Handicappet og outdoormand

Han vinker inde fra stuen og signalerer, at vi bare skal komme ind. Ude fra hækken kunne den rødhårede mand lige så godt have siddet i sofaen, men han rejser sig ikke op for at gå ud og byde os velkommen.
Ulrik Nyvold er jæger, friluftsmenneske og paralympisk atlet. Og så er han lam fra brystet og ned, men det mener han ikke behøver at betyde noget særligt.
“Selvfølgelig er der nogle begrænsninger, men langt hen ad vejen kan man tage højde for det. For eksempel kan en fysisk handicappet ikke vandre 20 kilometer med tung oppakning, som I andre kan, men hvis man deles om byrden, og alle hjælper til, hvis man inkluderer den handicappede i fællesskabet, så kan man en masse utrolige ting,” siger Ulrik Nyvold.

Og netop det er Ulrik Nyvold et glimrende eksempel på: I sidste måned var det ti år siden, han lå på asfalten og kiggede op på skyerne, mens han ventede på ambulancen. Han kunne mærke, at det gjorde ondt, men benene ville ikke lystre signalerne fra hjernen. “Den var helt gal,” siger han.  
Ulrik Nyvold var i sit livs form og et meget aktivt udemenneske, da han brækkede ryggen.
“Man tror ikke, at sådan noget rammer en selv, men det kan ramme os alle. Jeg var bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.”

Muligheder og begrænsninger
Ulrik Nyvold kom hurtigt ovenpå igen, og da han havde forliget sig med tanken om at skulle være lam resten af livet, åbenbarede der sig en hel ny verden for ham.
“Jeg begyndte at dyrke sport igen. Jeg trænede rigtig meget før ulykken, og nu måtte jeg finde mig et andet fitnesscenter, hvor der ikke var trapper. Det er sådan nogle små hverdagsbegrænsninger, man må lære at leve med. Jeg havde før interesseret mig sindssygt meget for skiløb og været guide i bjergene. Det var noget, jeg drømte om at komme tilbage til, men jeg troede ikke, at det var muligt, før jeg med nogle bekendtes hjælp kom op at stå på ski igen. Det, tror jeg, var det, som virkelig tændte mig og gav mig mod på livet igen.”

Og Ulrik Nyvolds eventyr stopper ikke her - den ultimative triumf ventede ham til de paralympiske vinterlege.
“Nu har jeg været til de paralympiske vinterlege i Sochi. Jeg bar fanen ind, og det var en helt fantastisk oplevelse. Alle har vel en eller anden barndomsdrøm om at komme til at opleve noget vildt stort, og det havde aldrig været realistisk, hvis jeg havde været gående på to ben.”

Fællesskab er vigtigt
Ulrik Nyvold tror på, at det er vigtigt for alle handicappede at komme ind i et fællesskab, som han for eksempel selv gjorde det i sommeren 2006, hvor han sammen med Dansk Handicapidrætsforbund fik rykket grænser og “kom ud over rampen”.
“Det er vigtigt ikke at være sammen med andre handicappede blot fordi, de er handicappede ligesom en selv. Jeg har masser af venner med lemmer og førligheden i behold og så et par få handicappede venner. Man skal passe på ikke at isolere sig blandt ligesindede - man bliver nødt til at integrere sig i verden omkring en.”
At integrere sig i det omkringværende samfund og udendørsaktiviteter er utroligt vigtigt for handicappede, mener Ulrik Nyvold. Han foreslår at udvide den kendte leg, hvor en gruppe skal lave mad med forskellige handicaps, hvor en fra gruppen er blind, en er døv og en sidste kun må tale

Ulrik Nyvold foreslår, at man, hvis man skal på vandretur, binder det ene ben op under sig og går halvdelen ad vejen på krykker eller forsøger at udfordre sig selv på klatrevæggen ved at undlade at bruge en arm.
“Det er ikke kun den handicappede, som skal tilpasses den nye situation, det er også situationen, som må tilpasses den handicappede,” siger Ulrik Nyvold.
“Der er meget få ting, som ikke kan lade sig gøre, det er bare et spørgsmål om at tænke ud af boksen og være kreativ og sørge for, at ens kammerater gør det samme, så er der stort set ikke nogle begrænsninger,” siger Ulrik Nyvold

Undgå nederlag
“Der er opstået en slags berøringsangst med fysisk handicappede,” siger han.
“Folk vil rigtig gerne hjælpe, men de ved ikke helt, hvordan de skal gribe situationen an, og de er bange for at komme til at gøre noget forkert. Det kan jeg sagtens forstå, men den anden vej rundt, så er der altså ikke noget bedre, end når man prøver at hjælpe mig og inkludere mig som handicappet.”
“Det vigtigste, når man laver udendørsaktiviteter med fysisk handicappede, er at spørge ind til, hvilke muligheder og begrænsninger den handicappede har. Instruktøren er jo med stor sandsynlighed også på helt bar bund, og her er nøgleordet altså kommunikation.”

For Ulrik Nyvold er det også vigtigt, at hverken de handicappede eller alle andre lægger bånd på sig selv og bilder sig ind, at et handicap er en begrænsning for, hvordan man kan opleve naturen.
“Man må ikke tro, at man er udelukket fra visse aktiviteter, bare fordi man er handicappet. Min kone og jeg har været på masser af shelterture, sågar en fjeldtur i Norge, og jeg har været på kanotur flere gange. At tisse er intet problem, men en gang hvert andet eller hvert halvandet døgn, skal man lige ind og finde et sted, hvor man kan besørge, for jeg kan jo ikke bare lige grave et hul i jorden som jer andre.”

Og planlægningen af de små ting som for eksempel toiletbesøg er alfa omega, når man laver friluftsaktiviteter med handicappede. “Mit udeliv er nok knap så spontant som jeres. Hvis din mountainbike går i stykker, kan du tage den på nakken og bære den hjem, men hvis min kørestol kører fast et sted, så er jeg ligesom stuck og bliver nødt til at have hjælp udefra. For at undgå for mange af de her nederlag, skal man planlægge sig ud af dem, og så er jeg sikker på, at det nok skal lykkedes,” slutter Ulrik Nyvold.