Guide: Kort, kompas og GPS
Kan en GPS erstatte et kompas?
I et årtusind hvor orientering i høj grad er blevet overtaget af GPS-enheder og Smartphones kan det være fristende at lade kort og kompas ligge derhjemme når man drager på tur. Men en GPS-enhed erstatter ikke dit kort og kompas, den kan være et fint supplement. En GPS kan miste signal eller løbe tør for strøm, så derfor er et detaljeret kort og et kompas stadig det basale orienteringskit, når du bevæger dig i naturen.
Kompasset hjælper dig med at vende kortet rigtig og dermed aflæse signaturer på kortet og overføre dem til virkeligheden og omvendt. Ja, du kan sagtens tage på tur og gå på den samme sti og føle, at du ikke har behov for et kompas, men når du kommer til at tage den forkerte sti, tågen ruller ind eller det bliver mørkt, er kombinationen af kort og kompas din vigtigste del af din oppakning.
Evnen til at kunne orientere sig med kort og kompas er en helt basal nødvendighed for at tage på længere tur i naturen. Kortet giver dig hurtigt overblik, og kompasset viser dig hurtigt, hvor de fire verdenshjørner er.
Men kan man så slet ikke bruge en GPS til noget? Jo, bestemt. En GPS kan være rigtig nyttig at have med på tur. Den er designet til at vise retningen på din bevægelse ved at beregne forskellen mellem din nuværende position og din sidste kendte af slagsen. Den kan også fortælle dig din position, uden du behøver synlige landemærker for at tage en kurs, som du behøver med et kompas. På dage med whiteout i fjeldet eller tyk tåge kan det bestemt være en fordel.
Bliv bedre til at finde vej på spejder.dk. Her finder du en masse tips og tricks til kort og kompas og brug af GPS.
En anden fordel ved en GPS er, at når du følger en kurs fra A til B, så kan der være bygninger, søer, tæt skov eller andet, der tvinger dig til at afvige fra din kurs. Med kort og kompas skal du nøje forskyde din kurs eller tage en ny, når du er forbi forhindringerne. Det behøver du ikke med en GPS. Den vil automatisk sende dig på rette vej igen.
Kort
Et godt kort er essentielt, når du skal finde vej, men der findes myriader af kort, så det gælder om at vælge rigtigt, inden turen går i gang. Typisk står valget mellem et topografisk 1:50.000 eller et 1:25.000 kort, når man skal af sted på flerdages tur. Topografiske kort er specielle kort, som viser topografien i form af terrænkurver, der bl.a. angiver de relative højder over havet og har nemt aflæselige signature for veje, stier, skove, huse mm. 1:25.000 giver langt flere detaljer, og hvis du bevæger dig i terræn med fjeld eller stejle skråninger er 1:25.000 langt at foretrække, da højdekurverne er nemmere at aflæse. Omvendt giver et 1:50.000 bedre overblik og skal ikke vendes, foldes og drejes så mange gange på tur. I Danmark er kortdata blevet gjort tilgængelige, så du nemt kan finde, downloade og printe kort over et område og målestok på www.gst.dk.
For at træne med kort og kompas i dit nærområde kan det være en fordel at få fat i et orienteringskort. De har traditionelt været tilgængelige gennem den lokale O-løbsklub, men på www.findveji.dk finder du et hav af tilgængelige kort over lokale skove og parker, der oven i købet har ruter med faste poster lige til at gå i gang med. Print kortet, find kompasset frem og få et helt nyt syn på den lokale park eller skov.
Kompas
Budskabet er enkelt. Hvis du ikke har et kompas, så køb et næste gang du er i en outdoor-butik eller ønsk dig et i julegave. For omkring 150 kroner er du fint i gang. Kompasset er helt essentielt i forhold til at finde vej i naturen. Overordnet er der tre typer af kompasser; plade-, spejl- og fingerkompasset. Pladekompasset er det klassiske kompas med et kompashus på en plade med lineal. Simpelt og godt til langt det meste. Spejlkompasset er særligt godt til at lave pejlinger med, hvis du skal mere på fjeldet og endelig fingerkompasset, der er rigtig godt, hvis du har mod på at løbe o-løb eller adventurerace. Her får du hurtig adgang til at finde retning og lave en pejling.
Tre tricks til at finde vej
- Vend kortet mod nord. Så er det nemmere at følge med på kortet, når du går.
- Fold kortet til en lille firkant fx 10 x 10 cm med det område, du går eller løber i. Det gør, at du ikke skal finde, hvor du er på det store kort hver gang, du skal orientere dig.
- Lav ruten fra A til B ved at starte ved B og følg den bedste vej tilbage til A. Lav så en række “poster” undervejs på ruten ved stikryds, vandløb eller bakketoppe, så du undervejs kan orientere dig om, hvor du er på ruten.
Håndholdt GPS
En håndholdt GPS kan i grove træk give dig information om din position, vise dig vej til dit næste mål, holde dig opdateret på din hastighed og hvor langt du har igen til dit mål.
En GPS bruger det satellitbaserede system Global Positioning System. Deraf navnet. Det er det amerikanske forsvar, der står bag systemet af satellitter, der kredser rundt om jorden. Din GPS-enhed skal have kontakt til fire eller flere satellitter for at fungere. Det mærker du bl.a., når du starter din GPS op for første gang i et nyt område. Her kan det tage adskillige minutter for den at få kontakt til satellitterne.
