Få de introverte med i fællesskabet

”Jeg husker fra dengang jeg var tropsspejder, at der var nogen, som altid lagde mærke til de små ting. ’Se, der er et marsvin,’ sagde de.”

I Johan Sandvik Andreasens tid som tropsspejder i 4. Hvidovre Sø, var der spejdere, som angreb verden forskelligt.

”De kunne bidrage med en helt særlig ro,” siger han om de lidt ”stille” typer.

Johan Sandvik Andreasen skulle senere erfare, at der her var tale om introverte personer, men som barn i spejderbevægelsen, er det ikke noget, som behøver at betyde meget.

”Jeg ser klart færre spejdere, som lider under at være introverte, end jeg gør, når jeg arbejder med børn uden for spejderbevægelsen,” siger den 22-årige pædagogstuderende.

Patruljer og fællesskab
Dette bunder måske i måden, hvorpå spejdere tænker i patruljearbejde i arbejdet med folks forskelligheder. I trygge miljøer giver man introverte optimale muligheder for at bidrage til fællesskabet. Her kan de komme med deres tanker uden at blive ”kørt over” af de ekstroverte.”

Når de er i et trygt forum, har introverte intet problem med at sige noget og komme med enormt skarpe og velovervejede pointer. Introverte er virkelig gode til at observere og forstå, men problemet opstår, når de skal videreformidle det, de har fundet ud af”, siger Johan Sandvik Andreasen.

Kasser
”Jeg synes generelt, man skal undlade at vurdere, hvem der er ekstrovert eller introvert. Jeg synes, at det er langt vigtigere at tage dem som de er og sige, at du er en Lone, og du er en Peter i stedet for,” siger Johan Sandvik Andreasen.

”Det her introvert – ekstrovert-begreb er jo et forsøg på at skabe nogle kasser til at holde styr på mennesker. Man skal ikke putte folk i kasser.”

Johan Sandvik Andreasen kan dog ikke lade være, for kasserne er et godt værktøj, hvis man bruger dem, når vi som ledere skal definere, hvordan vi skaber de optimale forhold for den enkelte.

”Men samtidig er det også en god ledetråd. Når vi laver aktiviteter som spejdere, kan vi støtte os til de her begreber.”

Mere end bare personlighed
Når de introverte skal dele ud af deres vigtige viden, stoppes de ofte af ekstroverte, som efter Johan Sandvik Andreasens mening oftere er ”lidt længere fremme i skoene”.

”I nutidens samfund handler det i høj grad om at fylde. Det virker som om, at al opmærksomhed er god opmærksomhed.”

Johan Sandvik Andreasen mener, at dette ligger så dybt i os alle sammen, at vi slet ikke lægger mærke til det, så vi kan gøre noget for at ændre den opfattelse.

”Det er et overset problem, for folk tænker, at så længe de er udadvendte, så er alt godt.”

Og denne menneskeopfattelse kan i sidste ende vise sig at være skadelig for langt flere end dem, som ikke får anerkendt deres kvaliteter.

”Især i dagens samfund har de ekstroverte brug for at kunne træde tilbage og reflektere. At kunne trække sig ud af situationer for at vurdere, om dette her nu også er den rigtige vej at gå,” forstsætter Johan Sandvik Andreasen.

Lær af hinanden
Johan Sandvik Andreasen mener, at alle har gavn af en gang imellem at kigge på dem, man adskiller sig fra og se, om man kan lære noget af dem. Derfor mener han også, at grupper, som består af både ekstroverte og introverte har bedst chance for at klare hvilken som helst opgave godt.

”Jeg synes jo klart, at et mix er bedst. Når vi sætter os sammen, så er det for at samle summen af vores evner, så vi sammen kan opnå noget større end vi selv kan.”

Nøglen til dette er at lade folk komme til, der hvor de udnytter deres potentiale bedst.

”I et fællesskab kan vi trække på de ekstrovertes handlekraft og gå-på-mod og de introvertes eftertænksomhed og analytiske skarpsindighed,” siger Johan Sandvik Andreasen.

Selvom ekstroverte har meget at lære af introverte, går det begge veje, så det bedste egentlig er, når man har lidt fra begge personlighedstyper.

”De introverte kan have rigtig godt af at lære at følge deres impulser. Når en introvert kan det, er det ’the best of both worlds’. Et godt menneske er et helt menneske. Der skal helst være lidt af begge dele.”

Jagten på det perfekte
Men hvordan får man så fat i det ”hele menneske”? For Johan Sandvik Andreasen ligger svaret i tryghed: Grupper, hvor de introverte kan føle sig tilpas trygge til at deltage på næsten lige fod med deres kammerater.

Johan Sandvik Andreasen bruger båden, rammen om søspejd, som eksempel.”Båden er vores vandrestøvle.

Men vi kan ikke bare træde ud af den, hvis vi ikke gider mere. Og det gør, at den introverte befinder sig i et fællesskab, man ikke kan forlade. Det skaber en anden forpligtigelse over for patruljen. Så er man nødt til at træde ud af sin skal.”

Selvom det for nogle forældre kan lyde voldsomt at tvinge deres barn ud i situationer, hvor det bliver nødt til at tilpasse sig, er Johan Sandvik Andreasen overbevist om, at oplevelsen af at betyde noget for et fællesskab er gavnlig.

”Det kommer helt naturligt. Forståelsen af, at man svigter andre, hvis man trækker sig, kan godt siges at være et kærligt spark bagi, men jeg har endnu ikke været ude for, at nogen har villet trække sig ud.”

Samme logik kan anvendes på land.

”Selvom det er svært i Danmark, må man prøve at bruge den vilde natur, hvor spejderne ikke bare kan gå fra hinanden. Når man går i en gruppe, så bliver man sammen, fordi det er der, der er trygt,” argumenterer han.

”Sat lidt på spidsen kan man sige, at man gør trygge fællesskaber mere trygge ved at gøre omgivelserne mindre trygge.”

Johan Sandvik Andreasen mener dog også, at man skal give introverte lov til at opfylde deres behov for ro.

”Man må vide, at nogle mennesker har et behov for at trække sig for at forstå. Hvis man har en spejder, som søger denne ro, så giv ham eller hende lov til at gå ud og reflektere over tingene,” råder han, og afslutter med et godt råd til os alle:

”Og det tror jeg egentlig, at alle har brug for en gang imellem. Fem minutter for os selv. Det er bare de introverte, som er lidt mere bevidste om det.”