Hent aktivitetsmateriale til Spejderdagen 2018
For mange spejdere er d. 23. april forbundet med den traditionsrige Sct. Georgsdag, hvor man mindes Sct. Georgs heltegerninger, og aflægger spejderløftet. Som en del af spejderloven, lover vi hinanden, at vi vil gøre en ekstra indsats for at efterlade verden en smule bedre, end vi fandt den.
Med FNs verdensmål har vi nu 17 forskellige mål, som vi kan arbejde efter for at være med til at bygge en bedre og bæredygtig verden, og selv lave vores egne heltegerninger.
Hent fleksibelt aktivitetsmateriale for alle aldre
Aktivitetsmaterialet til Spejderdagen 2018 ligger nu klar i form af et digitalt hæfte. Der er også tilknyttet et mærke til aktiviteterne. Mærket kan købes i Spejder Sport fra den 15. maj 2018.
- Hent hæftet i print-venlig version
- Hent hæftet i version til læsning på pc/tablet/smartphone
- Læs hæftet online på issuu.com/spejderne
Du kan bladre rundt i hæftet herunder. I løbet af uge 16 kommer årets Sct. Georgsbudskab også ud her på dds.dk.
Aktivitetsmaterialet er henvendt til alle spejdergrupper i Danmark. Fordi der er mange lokale traditioner netop den 23. april, er det blevet prioriteret at gøre aktiviteterne så fleksible som muligt.
Det betyder, at materialet kan bruges af hele gruppen eller kredsen samlet til et aftenmøde, men det kan også bruges i hver enkelt aldersgren. Det kan bruges, uanset om man afholder Spejderdagen på selve dagen, eller i forbindelse med møderne op til eller efter d. 23. april.
Materialet skal medvirke til at gøre verdensmålene nærværende og håndgribelige for børn og unge i Danmark, og være med til at give en forståelse af, at alle kan bidrage til målenes opfyldelse. Især ved at målene bliver gjort tilgængelige med konkrete anvisninger på handlinger, som kan gennemføres i nærmiljøet.
Læs mere om Spejderdagen på spejderne.dk