Fem flotte naturperler til en weekendtur
Vi har fundet fem helt unikke naturområder, hvor I kan få ro, vandre og se spændende dyr og planter.
Fanø
Ud for Esbjerg finder man Fanø, der er en del af Nationalpark Vadehavet, og det er netop Vadehavet, der byder på de helt store oplevelser, når man besøger Fanø. Øen er særligt kendt for sin store sælkoloni, og der er rigtig gode chancer for at se sæler på tæt hold.
Hvor finder vi overnatningsmuligheder?
De bedste ressourcer til at finde en overnatningsplads eller et shelter er helt klart Naturstyrelsens hjemmeside udinaturen.dk eller Shelter app, som kan downloades til både Android og iOS.
På udinaturen.dk kan I også finde andre faciliteter, som f.eks. toiletter, bålhytter og vandposter, så I kan planlægge en god vandrerute hjemmefra.
Også fugleelskere har mulighed for at få en kæmpe oplevelse på Fanø, hvor tusindvis af trækfugle lægger vejen forbi hvert forår efter deres vintervisit under varmere himmelstrøg.
Når tidevandet trækker sig ud, blotlægges kæmpe arealer, hvor man blandt andet kan finde en af verdens mest kendte delikatesser, østers. Det er muligt at komme med på guidede ture, men man kan sagtens gå på rov selv.
Fanø er en god cykelø med flere cykelruter og særlige cykelrastepladser rundt på øen, og det er gratis at få cyklen med færgen. Og når vi nu snakker om færgen, så sejler den så tit, at mange buspassagerer i landområderne vil blive misundelige. Hvert 20. minut er der afgang i begge retninger i dagtimerne.
Der er ikke så mange shelters og overnatningspladser på øen, men der er to friteltningsområder, hvor man kan slå eget telt op.
Læs mere om Fanø og Nationalpark Vadehavet på visitfanoe.dk og nationalparkvadehavet.dk.
Odsherred
For rigtig mange er Odsherred noget man bare kører igennem på vej til eller fra færgen til Aarhus, men området er på mange måder helt unikt for Danmark og er klart et besøg værd.
Det bakkede landskab er formet af den sidste istid, og området er optaget i et særligt UNESCO-netværk af områder, hvor de geologiske forhold har stor betydning for livet i området.
Geopark Odsherred er oplagt til lange vandreture gennem det kuperede landskab, og der er rig mulighed for at få stærke lår og baller og træne op til fjeld- og alpevandringer.
Udover den helt unikke natur byder Odsherred på lækre råvarer, som bliver solgt i de lokale supermarkeder og rundt på gårdene, så der er ingen undskyldning for, at maden ikke bliver helt i top, når I slår lejr efter en lang dag med vandrestøvlerne på.
Hvis I mere er til aktiviteter på vandet, er der ca. 160 kilometers kystlinje, der byder på godt fiskevand og ideelle forhold til kajak og kano.
Lammefjorden byder på roligt vand til kajak, og fra bunden af fjorden løber Nordkanalen, der er perfekt til kanoturen.
Du kan finde vandreruter, tips til oplevelser og meget mere på visitodsherred.dk.
Lille Vilmose
Når man som dansker har været så heldig at se en elg, er det som oftest i Sverige, det er sket, men hvis man tager til Lille Vildmose lidt sydøst for Aalborg, så er der gode muligheder for at se det kæmpe dyr, som kun Volvoer kan holde til at køre ind i.
Og elgen er kun et af de mange forskellige og sjældne dyr, man kan finde i dette 76 km2 store naturområde, og særligt konge- og havørnene er den helt store ornitologiske attraktion i Lille Vildmose, som er et af de få steder i landet, hvor man kan være heldig at se de store fugle.
Ud over et meget rigt dyreliv, byder Lille Vildmose på en meget varieret natur, og der er gode muligheder for at få nogle fantastiske vandreopevelser.
Midt i området ligger Lille Vildmosecentret, hvor der er mulighed for at se spændende udstillinger og komme med på guidede ture.
Der er flere shelter- og teltpladser i området. Få mere info på lillevildmose.dk
Ærø
Det Sydfynske øhav er berømt for sine smukke øer og storslåede natur, og blandt de mange øer finder man Ærø, der byder på hyggelige havnebyer og alsidig natur.
Der rigeligt med muligheder for at lave vandaktiviteter, og der er både stille vand mod nord og lidt barskere farvand mod Østersøen, så der er noget for enhver smag.
Øen byder også på flere forskellige vandreruter, og man finder en 36 km lang etape af Øhavsstien, der løber fra Marstal over Ærøskøbing til Søby på den nordlige del af øen. Langs øens sydvestvendte kyst finder man både strandenge og klinter, og følger man kysten mod Marstal, kommer man til Gråsten Nor, hvor man hvert år i maj kan opleve sjældne orkideer i blomst.
Ærø er også kendt for sit hyggelige byliv, og særligt Marstal og Ærøskøbing byder på hyggelige gader, gamle huse og gode muligheder for at finde noget godt at spise.
Der er rigeligt med overnatningsmuligheder på øen, hvad enten man vil sove i shelter eller eget telt.
Man kan sejle til Ærø fra både Svendborg, Faaborg og Fynshavn på Als.
Læs mere om, hvad Ærø har at byde på på visitaeroe.dk
Røsnæs
Spidsen af Røsnæs er Sjællands vestligste punkt, og fra toppen af det gamle fyrtårn får man en storslået udsigt til Samsø og Fyn. Halvøen, der udstikker fra Kalundborg, er klassisk dansk bakket landskab med marker, små landsbyer, og yderst finder man åbne vidder, hvor dyr græsser på overdrevet helt ned til de barske klinter.
Der er mulighed for at vandre “Røsnæs Rundt”, der er en ca. 25 km lang rute rundt til 13 landmarks. Vil I gerne fange jeres egen aftensmad, er der gode fiskemuligheder på spidsen af Røsnæs, og de fangede fisk kan tilbederes på en af de mange overnatningspladser i området. Du kan blandt andet finde et shelter helt ned til vandet på spidsen af halvøen.
På Røsnæs Havn er der mulighed for at lave forskellige vandaktiviteter i aktivitetshuset, og er man frigivet roer, kan man låne havkajakker hos den lokale klub.
Hvis man er til lidt utraditionelle oplevelser, er der mulighed for at komme på rundvisning på Dyrehøj Vingaard, der igennem en årrække har produceret præmierede vine i det bakkede landskab.
Find vandreruter, overnatningsmuligheder og oplevelser på røsnæsrundt.dk