Guide: Vælg de rigtige vandrestøvler
Den vigtigste overvejelse, du skal gøre dig, inden det næste par vandresko eller -støvler skal indkøbes, er, hvad du skal bruge dem til.
- Hvilket terræn vil du vandre i: Fjeldet, høje bjerge eller dansk skov?
- Skal du have vægt på ryggen? Fx dagturssæk, weekend-oppakning eller rygsæk til ugelange ture med telt, mad m.m.?
- Hvad med klimaet? Er det varmt eller koldt, hvor du primært skal vandre? Skal du gå meget i vådt terræn?
- Sidst, men ikke mindst, skal du overveje prisen: Hvor meget vil du give? Som med meget andet outdoorudstyr følger pris og kvalitet tit hinanden, men hvis dine fødder fx stadig vokser, er der ingen grund til at købe den dyreste model.
Vandresko eller vandrestøvler?
Vandresko er perfekte til daglig brug, til multisport hvor mange aktiviteter kombineres, til varmt klima og til kortere eventyr eller gode gåture ved strand og i skov.
Vandrestøvler er at foretrække, når du skal gå, hvor underlaget er meget ujævnt, du skal have en rygsæk på ryggen, der vejer mere end 5 kilo, og der er hensyn, der skal tages til andre dele af din krop end blot dine fødder. Har du fx tidligere haft skader på ankel, knæ eller ryg, er støvlen det bedste valg til at aflaste din krop.
Der findes også en hybrid mellem vandresko og vandrestøvler, der er knap så tunge og bastante som støvler, men som dog går højt nok op på anklen til at give en let støtte. De er velegnede til lettere ture, dagsture, eller når du skal ud på længere eventyr, men ikke har den fjerneste idé om, hvad du vil komme ud for.
Pasform er king
Hvordan skal vandrestøvlerne sidde? Fødder er meget forskellige, og her kan du ikke nødvendigvis bruge dine venners gode erfaringer med en bestemt model eller mærke.
Tip: Find den rette pasform
Hvor store skal vandrestøvlerne være? For at finde det rette forhold mellem plads og tæthed til foden, kan du bruge tommelfingerreglen om, at når du er helt fremme i støvlen, skal du kunne klemme en finger ned bag hælen. På den måde sikrer du, at der er luft foran tæerne.
En anden metode er at tage indersålerne ud af støvlen og træde op på dem. Der skal gerne være en fingerbredde i 'snuden'.
Det er derfor essentielt, at valget af vandrestøvle eller -sko passer dine fødder. Fodtøjet skal sidde tæt til foden. Dels for at give den bedst mulige støtte, og dels fordi materialet med tiden vil give sig.
Kan foden rotere, kan du miste følelsen med underlaget og dermed lettere komme ud af balance. Dine tæer skal kunne bevæge sig lidt op og ned, men ikke til siderne, og tåspidserne må ikke røre ved støvlesnuden, for det giver risiko for blå negle – specielt når du går nedad med oppakning.
Din hæl skal sidde fast og må ikke kunne løfte sig fra sålen, når du går. Kan den det, vil risikoen for vabler blive betydeligt større.
Sålen
Generelt for vandresko og vandrestøvler gælder, at sålen består af forskellige lag, der helst forener noget stærkt, noget stift og noget blødt. Styrken i en sål – altså hvor hurtigt du slider sålen ned – afhænger af gummitypen.
Er det en meget blød gummi, slider du sålen hurtigere, men til gengæld griber den bedre på et vådt eller glat underlag. Derfor bruges det oftest til gummistøvler eller vinterstøvler. Er gummiet hårdt, er det meget slidstærkt og kan klare mange hårde kilometer. Det er derfor oftest det, du finder under vandrefodtøj.
Tip: Opgrader indersålen
9 ud af 10 indersåler, der sidder i nyindkøbte vandrestøvler, er lige til at smide ud, og er typisk blot lagt i for at dække over samlingerne i støvlerne. Surt, men sandt.
Derfor kan det godt svare sig at opgradere dit støvlekøb med en custom-fit-sål, der giver en langt bedre støtte til bl.a. din svang. For mellem 250-600 kroner vil dine fødder kunne mærke en betragtelig forbedring.
Stivheden i sålen skal hindre din fodsål i at mærke alt for meget til det forskellige underlag, du går på. Fx trærødder i skovbunden eller løse sten på en grussti. Jo mere du kan mærke, des hurtigere bliver din fod træt, og turen føles pludselig meget lang.
Sålen rummer også stødabsorbering, der sammen med stivheden aflaster din fod og mindsker det stød, det giver i kroppen, når du tager et skridt. En løbesko består stort set kun af stødabsorberende materiale, da det er meget hårdt for kroppen, hver gang dine fødder lander hårdt på jorden.
Har du tung oppakning eller lange vandringer med dine støvler eller sko, er kombinationen af stivhed og stødabsorbering nødvendig, da du ellers træder sålen i stykker alt for hurtigt. Derfor dur det ikke at bruge dine rendyrkede løbesko som vandresko, selvom de sidder godt på foden – hver ting til sit formål.
Vandrestøvle i læder eller kunststof?
Selve vandreskoen eller vandrestøvlen kan være lavet i mange materialer.
Læder bruges, når det skal være meget slidstærkt og give et fast hold omkring foden og anklen. Læder er meget vandafvisende, og er der et minimum af syninger, er det et meget vandafvisende fodtøj, du står med.
