Guide: Hvilken økse skal jeg bruge?
Øksen kan virke som et håbløst umoderne værktøj fra en svunden tid, og i mange hjem og spejderhytter står der sikkert en eller flere økser i hjørnet af skuret og samler støv. Rusten, sløv og forladt.
Men det er synd og skam, da øksen stadig har sin berettigelse som et effektiv, smukt og krævende værktøj til alt fra at skaffe varme i de kolde nordiske egne til at snedkerere en træske på tur.
Der findes et utal af økser. Alt fra den billige kina-økse fra byggemarkedets tilbudsnet til den unikke håndsmedede nordiske skovøkse med underskrift fra den smed, der har lavet den. Fra den lille lette håndøkse til tur, til den flere kilo tunge flækøkse til at kløve store mængder brænde.
Derfor er det vigtigt at overveje, hvilke opgaver man skal bruge øksen til, da forskellige økser løser forskellige typer af opgaver.
Fire øksetyper
Her kan du se fire typer økser. Nørd videre om de enkelte øksetyper nederst i artiklen.
Hvad skal man tænke over, når man vælger en økse?
Vi har taget en snak med økseekspert Emma Carlson, der arbejder for den svenske økseproducent Gränsfors, der sammen med fx Hultafors og Wetterlings holder den stolte nordiske øksesmedjetradition i hævd.
Hvad er det vigtigste at overveje, inden man køber en økse?
"Tænk grundigt over, hvad du planlægger at bruge den til, så du vælger den rigtige økse til der opgaver, den skal løse. Skal du fx bruge øksen til at splitte eller kløve træ, bør du have en flækøkse og ikke en skovøkse.
Ved valg af størrelsen af øksen, bør du vælge en størrelse, der føles overskuelig og håndterbar. Det er ikke nødvendigvis den største økse, der gør det bedste job, hvis du fx ikke har styrken eller højden til at håndtere en stor økse. Dette gør sig også gældende, hvis du skal arbejde mange timer med øksen. Så gælder det om at vælge en mindre økse."
Gränsfors har udgivet en rigtig fin lille gratis bog på flere sprog om øksen, og hvordan du bruger den. Find den på gransforsbruk.com
Hvis du skulle vælge én økse til allround-turbrug, hvilken model ville du så vælge og hvorfor?
"Jeg vil anbefale en type som Gränsfors Vildmarksøkse. Det er en traditionel spejder- og lejrøkse.
Øksen har samme hoved som en lille håndøkse, men med et længere skaft. Jo længere skaft giver øksen mere kraft til for eksempel træfældning. Denne type er praktisk at have i din rygsæk, når du har brug for en lille økse med stor kraft. Øksen håndterer både at hugge ret store grene og dele mindre træ til bålet."
Hvis jeg skal købe en økse til brug for børn, hvad skal jeg så kigge efter?
"Min anbefaling er at starte med en let og håndterbar størrelse afhængig af alder, højde, osv.
Personligt vil jeg anbefale altid at bruge økser med stor omhu. Og særligt hvis børn skal betjene dem, er det godt, at det sker i overværelse af en voksen. Øksen er et skarpt værktøj, og det er let at såre dig selv, hvis du håndterer den forkert."
Hvad betyder det, at en økse er håndlavet?
"Med en håndsmedet økse opvarmes stålet og formes af en smed, indtil den opnår den perfekte form til brugsområdet.
Brug af økse
Brug ikke øksens bagside som hammer, medmindre det er en slagøkse, og undgå at slå med en hammer eller muggert på øksehovedet, da det kan deformeres og dermed forkorte øksens levetid betragteligt.
Hvert øksehoved behandles af menneskehænder, som giver mulighed for at opretholde en høj kvalitet i hele produktet."
Er valget af stål vigtigt for en økse?
