Info om ungdomskurser
Ungdomskurserne er for alle børn og unge i Det Danske Spejderkorps, som gerne vil have store oplevelser, der både udfordrer, udvikler og giver nye venner. Ungdomskurserne er bl.a. de sagnopspundne PUF-, PLan- og PLUS-kurser. Og det er også her, du finder internationale kurser for unge.
PUF
Er kurser for juniorspejdere i alderen 11-12 år, primært målrettet sidsteårs-juniorer. Det er kurser med fart på, der sætter skub i spejderlivet. Det er kurser i patruljeliv, hvor du skal sove udenfor, lave mad selv og udfordres og udvikles en masse. Du får nye venner, nye spejderfærdigheder og nye indtryk. Kurserne afholdes hvert år i Pinseferien. Læs mere om PUF kurserne her.
PLan
Er kurser for tropsspejdere i alderen 12-16 år. Kurserne afholdes hvert år i efterårsferien (uge 42), men er alt andet end efterårsgrå og kedelige. Det er ét stort skud energi til dit spejderliv. Ugen er tætpakket med uforudsigelighed, fede oplevelser og nye venner - alt sammen noget der gør indtryk i sådan en grad, at du ikke glemmer det lige med det samme. Læs mere om PLan kurserne her.
PLUS
Er kurser for seniorspejdere i alderen 16-23 år. Kurserne afholdes i efterårsferien (uge 42). Kurserne er for dig, der gerne vil udbygge dit kendskab til spejderværdierne og lave vildt seniorspejd sammen med en masse nye venner fra nær og fjern, samt din egen Klan. Læs mere om PLUS kurserne her.
Vil du være med i et kursusteam?
Har du lyst til at være med i et kursusteam, som laver ungdomskursus, så skriv dig på listen her.
Er du allerede med i et kursusteam?
Og har du spørgsmål i forbindelse med afholdelsen af et kursus? Så tag et kig i Kursushåndbogen, og se om ikke svaret findes dér.
Hvem er vi?
Vi er et velfungerende team, som har forskellige erfaringer med kurser. Vi holder møde ca. 1 gang om måneden. Møderne veksler imellem skype, en-dags- og weekendmøder. Vi bruger hver især ca. 2-3 timer om ugen på opgaver (meget varierende i perioder), men vores mål med møderne er, at vi får klaret så meget som muligt i samarbejde, så man ikke tager en masse opgaver med hjem.
Vi brænder for at skabe og udvikle rammer, der giver plads til udvikling af kurser og teams, som giver oplevelser for livet.
- Vil du være med til at sørge for, at ungdomskurserne i DDS bliver ved med at være en succes og endnu flere spejdere tager af sted?
- Vil du være med til at skabe nogle rammer, så vi får uddannet de bedste ledere til at tage ansvar for deres patruljer hjemme i gruppen, men også uden for spejder?
- Vil du gerne være med til at sørge for at kurserne hele tiden er tidssvarende i forhold til, hvad samfundet efterspørger og formen er den bedste måde at uddanne for spejdere på?
Du kan være med til at sætte aftryk og præge kurserne i en retning, der skaber udvikling. Vi vil gerne gøre det nemt at være et kursusteam i DDS, så man har energi til at lave vilde aktiviteter for spejderne.
Kontakt ungdomskurserne
Har du spørgsmål til ungdomskurserne, eller har du lyst til at være en del af et team, så er du meget velkommen til at skrive til os på uk@dds.dk