Eventyret er dem man deler det med

Kære Læser. Jeg håber, du nu har tiden til at glemme alt omkring dig og tage med på et rigtigt eventyr. Et eventyr fyldt med isbjørne, farer, sammenhold, erfaringer og til tider virkelig kolde fingre. Læn dig blot tilbage og tag med til Sverige, hvor vi var på tur med Claus ”Tavse” Birkbøll, der har været i Slædepatruljen Sirius i flere år og nu er medlem af Eventyrenes klub.

”Det er første gang, vi har en kvinde med på post.” Pause. ”Det er sgu lidt grænseoverskridende,” siger manden, der har skudt isbjørne og kæmpet sig igennem Grønlands farefulde snelandskab.
Vi er taget på Alligatorløbet med Claus Birkbøll eller ”Tavse”, som de andre rundt om bålet i Sverige kalder ham. Her skal han og to andre tidligere Siriusfolk passe post nummer otte, der er løbets ekstrapost, hvor kun de mest hardcore spejdere når ud.

”Tavse, kan du huske dengang…”, sådan starter aftenen rundt om bålet, hvor de tre Siriusfolk benytter nattens stille venten på spejderne til at tænke tilbage på tiden i Slædepatruljen Sirius samt at udveksle historier om alt fra klatreeventyr og kajaksejlads.

Kemi er hovedingrediens
”Da vi kom lidt længere frem, fri af kappet, så var der vind, og sneen var fejet væk. Det var ligesom en skøjtebane.” Sådan begynder et eventyr i Grønland og Tavse smiler, da han husker tilbage. Han havde ski på.
”Jeg råbte til min makker, at jeg ville løbe til højre for slædehundene for at holde bedre styr på dem. Pludselig så jeg en mor-isbjørn og dens unge. Hundene havde endnu intet opdaget, men pludselig så et par af slædehundene isbjørnene og ændrede direkte kurs mod dem. De var ikke til at styre,” fortæller Tavse.
Morbjørnen så pludselig hundene og løb op over landbrækket længere fremme og trak nogle af slædehundene i samme retning. Bjørneungen løb den anden vej og trak de andre hunde i sin retning. Slædemakkeren, Mikkel, sad på slæden og forsøgte at bremse hundene, der nu i fællesskab havde retning mod ungen. Til sidst fik Mikkel stoppet hundene, alt i mens Tavse forsøgte at følge med på skiene.

”Der er mange historier med isbjørnene. I sådan en situation og i alle andre situationer for den sags skyld, når man er på eventyr, handler det om, at dem man er sammen med, er nogen man kan stole på,” siger eventyren. Han fortæller, at alle eventyr i virkeligheden handler om dem, man deler dem med.
For nogle år siden var Tavse på en lang kajaksejlads med sin ene søn i Grønland. Det var en skøn tur, hvor far og søn var sammen uden skænderier men kun med hyggelige stunder.
”Et eventyr kan blive fuldstændigt ødelagt, hvis man er af sted med nogen, man ikke klikker med, eller som ikke forstår, at de også skal slæbe deres del af læsset.”

Tavse fortæller, at Alligatorposten som eksempel er noget, de tidligere Siriusmænd tager af sted på hvert år for få et afbræk fra dagligdagen og nyde hinandens selskab.
”Vi sidder jo her og har det hyggeligt. Det er et break i hverdagen." Alle tre mænd har været en del af Sirius på forskellige årgange.
”Men vi taler samme sprog, når vi har været en del af slædepatruljen,” siger Tavse.

Han har også været på kanoture med svenske spejdere i sin ungdom og på eventyr med Siruskammeraterne, og han fortæller, at i et eventyr skal alle tale samme sprog: ”Et eventyr er bare bedre, når alle ved, hvad de skal gøre. Når vi kommer her til posten, går der ikke mere end en time, før alt er sat op. Vi ved alle, hvad vi skal, og vi behøver ikke at påpege ting over for hinanden. Der findes ydere og nydere, og nydere er der ikke plads til i de rigtigt gode eventyr. Der skal alle hjælpe til," slår Tavse fast, mens vi alle leder efter mere brænde i skoven til bålet, der holder os varme i Sveriges vinterkulde.

Eventyrlyst er drivkraft
Det er eventyrlysten, der gør, at man hele tiden opsøger nye oplevelser. ”Det var også derfor, at jeg oprindeligt ville i Sirius. Oplevelserne. Det du ikke får med, hvis du ikke selv opsøger det. Når du bliver gammel, skal bogen ikke være fyldt med blanke sider,” siger Tavse. En anden hovedingrediens i eventyr er nysgerrighed. Man skal være nysgerrig på det hele: ”Hvad er det for noget, hvordan mon det ser ud. Nysgerrighed er med til at drive lysten til at opleve nye ting."

