Gør gruppens hjemmeside endnu bedre
Jeres hjemmeside er en vigtig platform. For det første for at interesserede spejdere og forældre kan finde frem til jeres gruppe, og dernæst for at skabe et godt indtryk af livet i jeres gruppe. Derfor er det vigtigt, at gruppens hjemmeside formidler det budskab, I gerne vil have frem.
Sekundært er gruppens hjemmeside et vigtigt internt redskab, hvor spejdere, ledere og forældre kan finde information om møder, arrangementer og lejre.
Tjekliste til gruppens medier:
- Gruppens navn og by fremgår på website og medier
- Opdateret kontaktinformation
- Kalender med opdaterede arrangementer på hjemmesiden
- Billeder! Og af god kvalitet. Friluftsliv og spejderaktiviteter gør sig rigtig godt visuelt.
- Ingen information om ledermangel mm. - det sender et dårligt signal
- Sælg budskabet om, at det er fedt at gå til spejder
URL og søgeord: Gør jeres hjemmeside nem at finde
Alle hjemmesider holder til på en URL, der skal ses som en "adresse", hvor man finder jeres hjemmeside på internettet.
Når I udvælger hjemmesideadressen, er det vigtigt at huske på, at søgemaskiner i høj grad anvender denne URL, når de skal præsentere søgninger på eksempelvis “spejder”.
Hvis en forælder derfor søger på “spejder i roskilde”, så vil de have langt nemmere ved at finde siden “roskildespejderne.dk" eller “spejderiroskilde.dk” end eksempelvis “Bageraspejderne.dk”, der holder til i Roskilde.
Tip: Hvis I allerede har jeres hjemmeside liggende på en hjemmesideadresse, der ikke nævner "spejder" eller byen, I holder til i, så skal I i stedet sørge for, at informationen fremgår som noget af det første på forsiden og andre vigtige steder.
Hvis teksten “Bageraspejderne er en spejdergruppe i Roskilde” fremgår i toppen af gruppens hjemmeside, så har søgemaskinernes robotter, som gennemsøger internettet igennem hver dag, nemmere ved at hive netop jeres side frem ved en googlesøgning.
Lav en god struktur på hjemmesiden
En god hjemmesidestruktur gør det nemt for brugerne at finde det, de søger.
Fra forsiden skal man nemt kunne få adgang til undersider for de forskellige grene. I beskrivelsen af jeres grene er det en god idé at bruge aldersinddeling i stedet for grennavne, da det gør det nemmere for de med mindre spejderviden at finde frem til informationen, der gælder deres barn. “Mini”, “junior”, “trop” kan I skrive som det første på de forskellige undersider.
Husk at gøre det tydeligt på siden, hvor man finder information om, hvordan man bliver spejder i netop jeres gruppe. Denne side skal vise kontaktinformation til gruppe- eller grenleder.
Skriv gode webtekster, der bliver læst
Når vi læser på nettet, skimmer vi mere, end vi læser. Et faktum, der særligt er gældende, hvis man er på nettet via sin mobiltelefon.
Derfor kan I med fordel følge disse råd, når I skriver tekster til hjemmesider eller sociale medier:
- Gør brug af flere små afsnit frem for få lange afsnit
- Brug underoverskrifter
- Gør dine tekster korte og kontante i sproget
- Brug punktopstilling hvor det giver mening
- Undgå kursiv, understregninger og store bogstaver - det ligner links.
Brug korpskontoret og de andre grupper
Har I spørgsmål, eller brug for inspiration, så kan I altid kontakte kommunikationsfolkene på korpskontoret, som er parate til at sparre med jer om jeres digitale kommunikation.
God kommunikation i spejdergruppen
... kan helt lavpraktisk handle om, at medlemmerne har den information, de skal bruge om alt fra møder til spejderlejre.
Men det handler også om at fortælle de historier, der får flere til at ville blive spejdere og ledere i jeres gruppe.
I sidste ende er spejderne de allervigtigste ambassadører for jeres gruppe. Hvis de fortæller medrivende historier om deres spejderoplevelserne til vennerne, er I et godt på vej mod flere glade spejdere i jeres gruppe.
Vinkling af jeres historier
Når man vælger, hvad der er vigtigt at fortælle, så skal man huske at lægge sit fokus der, hvor formålet med det, I laver, træder tydeligst frem.
Hvis spejdergruppen eksempelvis sælger juletræer hos den lokale købmand, så kan fokus, når I skriver til lokalavisen og beder dem om at bringe en omtale, være “at sælge juletræer”. MEN I kan også fokusere på formålet med handlingen.
Dermed kan overskriften, “Spejderne sælger juletræer ved Brugsen” blive til “Spejdere rejser penge til islandsk eventyr”, der er mere gribende og engagerende for læseren. Og det gælder både, når I fortæller den til lokalavisen eller i gruppebladet til spejdernes forældre.
Hvad er jeres kernebudskab?
Kernebudskabet i gruppen er grundessensen af alt det, der gør det fedt at være spejder i jeres gruppe. Det vil for det meste læne sig tæt op af jeres formål eller jeres vision for gruppen.
Et kernebudskab kan lette arbejdet med at vinkle jeres historier, så de altid rummer elementer af det, som I føler er formålet med jeres gruppe.
Er det eksempelvis “Hos os skaber vi store oplevelser i fællesskab, og vi tror på, at børn og i unge er i stand til sammen at udvikle, planlægge og udføre store aktiviteter med støtte fra lederne”, så skal det også skinne igennem i fortællingen om jeres gruppe.
Når I har fundet frem til jeres kernebudskab, så kig på, om der er områder, hvor I kan skrue jeres kommunikation sammen på en måde, så fortællingen får de allerbedste betingelser for at blive hørt, set eller læst. Det giver også mulighed for at samle gruppen omkring en fælles vision.
Opsummering
- Gruppens egne digitale platforme (hjemmeside og sociale medier) vægtes højt på tværs af alle målgrupper
- Gruppebladet er primært en værdifuld platform for forældrene. Men spejderne sætter også pris på at læse historier om deres egne oplevelser
- Spejdere og forældre har glæde af at læse spejderhistorier i korpsets egne medier. Dette kan også være en indikation af, at selv om man er spejder i en lokal gruppe, så er man samtidig en del af et landsdækkende og endda globalt fællesskab af spejdere.
Og hvem er jeres målgrupper?
I en medie- og målgruppeananlyse, som Det Danske Spejderkorps tidligere har lavet, var fokus på, hvilken information børn, unge, ledere og forældre vægter højest. Både når det kommer fra korpset og fra grupperne.
I forhold til, hvor de adspurgte målgrupper finder deres historier og information om spejder fra, viste følgende tendenser sig:
- Yngste spejdere : primært via Spejdersnus, det lokale gruppeblad og mundtligt via lederen til de fysiske spejdermøder
- Spejdere over 14 år : primært Track og gruppebladet. Tjekker derudover også op på gruppens hjemmeside og til tider dds.dk. På sociale medier får de primært spejderhistorier fra Facebook
- Forældre : læser gruppebladet, men er også gode til at kigge i medlemsbladene Track og Spejdersnus. Holder sig opdateret via gruppens hjemmeside og eventuelle grupper eller sider på Facebook
- Voksne ledere : læser korpsets ledermagasin samt besøger jævnligt dds.dk, gruppehjemmesiden, og læser desuden i høj grad nyhedsbrevet fra korpset. Derudover er de også tilstede på gruppens Facebooksider og eventuelle -grupper.