Den digitalt indfødte generation - nu i uniform

”Det er nederen, at man ikke må have sin mobil med til spejder. Jeg ville også gerne have min computer med,” siger Kristoffer på 11 år. Det er han ikke alene om.

De fleste børn og unge kender ikke til et liv uden mobiltelefon, internet og sociale medier. Selv de yngste skolebørn har en mobiltelefon – og gerne en smartphone. Alligevel lægger mange børn mobilen derhjemme, når de skal til spejder. Ikke fordi de synes, at online-livet ikke hører sammen med spejderlivet, men fordi lederne synes det.

Selvom den 11-årige junior Kristoffer synes, det kunne være sjovt at bruge mobilen og computeren til spejdermøderne, ved han godt, hvorfor mobilerne skal blive hjemme eller ude i jakkelommen:
”Vi må ikke have mobiler med, men nogle har det alligevel. Det er lidt irriterende, for så følger de ikke med og ved ikke, hvad vi skal lave,” siger han.

Med 20 juniorer og lige så mange mobiltelefoner, er det selvfølgelig nødvendigt med en mobilpolitik, så juniormødet ikke går op i apps og sms’er. Men hvis præmisser skal en eventuel politik bygge på?

Ledernes mobilkultur er yt

Mobiler og computere hører ikke til i den traditionelle idé om spejderarbejde. Ofte fordi lederne er vokset op i en anden tid, hvor mobiltelefoner og bærbare computere ikke var hver mands eje. Det er typisk voksne at forsøge at presse deres egne ideer om verden ned over den nye generation. Det fortæller Kristian Lund, der er filosof og foredragsholder hos Center for Digital Pædagogik i Aarhus.

“Som voksne har vi én kultur, og den kan vi ikke bare forsøge at give videre til en ny generation, for det virker ikke,” fortæller han. Han råder ledere til at hjælpe med at styre mobilbrugen i stedet for at forbyde den.

Mobiler er ikke længere luksus

Når otte ud af ti af de 9-10-årige ifølge Red Barnet i dag har egen mobiltelefon, er det ikke bare et udtryk for, at børn i dag får, hvad de peger på. Det er ikke en luksus at få sin egen mobil, men en nødvendighed - et redskab til at omgås.
“De yngste får typisk mobil, fordi forældrene vil holde styr på dem. For det meste bruger de den ikke til andet end at ringe hjem. Senere kommer det med, at man skal holde kontakt med vennerne,” siger Kristian Lund.

Han fortæller, at skiftet sker meget hurtigt, og her følger børnene meget hinanden. Når én af dem får en profil på Facebook, følger de andre hurtigt, fx for at spille et bestemt spil.
“Det er omkring 5. klasse, at internettet bliver en meget social ting, som man er sammen om. Og især sms bliver populært på det alderstrin,” fortæller han.

Online vs offline

Børn skelner ikke på samme måde som voksne mellem online- og offline-livet. Det virtuelle livs utallige tilbud og forpligtelser er for børnene ikke sekundære, hvilket kan være svært for voksne at forstå.
Minispejderen Isabella på 9 år har en Facebook-profil, som hun har brugt til at spille et spil med kæledyr. I dag spiller hun nu mest det populære spil Moviestar.

“Man kan få venner, købe nyt tøj og chatte med folk. Jeg er derinde hver dag. Næsten alle fra klassen spiller det, det er dem, jeg skriver med derinde,” fortæller hun.
11-årige Kristoffer spiller både Moviestar og Minecraft på nettet. Det fylder meget i hans hverdag:
“Jeg drømmer nogle gange om spillet. Så drømmer jeg om ting, man kunne lave til spillet, som ville være sejt,” siger han. Hans lillebror på 9 år, minispejderen Tobias, har længe sparet op til at købe VIP-adgang til Moviestar.  
“Jeg har råd til at blive VIP i ét år. Jeg kunne godt finde på at gøre det, for det ville være fedt at kunne komme alle steder i spillet,” siger han.

Følelserne er ægte

For voksne kan det være svært at forholde sig til de følelser, der for børnene er forbundet med det virtuelle liv. Figuren på computerskærmen er forbundet med virkelige følelser:
“Jeg kom engang til at trykke OK til, at min pige (i spillet, red.) skulle stå i undertøj. Det var ret pinligt,” siger Isabella, og drengene griner. De synes alle, det ville være pinligt, hvis figuren i spillet pludselig stod nøgen foran alle de andre.    

I den virtuelle verden lærer børnene at finde venner og løse konflikter - præcis som de også gør det i det virkelige liv. Og ligesom deres dagligdag og hverdagspligter kræver noget af dem, kræver deres online-liv også noget. Venskaber og relationer skal plejes – ikke i skolegården, men via sociale medier. Og det er vigtigt at være med hele tiden.

“Børn nu om dage kan ikke forestille sig en verden uden internettet. Det er for svært at tænke sig,” fortæller Kristian Lund, “der kommer et punkt omkring 5.-6. klasse, hvor det er antaget, at man har mobiltelefon. Det er næsten synd, hvis ikke man har en telefon eller en Facebook-profil. Hvis ikke man er med der, kommer man bagud i det sociale.”

Han fortæller, at de på Center for Digital Pædagogik er nervøse for de børn, der ikke kan følge med.
“Hvis man i forvejen er lidt kikset, kan det være svært at aflæse, hvad der foregår på Facebook eller på sms, fordi ironi og indforståethed kræver et vist niveau at forstå. Børnene i denne aldersgruppe reklamerer meget med deres indforståethed på Facebook. De bruger det til at bekræfte deres venskaber over for en bredere gruppe end bare skoleklassen,” fortæller han.  

Når man er på tur

Kristian Lund mener, at slaget er tabt på forhånd, hvis man vil forbyde spejdere at tage mobiltelefoner med på lejren. Han mener, det er vigtigere at integrere mobiltelefonen på turen.
“Man kan forestille sig, at man aftaler, at når vi nu tager vi på tur, lægger vi telefonerne hos lederen og gemmer dem væk for dagen. Men i aften hiver vi dem frem og får lidt mobiltid,” siger han. Han foreslår, at flokken eller troppen laver en fælles blog eller Facebook-gruppe, som man opdaterer sammen om aftenen.“Vi skal vise, at vi ikke har noget imod mobilerne, men at vi kan tage styringen med dem. Det er en god ide at tage emnet op med dem og snakke om, at det er fedt at kunne slukke for mobilen, men at det også er i orden at være på indimellem,” siger han.