Guide: Gå amok med gaffa
Tiden, hvor man kun reparerer ting med gaffatape er ovre, i stedet skabes der nu også med denne universelle byggesten. En hurtig søgning på nettet vil afsløre, at gaffatape-kreationer er en udbredt hobby med mange kreative entusiaster.
I denne artikel kan du få idéer til projekter inden for gaffa-krea-disciplinen.
Mødemappen
Go big or go home. Mange steder kan man støde på guides, der vejleder dig i, hvorledes du laver en pung i gaffatape, men her lægger vi stort ud, og går i krig med at skabe en mødemappe i stedet. Til den aktive spejder, der ofte planlægger og deltager i møder med diverse udvalg, bestyrelser og teams, som mangler en mappe til at organisere sit spejderarbejde.
Start med at måle, hvor stor en mappe du vil lave, ved at lægge det ønskede indhold op på arbejdsbordet. Når du kender størrelsen, skal du begynde at lave en omgang ”gaffa-stof”.
Gaffatape kan være til stor hjælp, hvis et bål skal startes, da det brænder godt og langsomt, og er let at få ild i. Undgå at indånde røgen derfra.
Riv et stykke tape i den ønskede længde, og læg det med klistersiden opad. Riv derefter endnu et stykke i samme længde, og sæt det sammen med det første stykke. Læg de to stykker sammen således, at kun halvdelen er klistret sammen. Forsæt med at påføre stykker, der er forskudt med en halv bredde.
For at lave lommer til hvad end du ønsker i mappen, kan du bruge samme metode, men lade tre af siderne være længere, sådan at de er klar til at tapes direkte på mappens inderside.
Ved kanter kan det betale sig at forstærke gaffakonstruktionen ved at lægge et stykke, der foldes med halvdelen af sin bredde ned på hver side.
Overlevelse
Gaffatape er et fantastisk alsidig materiale som, hvis man er kreativ nok, kan gøre forskellen mellem liv og død. Mythbusters beviste dette ved at blive smidt på en øde ø med intet andet materiale end gaffatape. Materialerne på øen måtte selvfølgelig også bruges, og med de ressourcer, de havde til rådighed, skabte de et stort SOS på stranden, inden de begyndte på de interessante projekter.
Med gaffa lykkedes det dem at skabe vandbeholdere, hængekøjer, presenninger, en fælde til at fange en høne, reb og snor og til sidst en kano, som de brugte til at slippe fra øen.
Reb af gaffatape kan skabes ved at flette tre lange stykker gaffa, som er foldet på midten, så de ikke klistrer og sætter sig fast længere.
Snor kan fremskaffes ved at sno et stykke gaffatape om sig selv, til det bliver tyndt og fast.
Store flader af gaffa, som skal bruges til eksempelvis at fremstille hængekøjer eller presenninger, er samme princip som alt andet gaffa-stof. I situationer, hvor man skal skabe så store stykker, kan man med fordel bruge en ramme, hvor man fæstner gaffastykkerne, så det er lettere at kontrollere og sætte sammen. Rammen kan f.eks. være to træer, der står tæt på hinanden, eller to pinde man har stukket i jorden.
En vanddunk af gaffatape er ikke svær at lave, dog kan det være udfordrende at skabe en dunk, der holder 100 % tæt. Hvis det skal opnås, er det meget vigtigt, at der ikke er nogen som helst folder eller luftbobler, når man skaber sit gaffa-stof. Når gaffa-stoffet er stort nok, foldes det til en cylinder, og i bunden skal det lukkes til ved at trykke det fladt sammen, folde det og give det endnu mere tape. Man kan med fordel tilføje både et håndtag, så dunken er lettere at håndtere, og lukke mundingen til, så der er en mindre åbning og derved gøre det lettere at drikke og hælde fra dunken.