Læder giver samtidig det bedste indeklima for din fod, da det tillader sved og varme at trænge ud, og du undgår derved alt for overkogte fødder selv på en meget varm tur.
Med eller uden Gore-Tex?
Vandrestøvler fås ofte med eller uden Gore-Tex-membran. Med en membran i støvlen, kan du være sikker på, at støvlen er helt vandtæt. Samtidig er membranen stadig åndbar, så du ikke føler, du går rundt med plastikposer om fødderne. Vandrestøvler med Gore-Tex er godt egnet til vandring i Skandinavien, til sumpet terræn, eller hvis du skal gå rundt i sne.
Der er dog også gode argumenter for at vælge en vandrestøvle uden membran. Støvler uden membran ånder generelt lidt bedre. Har du tendens til varme fødder, kan det derfor være en idé at vælge en støvle uden membran. Derudover gælder det, at vandrestøvler med membran tørrer ganske langsomt, hvis de først er blevet våde indvendigt. Hvis du ved, du ofte kommer til at gå i vand over ankelniveau, kan det også tale for en støvle uden membran.
Mange vandresko og vandrestøvler laves i en kombination af læder og kunststofmaterialer, og på den måde kan der designmæssigt laves en masse detaljer, fodtøjet kan føles lidt blødere at have på, og vægten kan reduceres.
Kombinationen med kunststof gør, at fodtøjet skal have et ekstra materiale tilført for at være vandtæt, da det i sig selv højest kan være vindtæt, men meget åndbart.
En vandtæt membran (fx Gore-Tex) gør, at du kan bruge fodtøjet under alle forhold og derved være fri for også at pakke gummistøvler med på en tur i regnvejr.
Ulempen ved membranerne er, at de kan holde en del varme tilbage i fodtøjet, og har du tendens til varme fødder, så kan det være nogle meget velkogte gulerødder, du pakker ud efter en god dags vandring. Læs mere om fordele og ulemper ved Gore-Tex-membraner i faktaboksen.
5 tips til køb af vandrestøvler og vandreskoNår man står i butikken eller surfer rundt på brugtforummet, kan man hurtigt blive enten helt opgivende eller forelske sig hovedløst i den første den bedste støvle.
Her er 5 tips, der forhåbentlig hjælper dig med at slå koldt vand i blodet og tage det vigtigste først.
1. Er du 'ny i faget', så lad ekspedienterne hjælpe dig i den rigtige retning
Det kan være svært at finde hoved og hale i det kæmpe udvalg af fodtøj, der er i en friluftsbutik. Men heldigvis er der som regel god vejledning at få.
Brug tid på at forklare ekspedienten, hvad dit behov er: Hvor skal du vandre, skal du have vægt på, har du 'varme fødder' osv.
Vis gerne ekspedienten din fod. Så kan han/hun lettere vurdere, om du fx har en smal eller bred fod. Når ekspedienten kender dine behov og har fået en idé om din pasform, kan han/hun hurtigt indsnævre udvalget til få modeller.
2. Vandrestøvlerne skal passe til dine fødder
Gå aldrig på kompromis med pasform. En støvle med ideel funktion, pris og måske endda udseende bliver aldrig god, hvis den ikke passer til formen på netop dine fødder.
Brug tommelfingerreglerne længere oppe i artiklen, og afse god tid til at mærke efter.
Bemærk også, at de fleste af os har en fod, der er større end den anden. Brug derfor god tid med begge vandrestøvler på for at finde ud af, om pasform og størrelse er den rigtige.
3. Prøv støvlerne, mens dine fødder er størst
Dine fødder vokser i løbet af dagen – og særligt når du vandrer. Undgå derfor at prøve vandrestøvler lige fra morgenstunden af, da det er her, dine fødder er mindst.
Vil du alligevel prøve støvler om morgenen eller formiddagen, så gå eller løb en god lang tur inden, så dine fødder når at vokse.
4. Glem din 'normale' skostørrelse
Der kan være ekstremt stor forskel i skostørrelser fra producent til producent. Det er ikke unormalt, at man fx i et mærke er en størrelse 39½ og i et andet er størrelse 41. Vær derfor åben for at ende med en skostørrelse, der afviger en del fra dine almindelige hverdagssko.
Har du fødder i de størrelser, der overlapper mellem herre- og damemodeller, så vær også åben for at prøve en sko eller støvle af det 'modsatte køn'. Nogle gange kan den helt rigtige pasform gemme sig i en bredere herremodel eller en smallere damemodel.
5. Køb støvlerne med hjem og afprøv dem i stuen
Selvom friluftsbutikker tit har remedier til at prøve støvlerne på alskens underlag og terræn, er en af de vigtigste tests, hvordan støvlerne føles efter en time eller mere. Et godt tip er at købe støvlerne med hjem, og så afprøve dem indenfor.
Du kan fx gå på trapper, tage en tur i en idrætshal eller bare gå rundt med dem derhjemme. Føles de for små, eller er det bare ikke lige dig, kan du returnere dem inden for 14 dage. Mange friluftsbutikker anbefaler faktisk denne fremgangsmåde.
Bemærk, at støvlerne naturligvis ikke må have været ude i naturen eller være blevet slidte. Vær også opmærksom på, at butikker som regel ikke tager udsalgs- eller tilbudsvarer retur – så tjek, at du kan levere støvlerne tilbage.