Der findes en del forskellige modeller inden for GPS-enheder, men en tommelfingerregel er, at pris og features hænger sammen. De kan alle dække det grundlæggende GPS-behov om at være en digital backup-ven til kort og kompas. Der er fire basale funktioner, du finder på alle GPS-enheder.
- Placering. GPS’en triangulerer din position ved at modtage data fra flere satellitter. Din position bliver opgivet i et koordinat, længde- og breddegrad eller UTM (Universial Transerse Mercators). UTM optræder som et net af streger lagt ned over typografiske kort og er derfor typisk det foretrukne valg, når du bruger din GPS sammen med et kort.
- Punkt til punkt. Et specifikt sted, som fx en lejrplads bliver kaldt et waypoint på GPS-sprog. Hvis du har koordinaterne til lejrpladsen, kan du plotte lejrpladsen ind og dernæst lave et waypoint fra dit udgangspunkt og dermed få vejen mellem dit udgangspunkt og lejrpladsen i lige linje. Her få du også kurs og distance, men da stierne sjældent er i lige linje vil kurs og distance ændre sig undervejs til lejrpladsen.
- Rute. Ved at kombinere flere waypoints på ruten kan du opnå mere præcise opgivelser af kurs og distance, som du bevæger dig frem på en dagsetape. Når du når dit første waypoint vil GPS’en vise dig videre til det næste.
- Spor. En af de mest brugbare features på en GPS. Ved at lave et spor viser GPS’en, hvor du rent faktisk har gået. Lidt ligesom hvis du har lavet et havregrynsspor. Det gør det super nemt at finde tilbage til punkter, hvor du har været, hvis du skulle få behov for det. Meget brugbart i svært navigerbart terræn, eller hvis du farer vild. Fra dette grundniveau findes der som sagt et hav af muligheder for GPS-enheder, der har indbygget barometer, farveskærm med topografiske kort og særlige udgaver med fokus på geocaching. Det kan bestemt være en god investering at kigge på disse modeller, men gør dit behov klar, inden du svinger Dankortet. Med et godt kort og kompas er du godt kørende, med en simpel GPS oven i hatten er du mere end godt kørende på dine næste mange ture.
Smartphone vs. håndholdt GPS
De fleste nyere Smartphones kan downloade GPS-apps, der har mange af de samme funktioner som en særskilt GPS-enhed. Så hvorfor overhovedet overveje at købe en GPS, hvis man ikke synes kort og kompas er nok? Det er der fem gode grunde til, hvis du altså skal væk fra asfalt og brosten.
- Holdbarhed. Smartphones er ikke lavet til at blive tabt i en bæk eller på en sten.
- Batterilevetid. Smartphones batterilevetid er endnu ikke imponerende, hvis du skal være væk i mere end 24 timer. GPS-enheder kan typisk være konstant tændt i 16-20 timer og kører på AA-batterier, du kan have ekstra med af i rygsækken.
- Dækning. En GPS skal blot have relativt frit udsyn til himlen, så kan den få dækning. Mobildækning er noget mere sparsom i store skovområder og på fjeldet.
- Kort. Det kræver ikke mobildækning at bruge kort på en GPS-enhed. Samtidig kan du købe topografiske kort til mere avancerede GPS-typer, hvilket endnu ikke er muligt til din Smartphone.
- Features. GPS-enheder er lavet til outdoor-livet, så derfor er features også lavet til det. Det kan være barometer, elektronisk kompas, trådløs udveksling af koordinater, geocaching-programmer mm.
Så konklusionen på Smartphone vs. håndholdt GPS er simpel. Hvis du har behov for en GPS-enhed på tur, så vælg en håndholdt GPS og sluk telefonen, pak den vandtæt og brug den som backup, hvis du har behov for hjælp.
GPS-ure
Igennem de seneste fem år er der sket en rivende udvikling af ure med GPS-funktion. Fra gimmick til reel turbrug. Herhjemme er mærker som finske Suunto og amerikanske Garmin kommet med GPS-ure, der kan bruges på tur. De indeholder mange af de samme features som de håndholdte GPS’er, og har den fordel, at de sidder på håndledet og er nemme at komme til. Du får hurtigt overblik over distance og retning, og du kan lave waypoints mm. De dyre modeller har typisk også indbygget barometer og højdemåler, hvilket er nyttigt, når du bevæger dig i bjergrigt terræn.
Det lyder jo umiddelbart som det rene Kinderæg, men der er et men. Batterilevetiden er ikke imponerende på en del modeller. Weekendturen kan godt klares, men så snart du kommer over et par dage, så skal uret have strøm. Samtidig giver navigationen på uret en begrænsning i forhold til hvor mange waypoints, du vil lægge ind, når du er på tur. Mange tryk på en lille knap kan godt gøre en lidt træt, men det kan selvfølgelig klares hjemmefra på din computer. Det kræver naturligvis, at du så følger den rute, du har planlagt.
Et GPS-ur er lækkert som daglig træningsmakker, til weekendture og som fx højdemåler på længere ture, men på de længere ture er der andre og bedre muligheder til at finde vej.
Men husk, at udstyret ikke gør det alene, uanset hvad du vælger. Ud og træn i det lokale krat eller den lokale skov med kort, kompas og eventuel GPS. Uden kort og kompas, kan du ikke give den gas!