70.000 har oplevet nattens natur
Nat i Naturen 2024
- Læse mere, find inspiration og opret arrangementer til Nat i Naturen 2024 på www.natinaturen.dk
- Puljen til Nat i Naturen kan søges på www.friluftsraadet.dk/nin-pulje
”Når solen går ned, står en helt ny del af den danske natur op. Så pak tasken, sluk lyset og tag med ud i natten.”
Sådan lyder en opfordring fra kampagnen Nat i Naturen, som inviterer alle i Danmark ud for at opleve naturen, når det er mørkt. Den opfordring har ca. 70.000 fulgt den første weekend i september. Det viser en rundspørge, som Voxmeter har foretaget. Blandt deltagerne var Line Gummesen fra Amager og hendes datter, Vilda på fire år, der sov ude for blot anden gang til et arrangement i Naturpark Amager.
Et super arrangement
Nat i Naturen har været en stor succes, lyder det fra de lokale arrangører. En af dem er naturvejleder Nina Mourier, Naturpark Christiansø, som har inviterede børn og voksne til Nat i Naturen på Christiansø med bl.a. mad over bål, overnatning i telt og leg i mørket.
”Det var et super arrangement. På fyrtårnet, der holdt aftenåbent, sang 60 lokale og turister solen ned i Østersøen og smagte på lokalt bryggede øl. Senere legede vi refleksjagt og mørkegemme. Vi hørte både bølgeskvulp og sælernes aftensang, og månen stod endda næsten fuld, stor og orange over Østersøen”, siger Nina Mourier.
Alle ud i natten
Morten Gade, generalsekretær i Det Danske Spejderkorps, glæder sig over opbakningen til Nat i Naturen fra både deltagere og lokale arrangører. Ambitionen er, at så mange som muligt og særligt børnefamilier skal ud i natten. En undersøgelse fra 2022 viser nemlig, at to tredjedele af danske børn ikke har prøvet at overnatte i naturen.
”Nat i Naturen er en oplagt mulighed for at åbne spejdergruppen op og invitere lokalsamfundet ind i fællesskabet. I år var der 40 af vores spejdergrupper, som afholdt et arrangement, og vi har kun modtaget god respons fra grupperne, der har mødt opbakning, engagement og en masse glade familier. Til næste år håber vi, at endnu flere spejdergrupper vil slå teltdørene op og skabe flere gode oplevelser med deres lokalsamfund”, fortæller Morten Gade.
Sæt kryds 7.-8. september
Næste Nat i Naturen kan opleves den 7.-8. september 2024.
For at sætte yderligere fokus på naturoplevelser i mørket, har Friluftsrådet oprettet en pulje fra Udlodningsmidler til Friluftsliv, som kan søges af almennyttige foreninger og organisationer til at skabe friluftsaktiviteter og naturoplevelser for befolkningen, når det er mørkt. Puljen kan søges frem til 15. februar 2024.
Nat i Naturen er et partnerskab mellem Naturstyrelsen, Det Danske Spejderkorps, Ungdomsringen, Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet, som i samarbejde med lokale arrangører inviterer alle i Danmark ud i natten hvert år den første hele weekend i september.