Det skal blive nemmere at blive spejder
Det Danske Spejderkorps har foretaget en undersøgelse af nye forældres oplevelse med at finde, kontakte og indmelde deres barn i en spejdergruppe. Rigtig mange oplever at finde en god spejdergruppe i nærheden af hjemmet, hvorefter de får meldt deres barn ind uden problemer. Desværre er der samtidig mere end 1/3 af de adspurgte forældre, der har haft en middel eller dårlig oplevelse med at prøve at blive spejder og kontakte den lokale spejdergruppe.
Spejder.dk går i luften
På baggrund af undersøgelsens resultater er der netop udkommet en ny ’Bliv spejder’-hjemmeside. Hjemmesiden har til formål at hjælpe kommende spejderforældre med at finde en spejdergruppe i deres lokalområde på en nem og overskuelig måde og sætte ord på, hvad det vil sige at være spejder. Siden hedder spejder.dk, og her er der blandt andet et kort med kontaktinformationer på alle spejdergrupper i Det Danske Spejderkorps, så potentielle spejderforældre let kan få overblik og kontakte den lokale spejdergruppe.
Nye skabeloner til gruppeweb
Undersøgelsen blandt nye spejderforældre viser også, at en stor andel har oplevet, at de ikke får svar, når de kontakter en spejdergruppe eller ikke kan finde den nødvendige information på den lokale gruppes hjemmeside.
Der er derfor blevet udviklet syv indholdsskabeloner, som skal inspirere til, hvordan Det Danske Spejderkorps' grupper kan kommunikere endnu bedre til nye forældre på hjemmesiden. Skabelonerne dækker over indhold omkring ’kontaktinformation’, ’bliv spejder’, ’forældreside’, ’venteliste’, ’bliv leder’, ’greninformation’ og ’om gruppen’.
De nye skabeloner tager udgangspunkt i hver sit område af gruppeweb. Skabelonerne præsenterer konkrete eksempler på, hvordan de enkelte gruppewebsider kan optimeres, og hvordan ændringerne praktisk kan implementeres. Alle skabelonerne kan downloades som word-filer og kopieres direkte ind i gruppeweb.
Bliv klogere på forældreundersøgelse, skabeloner og spejder.dk
Den 16. maj kl. 19.30 vil der blive afholdt et webinar om gruppewebs rolle i 2023. På webinaret vil der blive fokuseret på forældreundersøgelsen, og de pointer vi sammen kan arbejde videre med. Desuden præsenteres den nye ‘Bliv spejder’-side, og hvordan den kan spille sammen med gruppeweb.
Webinaret vil også blive afholdt 22. august kl. 19.30.