Men man skal også elske alle dele af eventyret, fortæller han og henviser til Sirustiden, hvor selv de sure pligter var noget man nød. ”Det skal være en glæde at pakke slæden og komme af sted. Vi tænker ikke, at det er hårdt eller ærgrer os over, at vi ikke skal vaskes i lang tid, når vi drager af sted,” siger han.

Sådan skal alle slags eventyr være. ”Nogle gange kunne vores fingre fryse så meget, at vi var nødt til at
 skifte handsker hver anden time. Længere kunne de ikke holde på varmen. Men det er bare en del af oplevelsen."Intensiteten ved det hele, det er også med til at gøre eventyret sjovere. Tavse fortæller om sine to kajakture med sine sønner i Grønland, hvor de om aftenen gør riflen klar og sætter snubletråd ud med alarm, så de kan være på vagt over for bjørne.

Et andet eventyr starter, da Tavse og makkeren blev fanget i en snestorm.
”Vi hev teltet ned fra slæden, slog det ikke engang op, men lagde os derind i ly. Det er aldrig til at sige, hvor lang tid en storm i Grønland vil vare. Så der lå vi og ventede natten over. På et tidspunkt fornemmede jeg, at det var stilnet lidt af, og min makker og jeg skyndte os at kaste teltet på slæden – ikke noget med at pakke det fint sammen – og så af sted til den nærmeste fangststation, hvor vi kunne overnatte,” fortæller Tavse. Makkerparret nåede det lige præcis, før stormen startede igen, og de var fanget i huset de næste 2 dage, til stormen var ovre.  
”Man er virkelig nødt til at være i det, når man er på eventyr,” fortæller Tavse. ”Man skal hele tiden være opmærksom på sine omgivelser, hvordan er vejret, er lejren i orden, sådan nogle ting er vigtige, når man er på eventyr.”

Friheden i eventyret
Tavse er også med i Eventyrenes Klub, hvor medlemmerne alle laver nogle usædvanlige ting og ofte er på eventyr. ”For mig er eventyret ikke kun i gang, når jeg står midt i det. Jeg bruger nogle gange halvandet år på at forberede en tur og planlægge den, og efter eventyret bruger jeg tid på at efterarbejde det. Det kan være i form af foredrag i Eventyrenes Klub eller andre steder,” siger Tavse.

Efterbehandlingen betyder meget. Det var også sådan, han oprindeligt kom med i klubben, hvor danske eventyrere samler sig. Han havde holdt foredrag for klubben om sine kajakture, raftingoplevelser i USA, sin tur som slædekusk for DR i ”Den sidste slæderejse” samt meget mere, inden han blev optaget som medlem.
”Eventyr er noget, der ligger i én. En eventyrer søger hele tiden nye oplevelser og finder på eventyr, man ellers ikke lige ville komme i tanke om,” siger han.

Det er også det, alle medlemmerne i Eventyrenes Klub har til fælles. Én har sejlet jorden rundt uden at gå i land i et helt år, en anden har tegnet en fugleflugtrute i USA og cyklet den direkte vej, uanset hvad terrænet og landskabet bød af forhindringer.

”Eventyr er også frihed. Du behøver ikke at finde på den vildeste idé til et eventyr,” siger Tavse og fortæller om hans kajakture tidligt om morgenen på Københavns åer. Her lister han ud, før hans kone endnu er vågen, og nyder stilheden på vandet når han ror, mens resten af København stadig sover.

”Man føler sig som en fri mand. Man oplever naturen fra sin bedste side, og det står i stærk kontrast til en travl hverdag,” siger han. ”Du kan møde et eventyr alle steder. For mig er det noget, der er anderledes. Et usædvanligt sted.”

I sommers var Tavse med til at restaurere en gammel fangststation for Nordøstgrønlandsk Kompagni Nanok i Grønland. ”Det er en lidt usædvanlig sommerferie. Vi var tre forhenværende Siriusmænd af sted i fire uger,” siger Tavse om endnu en af hans mange oplevelser. I løbet af natten når flere spejdere ud til post otte, hvor de tre Siriusmænd afslappet byder på en lille dram, inden de sender de trætte spejdere videre på det eventyr, de netop er i gang med.