"Valget af stål er vigtigt i forskellige henseender, både for kvaliteten og levetid, men også for de konsekvenser, som ressourceforbruget har på miljøet. Stålet i vores økser er 100 % genbrugsstål med et relativt højt kulstofindhold (0,55%), hvilket betyder, at stål efter bearbejdning (smedning, afkølende og hærdning) er hårdt med en vis sejhed. Det giver os mulighed for at fremstille håndsmedede økser med en høj kvalitet og lang levetid."
Hvad er det bedste tip for at få glæde af din økse i mange år?
"Efterse øksen hver gang den har været med på tur eller i brud. Tør øksen og smør den med en anti-rust olie. Giv skaftet linolie og smør læderbeskytteren med læderfedt.
Det er også vigtigt at opbevare øksen godt og tørt, men ikke så tørt eller varmt, at der er risiko for at skaftet tørrer ud og mister kontakt inde i øksehovedet."
Hvad er det vigtigste at være opmærksom på, når man sliber sin økse?
"Det vigtigste er at bevare øksens og æggens vinkler og at være opmærksom på, at stålet ikke varmer for meget op og dermed mister sin hårdhed.
- Store skader kan rettes op på slibemaskine, men pas på varmen! Alternativt kan du slibe øksen 90 grader direkte på slibestenen.
- Mindre skader og grundslibning sker med en grov slibesten - enten tør eller våd, eller fil. Husk at bevare æggens vinkel og slib i hele æggens bredde.
- Færdiggør slibningen med at fjerne ujævnheder med en finere sten eller fil og afslut med olie til at lukke øksen af og undgå, at den ruster."
Håndøkse
Spejderøkse, vildmarksøkse eller håndøkse. Kært barn har mange navne. Det er typisk den type af økse, mange stifter bekendtskab med, når de skal lære at håndtere en økse.
Den vejer typisk fra 500 til 750 gram. En tungere økse kan typisk være trættende at bruge og derfor mere krævende, så vær opmærksom på det, når der skal vælges økser til længere tids arbejde.
Med en længde på ca. 35 cm er det også en oplagt økse at tage med på tur. Kan også med fordel håndteres med en hånd, og er et godt allround værktøj til at fremstille mindre snitteopgaver som fx en ske, men det kræver, at øksen holdes skarp. Æggen holdes typisk i 30 grader eller mindre.
Skovøkse
En tand større og længere økse til at fælde mindre træer, arbejde i hårdere træsorter og særlig god til at hugge på tværs.
Vejer mellem 1 til 1,5 kilo og har et mellem 50 og 64 cm langt skaft, og håndteres typisk med to hænder, men kan af en erfaren øksebruger håndteres med en hånd.
Skal ligesom dens lillebror slibes skarpt i en vinkel på 30 grader eller mindre.
Flækøkse
Navnet siger næsten sig selv. Det er en økse, der er lavet til at flække træ, og er ikke beregnet til at skære eller hugge på tværs med.
Den har et kileformet hoved og er optimeret til at kløve træ på langs. Hovedet vejer typisk mellem 1 og 1,6 kg, og formen varierer fra smalt til kraftig kileformet.
Til allround spejder- og lejrbrug kan det anbefales at finde en mellemting, da man tit kommer ud for et utal af forskelligt brænde. De smalt kileformede og lettere økser er typisk til lettere kløvet træ, hvorimod de tungere og mere kileformede er gode til sejt og tørt brænde. Æggen skal som udgangspunkt slibes mellem 32 til 35 grader.
Snedkerøkse og bila
Her er vi ovre i de mere specialiserede økse til formgivningsopgaver, som dækker alt fra kulsø-samlinger på en lejrplads over fremstilling af et dejfad i træ til produktion af bjælker til en shelter.
Fælles for snedkerøksen og bila’en er, at de er optimeret til at bruges med en hånd, der tit er placeret langt oppe mod øksehovedet i brug. Hvis der skal arbejdes med primitiv træformning, er de et uundværligt værktøj, der pludselig kan få en rund granrafte til at blive til en firkantet bordplade.
Skal slibes skarpt i en vinkel på 30 grader eller mindre.