Gruppeleder: Sådan startede vi en ny spejdergruppe

Tekst: Stine Witt Østengaard, gruppeleder i Strynø Gruppe.

Hvad gør man, når man er flyttet til en lille ø uden spejd og kan mærke, at man savner det? Når man kan mærke, at internettet æder børnenes tid i den mørke del af året? Når man kan mærke, at man mangler noget at lave sammen med sine teenagere? Man starter en spejdergruppe!

Her stod vi på Strynø og var helt fantastisk glade for vores beslutning om at flytte til en lille ø med al dens ro, natur og sociale fællesskab. Men der manglede alligevel noget.

Selvom børnene farer rundt på hele øen i større eller mindre flokke og bader non-stop fra 1. maj til brandmændene holder deres indtog i september, mærkede vi samme sug fra ”den blå stråle” og internettets uendelige muligheder, som man mærker alle andre steder, da mørket kom og vores første ø-vinter stod for døren.

Vi måtte finde en måde at gøre det attraktivt at være ude, at lave noget sammen, selvom det bliver mørkt.

Vores drenge på 11 og 13 havde været spejdere i København, og jeg er selv gammel spejder, så det lå tilsyneladende ligefor, at de skulle gå til spejder. Men det er svært at få fritidsaktiviteter ”på den anden side” til at gå op med færgetider.

Og den ældste havde bedyret, at han i hvert fald ikke skulle være spejder igen, for bedstevennerne havde prøvet det et sted og sagde, at de synes, det var dødkedeligt – det var noget med at sidde i et kælderlokale og synge.

Hm… et sted skulle man jo starte, og hvis jeg nu kunne få de der bedstevenner overbevist om noget andet, kunne det måske få snebolden til at rulle?

Kan man starte en gruppe med fire nye tropsspejdere?

På nettet fandt jeg adventureløbet Dinizuli, som løber af stablen hvert år sidst i januar, og tænkte, at det kunne være arrangementet, der kunne hjælpe mig med at overbevise teenagerne om, at spejder altså godt kan sparke røv.

Så jeg fik overtalt de fire drenge i vennegruppen til at give det en chance, og i samarbejde med vores gamle gruppe i København fik vi lavet to blandede hold og sendt dem afsted. Og så kunne de ikke få nok. De snakkede non-stop i flere uger om Adventurespejdligaen, og hvornår de kunne komme afsted igen. Ok, det var hurdle nr. 1.

Men man kan jo ikke starte en spejdergruppe for fire tropsspejdere, så næste skridt var at finde ud af, om der var opbakning blandt resten af øens 190 indbyggere. Var der børn – og ikke mindst voksne – nok, der ville være med?

Planen var at invitere til en form for ”spejder for en dag”-arrangement, men ikke af den traditionelle slags. Vi var begyndt i sparke-røv-mode, så det duede ikke at miste momentum ved at stille op med ’Kom og snit en drillepind’.

Øens indbyggere er vant til, at man kan tilmelde sig alverdens arrangementer med betaling ved købmanden, så vi tog chancen og arrangerede en hel lørdag i midten af marts med ”Live-Settlers” (eller The Nation, som det oprindelig hedder) med bindende tilmelding og betaling.

Det var der 40 strynboer, som gerne ville være med til. Eller mere end en femtedel af øboerne!

Aktivitet før administration

Dagen kom – med snestorm. Men vi ville ikke give op og aflyse, så arrangementet måtte flytte, og vi lånte i sidste øjeblik en gammel lade af øens børnehave. Det blev en helt fantastisk dag med fuld gas på de tre landsbyhold, der dystede på håndværk, viden og spil.

I frokostpausen havde vi de fire drenge, som havde været på Dinizuli, til at fortælle og vise deres tilmeldingsopgaver. På den måde kom de til at agere ambassadører for alt det spejd, som ligger og venter uden for øen. Og opbakningen lod da heller ikke vente på sig. Da vi pakkede sammen, havde 20 børn og 4 voksne meldt sig som kommende spejdere og ledere. Og flere dukkede frem i ugerne efter. Således var hurdle nr. 2 klaret.

Momentum blev også nøgleordet for næste led i processen. Vi kunne ikke vente for længe med at komme i gang med at lave spejderaktiviteter og risikere, at luften gik af ballonen.

Så sideløbende med, at vi i starten af april fik kontakt til vores lokale korpskonsulent omkring de administrative ting, som det kræver at oprette en gruppe, gik vi så småt i gang med de ugentlige møder.

Allerede da jeg i sin tid ville tilmelde de fire drenge til Dinizuli og snakkede med gruppelederen i vores gamle gruppe, fik jeg det råd at komme i gang med det vigtige, nemlig spejderarbejdet, og så tage det administrative hen ad vejen. Det har været mottoet siden. Og det virker! Ikke kun på spejderne, men også på lokalmiljøet, hvor rygtet om aktiviteterne spreder sig som en løbeild, og det vælter ind med opbakning af både praktisk og økonomisk art.

Den store belønning

D. 2. juni holdt vi stiftende generalforsamling. Øen har henved 20 foreninger, så det blev en lille, men udsøgt skare, der deltog. Da alle på øen sidder i en eller flere foreningsbestyrelser, var det dog også en erfaren flok, så vi fik alle formaliteterne på plads på rekordtid. Tjek, hurdle nr. 3.

Det var vigtigt at stifte foreningen før sommerferien, for vi havde et stort mål. Vi ville nå at komme på sommerlejr, og inden da skulle det hele være på plads, så vi med ro i sindet og dækket af korpsets fælles ulykkesforsikring kunne drage afsted. 

Og så kom belønningen, kulminationen på 9 måneders hårdt arbejde. Den 28. juli kl. 06.00 stævnede vi ud af Strynø havn på dækket af Jomfru Ane, som er ejet af et par spejderforældre, der trådte til, fordi færgen ikke sejler så tidligt, på vej på gruppens første sommerlejr.

Det har været et både fedt, spændende og, hvis jeg skal være ærlig, hæsblæsende og hårdt trekvart år, men da vi tog afsked på havnen efter en hel uges sommerlejr med spejder for fuldt blus med vores venskabsgruppe fra København, gav det så meget mening.

Vi ses derude.