”Børn kan bedst tåle sandheden”

Det kan være svært som voksen at vide, hvordan man på bedst mulig vis kan starte en svær samtale med sine børn. Skal man sætte sig ned, skal man ændre på tonelejet eller er det bedst at tie? Mette Weber er sundhedsrådgiver, pædagog og forfatter med mange års erfaring inden for kommunikation. Hun giver her sit besyv med, hvordan man tackler de mere seriøse og måske ubehagelige samtaler med børn.

Børn fornemmer det, der foregår
Det er vigtigt at informere og benævne det, der sker i familien. Mængden af informationer, der skal gives, afhænger af barnets alder. Det er vigtigt, at man får fortalt så meget, at barnet selv føler sig informeret. Opnår man ikke det, begynder barnet at vende spørgsmålet indad og selv finde forklaringer på, hvad problemerne skyldes. De fantasier er værre end sandheden.

Det hjælper ikke at skåne barnet med tavshed. Børn er ikke uvidende over for, hvad der foregår. De kan godt fornemme, når forældrene opfører sig anderledes, eller når noget har ændret sig.

Enkel og klar kommunikation
Du kommer ikke nogen vegne med dit barn, hvis du begynder på lange kringlede forklaringer på, hvorfor verden er, som den er. Hvorfor der sker terrorangreb, hvorfor mormor er død, eller hvorfor Marie ikke vil lege. Hold dig til klare korte beskeder, og vær opmærksom på dit barns adfærd.
Kom ned i børnehøjde, og lad dit barn styre samtalen. De vil som regel spørge om det, de er i tvivl om.

Du skal også være opmærksom på dit barn, når samtalen er slut. Måske er der noget, de ikke har fået sagt eller ikke tør sige. Begynder dit barn at være mere indadvendt end tidligere, eller opstår der hidtil usete situationer som senge-tisseri eller pjækkeri fra skole, så kan det være tegn på et barn, der ikke har det godt og måske føler skyld.
Henvend dig til dit barn, få taget skylden af deres skuldre. Få endnu engang lukket op for en samtale, men husk at gøre det, når der er ro, og når både du og dit barn har tid.

Hvem kan tage samtalen?
Som udgangspunkt skal forældre selv tage svære samtaler med barnet. Det er hos forældrene, at barnets tryghed og loyalitet ligger. Der kan dog opstå situationer, hvor et barn kommer til dig som leder eller pædagog og spørger om noget vigtigt. I sådan en situation er det vigtigt som voksen at overveje, ”kender jeg det her barn godt nok?” og ”er barnet trygt ved mig?”. Tænker man umiddelbart ’ja’ i begge situationer, kan man godt gå ind i selve samtalen, så længe man ikke bevæger sig over de grænser, man har kompetencer til. Det kan i sidste ende skabe mere skade end gavn. Føler man, at samtalen bevæger sig uden for disse grænser, er det vigtigt enten at afslutte samtalen eller involvere en mere kompetent voksen.
Det er efter sådanne samtaler vigtigt at informere forældrene om samtalens karakter og indhold.

Så selvom det kan være svært, så er det i sidste ende bedst for både dig og barnet at snakke om de svære og ubehagelige ting. Det hjælper ikke at holde sandheden for dig selv.