Gode råd til at planlægge den gode dagstur
Nu hvor overnatninger har mere træge kår end normalt, kan det være en idé at fatte sig i korthed, når det gælder weekendturene. Og her kommer dagsturene ind i billedet! For man kan faktisk nå rigtig meget på en enkelt dag - især hvis man planlægger efter det. Her er nogle punkter, I kan overveje i forhold til dagsturen i jeres gren.
Brug hele dagen
Ved at tænke lidt ud af boksen opdager man hurtigt, at der faktisk er mange timer i løbet af sådan en dag, hvis man formår at bruge dem alle sammen – og bruge dem rigtigt. Man kan for eksempel starte dagsturen kl. 7 om morgenen med morgenmad, fordi det minder om starten den normale turs lørdag.
Hvis turen er for lidt ældre spejdere, kan man også overveje, hvor sent man kan slutte den? Siden det er weekend, kan I godt afslutte senere end hverdagens ugentlige møder. Så måske skal tropsspejderne først hjem, efter at de har været sendt på natløb? Husk dog at tage højde for eventuelle forældre, der skal hente.
Få mest muligt ud af tiden
Kig på om der er steder i jeres originale weekendtursplan, hvor der måske kan spares tid. Måske er der nogle ledere, der kan tage opvasken for spejderne? Måske kan den aktivitet, I havde afsat 30 minutter til at gå frem og tilbage til, godt afholdes der, hvor I i forvejen er?
Mad er ofte en ting, der kan tage mange timer på weekendtur - både at få forberedt og afviklet. Her er det derfor oplagt at tænke i nemmere baner. Bed f.eks. spejderne om selv at have en madpakke med hjemmefra - på den måde undgår I både at skulle bruge tid på oprydning og på opvask. Aftensmaden kan med fordel også forberedes af lederne og være noget, der kræver minimalt efterarbejde. Pitabrød er f.eks. godt, fordi spejderne kan spise det i hænderne, og I derfor sparer tallerkner og bestik.
Keep it simple!
Gør det nemt for jer selv ved at holde det, I skal nå i løbet af dagen, simpelt. Tag jeres originale program for hele weekenden og kog det ned til de vigtigste aktiviteter. Og husk, at kvalitet ofte er vigtigere end kvantitet. Gør hele præmissen for dagen simpel og nem for jer at tage stilling til - på den måde bliver det nemmere både for jer at planlægge, men også for spejderne at forholde sig til. Husk desuden, at spejderne formentligt bare er glade for, at der overhovedet er en tur.
Tænk ud af boksen
… Men hvis I alligevel har tid og overskud til at lave noget helt anderledes, så udnyt den ekstraordinære situation til at lave noget ekstraordinært! Tænk over usædvanlige steder og måder, I kan afholde jeres dagstur. Kan man tage 5 kilometermærket i højdemeter? Hvem kan nå længst væk fra hytten ved at blaffe?
I kan også tænke over selve formatet. Hvad hvis I tænker turen som et megalangt møde, eller hvis I tænker det som fem møder på en dag, I skulle nå at afholde?
Der er mange muligheder ude i verdenen, og der er ingen grund til at gøre tingene, som de altid er blevet gjort. Det er i bogstavelig forstand kun fantasien, der sætter grænser for jeres aktiviteter.
Tre eksempler på dagsture
Den simple
Det nedenstående eksempel bygger på en meget klassisk tur med almindelige start- og sluttidspunkter. Her er der lagt fokus på at have masser af tid til aktiviteter ved at mindske spildtid, især omkring madlavningen. Turen vil kunne bruges til alle grene og er generel meget fleksibel, idet der kan ændres i det meste, så aktiviteterne kan passe til det, man gerne vil opnå med sin dagstur.
Lokation: Hytten.
Medbring: Tøj til at være udenfor, madpakke og mug/kop.
Pris: 30 kroner.
Tidsplan:
09:00: Turen starter.
09:00 – 10:30: Kniv-, sav- eller øksebevis.
10:30 – 10:45: Pause – tid til at gå på toilet og få en kop vand.
10:45 – 12:15: Kniv-, sav- eller øksebevis.
12:15 – 12:45: Frokost - madpakke som spejderne har med hjemmefra.
12:45 – 14:15: Patruljedyster.
14:15 – 14:30: Pause – tid til at gå på toilet og få sig et stykke frugt.
