Bålmad 2.0: Gå gourmet med en Dutch Oven
I mange årtier har det klassiske patruljegrydesæt af aluminium været den foretrukne gryde til mad over bål. Let, simpel og prisbillig.
Gennem de seneste år har større emaljerede gryder, der hænges op i bålstativer, vundet frem, når der skal laves mad til mange i fx en spejdergruppe.
Hvad er en Dutch Oven?
En Dutch Oven er en støbejernsgryde, der er fremstillet med små ben, så kul kan lægges under gryden, og har et tætsluttende låg, hvor der også kan lægges kul på, så maden også kan få varme fra oven.
Og netop den detalje gør, at en Dutch Oven kan fungere både som en ovn og en gryde, og åbner dermed op for helt nye muligheder for at bage og tilberede mad over mange timer over bålet med langt mindre risiko for, at din mad brænder på.
Men nu er der en ny tendens på vej, der kan give dig helt nye muligheder for at lave lækker og varieret mad, når vægt ikke er en begrænsning.
Eller ny er gryden slet ikke – der er nemlig tale om en genopdagelse af et gammelt kendt grydeprincip, der har tråde helt tilbage til 1700-tallets Holland. Her startede produktionen af det, vi i dag kender som en Dutch Oven.
Her får du tips til at komme godt i gang med den hollandske ovn, der både kan fungere som ovn, gryde og pande.
Tips og tricks til madlavning i en Dutch Oven
Gryderetter og supper
Simremad er en nem og god måde at komme i gang med at bruge sin Dutch Oven. Det er bare at vælge gode råvarer, putte dem i gryden og tilsætte væske og lade dem bulre et par timer.
Det er nemt, og der er lille risiko for, at der er noget, der brænder på. Og jo længere tid retten får, så længe der er væske i, jo bedre smager den.
Da det meste af varmen til denne type retter sagtens kan komme fra neden, er det også nemt at lave dem på et normalt bål med fx en grydeholder eller trefod.
Tips til mere smag:
Når du laver mad udenfor og til mange, er der nogle simple tips om smag, der kan løfte langt de fleste måltider.
- Smag på maden. Det kan lyde som et lidt for åbenlyst råd, men man kan hurtigt glemme det, når gryden kommer af bålet, og der er mange sultne spejdere, der skal have mad. Men det er ved at smage på retten undervejs, at du kan justere med salt, peber, surt eller sødt.
- Salt. Husk grundsaltning. Mange er vant til at lave mad til få, men det er helt andre saltmængder, der skal bruges i en gryderet til 14 personer. Derfor er det en god idé at huske at putte en vis mængde salt i retten på et tidligt tidspunkt og smage til senere. Du kan også bruge fx soja, kapers eller ansjoser til at salte din ret.
- Surt. Det kan være oplagt at tænke, at fx en gryderet ikke skal smage surt, men det er med til at give den karakter. Oplagte sure elementer til madlavningen er: eddike, vin, tomat, citron, æble eller ribs.
- Sødt. Umiddelbart forbinder de fleste den søde smag med dessert, men ved at tilføje netop sødt til maden fremhæves en lang række andre smagsnuancer. Søde elementer kan, ud over sukker, være: ris, pasta, honning, korn og frugt.
- Bittert. Det bitre er en god kontrast til det søde. Her er fx røgvarer, persille og kål gode bud.
- Umami. En smag, der har været kendt i det asiatiske køkken. Umami er med til at runde en ret af. Elementer, der har umami, er fx fiskesauce, tang, bacon og parmesan.
Kød og stege
At lave stege og kød i en Dutch Oven minder på mange måder om at bruge en stegeso. Smagsstofferne, varmen og dampen bliver i gryden under tilberedningen, så længe du ikke åbner for gryden for ofte.
Hvis du laver en hel steg, skal du som tommelfingerregel tilberede det 30 min. pr. halve kilo. Husk altid at lade dit kød hvile 10-15 minutter før udskæring.
Bagning
Som nævnt tidligere er en Dutch Oven netop en ovn og ikke bare en lækker gryde. Så derfor er det helt oplagt at bruge den til bagning.
Brød har en tendens til at blive bagt mere i bunden end i toppen, så derfor er det vigtigt, at du lægger flere gløder på toppen (ca. ¾) end i bunden for at opnå et godt resultat.
Du kan også lægge lidt småsten (ikke flint) i bunden og bruge en bageform. På den måde tillader du luft at cirkulere under brødet og får dermed en mere jævn varme.
De søde sager som fx kanelboller eller kager indeholder meget sukker, så der er risiko for, at det brænder på. Derfor kan det godt svare sig at lægge lidt sølvfolie i bunden, så det er nemmere at gøre rent bagefter.
Hvis du har lyst til at lave pizza, er det absolut muligt at fremstille en lækker bagt pizza med sprød bund.
Det kan være en god idé at huske at smøre bunden af gryden med lidt olie, inden pizzadejen lægges i. Derudover er det ideelt at starte med at lægge dejen i den varme gryde og derefter lægge topping på.
Det kan være svært at lave hele pizzaen klar og så få den ned i gryden.
Pandestegning
Låget på din Dutch Oven er en perfekt pande. Læg den med toppen ned i kul, eller sæt den på en trefod.
Pandekager, bacon, pølser, spejlæg er alle sager, der fremtrylles med god hjælp fra den jævne varme fra smedejernet.
Hvis du er i tvivl om varmen, kan du bruge dette trick til at tjekke, om din gryde er varm nok: Dryp lidt vand på, og se, hvordan det opfører sig. Bliver det liggende, er panden for kold, men hvis det syder væk med det samme, er den sandsynligvis for varm, medmindre du skal bruge den til at brune kød af eller lignende.