Hvad er ABC for mental sundhed?
ABC for mental sundhed er et partnerskabsprojekt støttet af Nordea-fonden. Projektet handler om at skabe øget bevidsthed om, at det er muligt at gøre noget godt for sin egen mentale sundhed samt tilbyde redskaber til at støtte danskerne i at opnå øget bevidsthed. Det Danske Spejderkorps er partner på projektet, sammen med bl.a. seks kommuner, DGI Storkøbenhavn, Psykiatrifonden og Statens Institut for Folkesundhed.
Forskning har vist, at personer med høj mental sundhed har lavere risiko for at blive ramt af stress, angst og depression. Det er desuden påvist, at man kan øge sin mentale sundhed ved at gøre noget aktivt, gøre noget sammen med andre og gøre noget meningsfuldt, hvilket jo er det, vi gør, når vi er spejdere. I projektet er det samlet til:
A: Gør noget aktivt, fx løbe en tur, løse en bog, spille musik, meditere eller tilbringe tid i naturen.
B: Gør noget sammen med andre, fx er sammen med venner og familie, deltager i lokale aktiviteter eller er medlem i en klub eller forening.
C: Gør noget meningsfuldt, fx sætte hus i stand, lære noget nyt eller er frivillig træner eller leder.
Gennem vores spejderaktiviteter har vi et meningsfuldt fællesskab, som tilbyder aktiviteter af fysisk og mental karakter for børn, unge og voksne. Det kan vi gøre brug af, når vi er sammen både i regi af spejder, men også når vi har mulighed for at invitere andre med i fællesskabet, og støtte andre til at finde de aktiviteter og gøremål, som kan skabe livsglæde hos den enkelte. Når I fx inviterer andre med til Sov Ude eller familiespejderdagen, kan I gøre opmærksom på ABC for mental sundhed.
I Det Danske Spejderkorps arbejder vi på at gøre ABC budskaberne tilgængelige for vores spejdere og ledere. Vi udvikler i løbet af 2017 og 2018 materiale til børn, unge og voksne, så vi kan gøre flere opmærksomme på det, der skaber livsglæde og trivsel for den enkelte. I vil kunne møde projektet og budskaberne på Korpsrådsmødet 2017 og uddannelsesmarkedet i foråret 2018.
Hvis I savner information eller har spørgsmål til ABC for mental sundhed, kan I tage fat i projektleder Bie Andersen på ba@dds.dk.