og kigger op på stjernerne sammen med sine bedste Sov Ude venner. Måske er du heldig at se et stjerneskud…
Husk at tage et godt liggeunderlag med, som kan isolere mod kulden fra jorden.
Det kan være en rigtig god idé med et soveposeovertræk til at beskytte posen mod den værste dug eller småregn, og vil man gerne være helt beredt, hvis der skulle komme noget regn, kan man tage en tarp med, så man hurtigt kan få overdækket sin soveplads
Bonustip: Lad være med at lægge dig direkte under nogle træer. Dels tager de selvfølgelig udsigten til stjernerne, men de opsamler også dug på grenene, som falder ned på dig og posen.
6. Den lette: Altanen eller terrassen
Det behøver egentlig ikke være så avanceret at sove ude. Hvis du ikke har tid til at tage ud i skoven, kan du stadig nyde lidt frisk luft og udsigt til stjernehimlen på din egen altan eller terrasse.
Din dyne er helt fin sammen med gæstesengen, så der er ingen undskyldning for ikke at komme ud og nyde nattehimlen, den friske luft og samværet med dine børn eller venner.
Bonustip: Bliver det for koldt, så går du bare ind.
Ekstra bonustip: Lad være med at smække altandøren.
7. Den vilde: Højt oppe i trækronerne
Denne er bestemt kun for de avancerede! Men nogle spejdergrupper har gennem årene sovet i trækronerne - selvfølgelig sikret forsvarligt med klatreseler, reb og slynger.
Køgespejderne har fx sovet i såkaldte 'Portaledges', som er særlige bjergbestiger-telte lavet om en stabil ramme, så teltene kan hænge frit uden at stå på jorden.
Bonustip: Har I ikke selv færdighederne, kan I høre den lokale klatre- eller træklatreklub og høre, om de har udstyr samt certificerede instruktører, der vil give børn og unge en fed oplevelse.