Bliv frivillig på et spejdercenter i udlandet
Før du tager afsted, skal du undersøge reglerne grundigt, da spejdercentrene har forskellige krav til dig som frivillig samt din ansøgning om opholdet. Krav til varigheden af opholdet, aldersgrænse og arbejdsfordeling varierer meget.
På mange af verdensspejdercentrene skal man bruge en underskrift fra sin internationale kommissær (IC), som bekræftelse på, at man er medlem af WAGGGS eller WOSM. Dette fås ved at sende en mail til info@dds.dk, hvor man skriver hvor man ansøger samt ens fulde navn. Derefter returneres snarest muligt en underskrevet bekræftelse på medlemskabet.
De fem verdensspejdercentre
De seks verdensspejdercentre er ejet af enten WAGGGS eller WOSM og er nogle af de mest kendte spejdercentre i verden. Her kan du finde lidt tips & tricks samt små historier fra andre, som har været frivillige på centrene.
Kandersteg
I de schweiziske alper ligger det internationale spejdercenter Kandersteg. Centret har ca. 11.000 spejdere igennem i løbet af et år, og regner med, at der, efter de også åbnede op for overnattende gæster ude fra, vil komme endnu flere gæster til centret.
Kandersteg International Scout Centre
Wagetiweg 7
CH - 3718 Kandersteg
Switzerland
Tel. +41 33 675 82 82
Fax. +41 33 675 82 89
E-Mail: reception@kisc.ch
Website: http://www.kisc.ch/
Our Cabaña
Our Cabaña ligger i byen Cuernavaca, tæt ved Mexico City i Mexico.
Our Cabana holder kurser for både børn og voksne. For de voksne handler programmer ofte om kommunikation og global forståelse. På alle kurser deltager man i et serviceprojekt, f.eks. på børnehjem, skoler m.v.
Our Cabana er et pigespejdercenter.
Our Cabaña
Río Mayo 1200 y Río Lerma Esq.
Colonia Vista Hermosa
Cuernavaca, Morelos,
CP 62290, México
Tlf +52 (0) 777 315 26 50
Email: nuestracabana@guiasdemexico.org.mx
Hjemmeside: https://www.wagggs.org/en/our-world/world-centres/our-cabana/
Our Chalêt
I de schweiziske alper ligger pigespejdercentret Our Chalet, som er ejet af WAGGGS. Our Chalet ligger ikke langt fra landsbyen Adelboden. Der er plads til ca. 60 gæster i centrets hovedhus, men der er også små gæstehuse rundt omkring på området, som man kan leje. Har man lyst, er det også muligt at sove i telt.
Our Chalet tilbyder flere forskellige måder at være frivillig på.
Our Chalet tilbyder mange forskellige aktiviteter. I vintersæsonen (december-april) er det primært skiløb, men der er også skøjteløb og vinter-hikes. I sommersæsonen (juni-september) tilbydes der 10-dages programmer, der bl.a. byder på hike og klatring og meget mere.
Som på så mange andre spejdercentre er der mange frivillige knyttet til centret. De frivillige kommer fra hele verden, men fælles for dem alle er, ud over at de alle er spejdere, at de er kvinder, for centret er nemlig et pigespejdercenter.
Our Chalet
Hohlibeweg 1,
3715 Adelboden,
Schweiz
Tlf. +41 33 673 12 26 Fax +41 33 673 20 82
Email: info@ourchalet.wagggs.org
Pax Lodge
I forbindelse med WAGGGS Verdenskontoret i London ligger Pax Lodge.
Her kan man deltage i arrangementer, der omhandler, WAGGGS, miljø, fred, international forståelse, kvinder og lignende. Derudover er det også muligt både som enkeltpersoner og grupper at bo på Pax Lodge.
Det er muligt at blive frivillig på Pax Lodge i London i 3-6 måneder. Som frivillig inkluderer ens opgave bl.a. at planlægge og afholde aktiviteter og praktisk arbejde i forbindelse med gæster på centeret som f.eks. madlavning og receptionsarbejde.
