Guide: Vandretur i Island blandt gletsjere og vulkaner
Goldt, men farverigt. Sorte lavasten og lysgrøn mos. Snedækkede bjerge, der kun skjuler solen i få timer af døgnet.
Landet af ild og is rummer unikke landskaber og et terræn, som giver helt uforglemmelige vandreoplevelser.
I denne artikel får du inspiration og overblik over en af de helt store klassiske ture, nemlig vandreturen fra Landmannalaugar til Skogar. På trods af at det selvfølgelig kræver noget planlægning for at lykkes, er turen forholdsvis nem at gå til.
Hvor gammel bør man være?
Et godt udgangspunkt er +16 år, men seje tropsspejdere med fjelderfaring og mod på udfordringer vil også kunne klare turen. Spejderne skal kunne bære telt, trangia, eget udstyr og mad, samt vand til at drikke under vandring.
Meget af den hårde vandring er på den sidste dag mod Skogar – her er det muligt i stedet at slutte turen i Thorsmörk.
Masser af spejdere har gået turen - også tropsspejdere
Tropsspejderne hos Frydenborg Gruppe gik ruten i 2016 – og nogle af spejderne mente endda, at turen havde været for kort! Også Birkegruppens tropsspejdere var i 2016 i Island, hvor de gik i samme område. Spejderne havde været på en del træningsture op mod turen.
Niels Ebbesens Gruppe var af sted i 2015, også med tropsspejdere.
Transport
Fly til og fra Reykjavik. Lokal bus fra Reykjavik til Landmannalaugur se fx www.re.is. Og fra Skogar eller Thorsmörk tilbage til Reykjavik.
Overnatning
I egne telte ved hytter undervejs. Overnatning i hytterne er forholdsvis dyrt, så for at holde prisen nede anbefales det at medbringe telt. Man kan tage vand ved hytterne, bruge toilet og tørre lidt tøj, hvis nødvendigt.
Man betaler lidt for at overnatte i telt ved hytterne, men det er påkrævet for at mindske slid og forurening af fjeldområdet. Husk en god varm sovepose – det kan blive koldt i Island, også om sommeren!
Mad
Medbringes til alle dage på fjeldet. Et forslag kan være:
Morgenmad:
Müsli med tørmælkspulver blandet med vand.
Frokost:
Rugbrød (jeg bruger ofte det vacuumpakkede Schwarzbrot, man kan købe i supermarkeder, og knækbrød) med leverpostej på dåse, figenpålæg og andet, der kan holde sig. Evt. suppleret med loganbrød.
Aftensmad:
Fx Knorr pastaretter i pose eller de dyrere fjeldretter fra fx Spejder Sport. Brug Trangia. Spejderne kan fint være 3 personer om hver Trangia.
Snacks:
Husk masser af chokolade og evt. lidt overraskelser undervejs (pandekagemix, koncentreret sagt, vingummier eller lignende, der ikke vejer for meget).
Udstyr
Letvægtstelte til fjeldbrug, trangia, spisegrej, varm sovepose, underlag, førstehjælpssat, vind- og vandtæt tøj (GoreTex el. lign.), gode vandtætte vandrestøvler, ekstra sokker, vabelplaster, kort og kompas, sandaler til vad (vandpassager), lille håndklæde, ekstra tøj og undertøj (helst uld), varm fleece, hue og handsker, eventuelt en vandrestav (god til vad).
Der er mange vandrere på ruten, og det gør det let at finde vej. Det er dog ikke en ufarlig tur, da vejret hurtigt kan skifte i fjeldet.
Sørg for, at alle ved, hvordan man gebærder sig i fjeldet, og at ingen får alene på noget tidspunkt. Forhør jer om vejr og forhold i hytterne undervejs.
Det er muligt at slutte turen i Thorsmörk og derved undgå den sidste hårde tur til Skogar, hvis spejderne er trætte, eller vejret ser dårligt ud.
- Dag 1: Bus til Landmannalaugar. Vandring til Hrafntuinnusker hytten. Turen går forbi mange små ”hot springs” og duft af svovl. Ca. 12 km.
- Dag 2: Vandring til hytte ved Alftavatn. Igen ca. 12 km.
- Dag 3: Vandring til hytte i Botnar. Ca. 15 km. På denne tur er der flere vad, hvor små floder skal krydses. Vandet kan være ret koldt, og det er en god ide at have sandaler med, så støvlerne ikke bliver våde.
Tæt ved hytten i Botnar ligger en utrolig flot slugt, som man kan besøge, efter at lejren er etableret.
- Dag 4: Vandring til Thorsmörk. Ca. 17 km. Der er flere hytter i dalen, hvor man må telte. Jeg vil foreslå hytten længst mod syd, hvis man skal vandre videre mod Skogar.
Man kan blive en dag eller to og nyde det flotte område, inden man tager bussen mod Reykjavik, eller fortsætte vandringen på den flotte (men hårde) tur over passet Fimmvorduhals og ned til Skogar langs flotte vandfald (se dag 5).
- Dag 5: Vandring til Skogar. 18-20 km. Denne tur går over et pas og er ret hård og lang med stejle passager. Fordelen er, at det meste mad nu er spist ,og man er vant til at vandre med rygsækken.
Forhør jer i hytten i Thorsmörk om vejret inden i tager op i fjeldet og start tidligt på dagen. I passet ligger en hytte, men terrænet er ikke så gæstfrit til teltning, så jeg vil anbefale at fortsætte hele vejen ned til Skogar.
Det er en flot tur, hvis man følger Skogaelven der løber i en slugt ned mod Skogar, der er massevis af flotte vandfald. Overnatning kan ske på campingplads i Skogar.
- Dag 6: Bus til Reykjavik.