Gode råd til gruppens hjemmeside
I denne artikel får du gode råd til, hvordan jeres gruppe kan få en god hjemmeside, der leverer et godt førstehåndsindtryk af jer og det at være spejder.
- Sørg for at hjemmesiden er opdateret
- Vær realistiske
- Tag brugerne i hånden
- Vis hvem I er
- Ryd op!
Hjælp til gruppeweb
Er du i tvivl om noget vedrørende din Gruppewebside? Find guides, vejledning og andet om Gruppeweb her:
https://dds.dk/gruppeweb
Sørg for at hjemmesiden er opdateret
Som bruger er det rigtig irriterende at komme ind på en hjemmeside, hvor vigtige informationer er forældede eller helt mangler. Så sørg for at jeres hjemmeside altid er opdateret.
Det er særligt kontaktinformation, der er vigtig at have styr på. Tjek løbende op på om de mailadresser og telefonnumre, der står på siden, stadig er gældende. For de enheder, der benytter Gruppeweb, er det vigtigt at huske, at nogle kontaktinformationer opdateres i Medlemsservice.
Vær realistiske
Det er ikke alle grupper, der har ressourcerne til at opdatere hjemmeside særlig tit. Derfor er det vigtigt, at man indretter sin hjemmeside, så det er realistisk at kunne holde den opdateret.
Det er bedre at have et udvidet visitkort med korrekte kontaktinformationer og mødetidspunkter end at have en hjemmeside, der ender med at være uopdateret, fordi man har slået for stort et brød op.
Tag brugerne i hånden
Er jeres hjemmeside nem at finde rundt på, og er indholdet skrevet i et sprog, som alle kan forstå?
Når I laver indhold til jeres gruppewebside er det vigtigt, at det er skrevet i et sprog, som både kan forstås af spejdere, forældre og kommende medlemmer.
Spejdergrupper er i den heldige situation, at de har flere af de primære målgrupper lige ved hånden. Så når I skal blive klogere på, hvad hjemmesiden skal indeholde, er det nemt lige at tage fat i nogle forældre til spejdere for at blive klogere på, hvad de gerne vil have på hjemmesiden. Og vil I gerne vide, hvad forældre kigger efter, når de leder efter en fritidsaktivitet til deres barn, er det nemt at tage fat i forældre til nye spejdere og høre dem ad, hvad de kiggede efter, og hvad de eventuelt manglede.
Byder I nye ledere velkommen på jeres gruppewebside? Få tips til hvordan I kan gøre på https://dds.dk/artikel/byder-i-nye-ledere-velkommen-pa-hjemmesiden
Vis hvem I er
Når I udvælger billeder til jeres hjemmeside, er det vigtigt, at I vælger billeder, der viser, hvem I er, og hvad I laver på spejdermøderne, og når I er på lejr. Hvis I er vilde med at bygge store ting i rafter eller tit tager på kanotur så sørg for, at det tydeligt skinner igennem på hjemmesiden.
Ryd op!
Ligesom med forkerte informationer så er det irriterende at møde en hjemmeside, hvor indholdet er gammelt og artiklerne handler om ting, der er sket for fem år siden. Det er bedre slet ikke at have artikler liggende på forsiden end at have gammelt indhold, da det signalerer, at der ikke er gang i gruppen.
Så gennemgå løbende det indhold I har liggende for at se, om der er noget, der trænger til en opdatering eller måske skal slettes.