14:30 – 17:00: Løb i skoven.
17:00 – 18:00: Spejderne planlægger lejrbålsunderholdninger i patruljer. Lederne laver aftensmad.
18:00 – 19:00: Aftensmad forberedt af lederne.
19:00 – 20:00: Fælles lejrbål og afslutning
20:00: Tak for i dag.
Døgneren
Denne tur er særligt egnet til de ældre spejdere, der bedre kan holde til at være vågne gennem natten. Her er der lagt fokus på at holde sig aktiv og i gang for ikke at falde i søvn - også under måltiderne. At være vågen om natten giver unikke muligheder, man ellers ikke så nemt vil kunne udnytte. Man kan blandt andet se solopgangen og opleve ens lokalområde på en helt ny måde.
Lokation: Hytten.
Medbring: Badetøj, håndklæde og skiftetøj.
Pris: 50 kroner.
Tidsplan:
20:00: Turen starter.
20:00 – 21:30: Bålkonkurrence.
21:30 – 22:30: Påbegynde pionering af udendørs biograf.
22:30 – 22:45: Varm kakao.
22:45 – 24:00: Færdiggøre udendørsbiograf.
00:00 – 01:30: Filmtid.
01:30 – 06:00: Det store bageri… og flere film.
06:00 – 06:30: Forberede det store morgenbord.
06:30 – 07:30: Morgenmad med solopgang.
07:30 – 08:30: Morgenbad.
08:30 – 09:00: Bålhygge.
09:00 – 11:00: Fotoløb.
11:00 – 12:00: Frokost.
12:00 – 13:00: Planlægge aftensmad.
13:00 – 14:00: Gåtur til byen og handle ind.
14:00 – 15:30: Nedrivning og oprydning fra biograf og bageri.
15:30 – 18:00: Lave aftensmad.
18:00 – 20:00: Oprydning og rengøring.
20:00: Tak for i dag.
20km’eren
Denne tur er veloplagt for mini- og juniorgrenen, der gerne vil tage 20 kilometermærket. Planen er rimelig simpel: Gå de 20 kilometer, der er kravet for at få mærket, med indlagte små og store pauser undervejs, mens I stadig holder jer inden for tidskravene.
Du kan læse om mærket her.
Lokation: Skoven.
Medbring: Vandresko, dagstaske, regntøj, drikkedunk og madpakke.
Pris: Gratis.
Selvom målet for den lange tur er at tilbagelægge 20 kilometer, er det vigtigt at huske på, at distancen ikke udelukkende er mål i sig selv. Endnu vigtigere er det, at både spejdere og ledere har en hyggelig, sjov, anderledes og udfordrende dag, hvor stemningen er i top. Nedenfor er ideer til at gøre vandreturen endnu federe:
- Planlæg ruten, så I ser solopgang eller solnedgang et specielt smukt sted.
- Øv spejdernes brug af kort og kompas undervejs.
- Fordel poster undervejs, som spejderne skal finde. Brug eventuelt Det Danske Spejderkorps egen app, Woop.
- Læg ruten forbi kulturseværdigheder i området. Er der en stenhøj, et lokalt museum eller noget tredje, som kan kombineres med vandreturen?
- Syng masser af sange undervejs – gerne nogle spejderne kender i forvejen. I kan eventuelt udfordre jer selv ved at se, hvor mange sange fra sangbogen I kan nå at synge på turen.
- Hav små snacks klar til spejderne i løbet af turen.
Tidsplan:
MIKRO-MINI:
10:00: Turen starter
10:00 – 12:00: Gå det første stykke.
12:00 – 12:30: Frokostpause.
12:30 – 14:00: Gå andet stykke.
14:00 – 14:15: Kort pause med snacks.
14:15 – 15:15: Gå tredje stykke.
15:15 – 15:20: Kort pause
15:20 – 16:00: Gå fjerde stykke.
16:00 – 16:05: Kort pause.
16:05 – 17:00: Gå femte stykke.
17:00: Tak for i dag
JUNIOR:
10:00: Turen starter
10:00 – 12:00: Gå det første stykke.
12:00 – 12:30: Frokostpause.
12:30 – 14:00: Gå andet stykke.
14:00 – 14:15: Kort pause med snacks.
14:15 – 15:15: Gå tredje stykke.
15:15 – 15:20: Kort pause
15:20 – 16:00: Gå fjerde stykke.
16:00: Tak for i dag.