Pax Lodge er et pigespejdercenter.
Pax Lodge,
Olave Centre,
12c Lyndhurst Road,
London,
NW3 5PQ, England
Tlf. +44 (0)20 7435 2202
Email: office@paxlodge.wagggs.org
Sangam
Voluntør på WAGGGS World Centre Sangam (Indien)
Et voluntør-ophold på Sangam er en unik mulighed for at lære om indisk kultur, få venskaber med spejdere fra hele verden og udvikle dig som person. Som voluntør på Sangam er du med til at køre WAGGGS’ internationale events og kurser, herunder blandt andet lede tur i den lokale storby og facilitere diskussioner og aktiviteter.
Spejdercenteret ”Sangam” ligger i byen Pune i det vestlige Indien (160 km sydøst for Mumbai) – og voluntør-perioden er mellem 3,5 og 5,5 måned – alt efter hvilken sæson du vælger. Du kommer til bo og arbejde sammen med cirka 20-30 kvinder fra hele verden. Som voluntør får kost og logi stillet til rådighed, dvs. et værelse, som du deler med en anden voluntør – og alle dagens måltider. Udover dette dækker WAGGGS også en del af din flybillet.
Krav for at blive voluntør
Du skal være 21 år gammel for at ansøge
Du skal kunne kommunikere flydende på engelsk
Hverdagen som voluntør
Som voluntør på Sangam er der aldrig to dage, som er ens. Men man kan godt opdele ens arbejdsdage efter, om der er events på spejdercenteret eller ej.
En typisk arbejdsuge, hvis der ikke er event på spejdercenteret, er ca. 5 dage med ca. 8 timers arbejde pr. dag. Arbejdsopgaverne spænder vidt, men handler mest om generel kørsel af centeret og forberedelse til de kommende events. Men en opgave kunne også være at lave en promotion video eller opfinde nye aktiviteter.
Under et event arbejder du ca. 6 dage om ugen – og mellem 10-14 timer pr. dag – afhængig af turnus og eventtype. Det er lange, men meget lærerige dage. Arbejdsopgaverne spænder igen vidt, men alt handler om at afholde eventet. Det kan være alt fra at give en rundvisning på centeret, til at lede en guidet tur i den lokale by til at facilitere diskussioner.
Kusafiri
Kusafiri er det nyeste verdensspejdercenter, og ligger i Afrika. ”Kusafiri” betyder ”at rejse” på Swahili, hvilket udmønter sig i, at spejdercentret ikke ligger et fast sted, men flytter sig fra land til land i Afrika. Dermed har centret allerede været i Ghana, Sydafrika, Rwanda, Kenya, Nigeria, Benin, Madagaskar og Uganda siden det blev oprettet i 2012. I 2019 rykker Kusafiri således til Tanzania, for at afholde Juliette Low Seminaret.
Kusafiri er et pigespejdercenter.
Email: jen.barron@wagggs.org
Facebookside: https://www.facebook.com/kusafiriworldcentre/
Scout Activity centres i England
Du kan også blive frivillig på et af de ni aktivitetscentre drevet af spejderne i England. Centrene tilbyder aktiviteter for både spejdere og andre der ønsker at prøve kræfter med spejderaktiviteter. Som frivillig får du kost og logi, samt mulighed for uddannelse og træningstilbud. På centrene indgår du i et internationalt team, og er garanteret en spændende oplevelse for livet.
Goose-Netværket
Har du været ude som frivillig et par gange, og vil du gerne have muligheden for at besøge flere spejdercentre, er GOOSE-netværket en rigtig god løsning. Er du tilknyttet et spejdercenter, som er medlem af GOOSE-netværket, kan du tage på erfaringsudveksling på et andet center i netværket for en weekend, flere dage eller en uge. Under opholdet skal du prøve forskellige arbejdsopgaver på værtscenteret for at få nye idéer og erfaringer, som du kan bringe med hjem til dit eget center. Der er GOOSE-centre i det meste af vesteuropa. Se mere her.