Hvorfor går vi spejdere med tørklæde?
Spejdertørklædet er en del af vores officielle uniformering og bæres altid af stort set alle spejdere i hele verden.
Tørklædet har været med fra starten, da Robert Baden-Powell gjorde det til en del af uniformen, dengang spejderbevægelsen startede i 1907. I Danmark har vi båret tørklæde siden november 1909.
Symbol på internationalt fællesskab
Ud over at kunne bruges til en masse praktiske formål som armslynge, forbinding eller svedbånd, er tørklædet også et symbol på et led i en kæde, der smeder spejdere på tværs af lande sammen. Knuden, der binder enderne sammen, tjener som en påmindelse om at gøre én god gerning om dagen.
Ideen til tørklædet fik Baden-Powell fra soldaten Frederick Russel Burnham under den anden Matabelekrig i 1896, der bar et gråfarvet tørklæde om halsen som forebyggelse mod solstik.
Fås i mange farver
I Det Danske Spejderkorps kan vi frit vælge, hvilken farve tørklæde vi går med. De fleste går med deres gruppes, men også spejdercentre, løb og klaner laver deres egne.
I andre korps og lande deler man det ofte anderledes op. I Ungarn går alle med det samme tørklæde, mens man nogle steder i Australien skifter i takt med sin alder. Men selvom reglerne er forskellige, binder tørklædet stadig verdens spejdere sammen.