Inspiration: Kom i gang med familiespejd
Familiespejd er spejder for de allermindste og deres forældre. Med familiespejd får børn på 3-6 år spændende og udfordrende spejderoplevelser, hvor de er aktive i naturen.
Familiespejd kan give gruppen mange nye spejdere. Konceptet tiltaler rigtig mange børnefamilier, der gerne vil være aktive i naturen sammen med deres børn, og erfaringerne viser, at børnene bliver ved som spejdere i rigtig mange år – helt op til troppen.
Mere inspiration
I kan finde mere inspiration til familiespejd i hæfterne ”Opstart af familiespejd” og ”Attraktive aktiviteter for familiespejdere”.
I kan også dele jeres erfaringer og få inspiration i Facebookgruppen "DDS familiespejd".
Hvad laver man til familiespejd?
Selvom spejderne er 3-6 år, kan de stadig klare mange spejderaktiviteter. Ud over bålaktiviteter, finde insekter og blade, kan de også klatre i træer med klatreseler og klatrereb, de kan være med til at dissekere en fasan, og de kan sove i telt på gruppeturen. Aktiviteterne kan med fordel være aktiviteter på 10-20 minutter.
Man skal undgå, at forældrene kommer til at overtage aktiviteterne for deres børn. Det er netop konceptet, at det er børnene, der skal lære gennem aktiviteterne. Derfor er det vigtigt, at forældrene støtter deres børn i stedet for at overtage aktiviteterne.
Hvor og hvornår?
Spejderliv er friluftsliv, og det gælder også familiespejd. Sørg derfor for, at I afholder jeres aktiviteter et sted, hvor der er masser af fed natur. Mødes i ved et naturområde omkring jeres hytte, så brug kun hytten som depot og toilet. Fokus i familiespejd er netop at være sammen i naturen. Familiespejd skal derfor også foregå udenfor – hele året rundt.
De fleste grupper holder familiespejd i weekenden – gerne søndag formiddag kl. 10-12. Selvom søndag kan virke som et underligt tidspunkt at lave spejderaktiviteter på, skal man huske, at småbørnsfamilier alligevel har været oppe i tre timer, og ved 12-tiden er det ved at være tid til middagslur for de mindste familiespejdere.
Mange grupper har gode erfaringer med at mødes hver anden uge. At mødes én gang om ugen kan blive for meget for småbørnsfamilier, mens én gang om måneden er for lidt.
Det første hold familiespejdere
Familiespejd er ikke svært. Men jo flere forberedelser, I gør jer, jo større er chancen også for, at jeres familiespejdgren bliver en succes, som kan bidrage til jeres fremtidige gruppeudvikling.
I skal bl.a. have fundet jeres første hold af familiespejdere. Det er en fordel, at der blandt de første familier er nogle ressourcestærke forældre imellem, da de kan være med til at bidrage med ideer, hjælp og ressourcer i opstartsfasen. For at finde potentielle forældre, kan I derfor med fordel kigge tilbage i medlemslisterne for at finde tidligere spejdere og ledere, der nu har børn på 3-5 år. Disse forældre vil også være mere tilbøjelige til at være ledere hos familiespejderne eller fortsætte som ledere, når deres børn fylder 6 år.
Få hjælp til opstart
Har din gruppe brug for en hjælpende hånd til at komme godt i gang med familiespejd, så kontakt en af korpsets udviklingskonsulenter.
Ledergruppen
I skal også have afklaret, hvem der skal være leder. Vil I bruge familiespejd-grenen som rekrutteringskanal for ledere og forældre, er det en god idé at have mindst én erfaren leder med. En erfaren leder kan ofte se, hvilke typer ledere gruppen har brug for og kan spotte de forældre, som passer ind i lederteamet i fx mikrospejderafdelingen.
Familiespejd kan blive en af jeres vigtigste kilder til at få både ledere og spejdere. Det kan derfor være værd at overveje, om I ligefrem skal prioritere at have en familiespejdleder fremfor fx en juniorspejdleder eller en tropsleder i en afdeling med 4-6 spejdere. Har I fx en juniorleder i en afdeling med 5 juniorspejdere, kan det være en fremsynet og modig beslutning at lukke juniorafdelingen og flytte juniorlederen til familiespejd – forudsat, selvfølgelig, at juniorlederen kan og vil.
Godt i gang med familiespejd
Har I sat gang i forberedelserne allerede i maj, er I rigtig godt på vej til at starte familiespejd op i august. Herunder kan I se en tjekliste til nogle af de vigtige punkter, I skal have afklaret inden start på familiespejd.
- Tid og sted for aktiviteterne
- Hvem skal være leder?
- De første spejdere – hvordan kommer de til?
- Hvad er aldersgruppen?
- Hvordan når vi ud til nye familier?
- Uniform – hvad med den?
- Skal familiespejdere med på gruppearrangementer?
- Skal gruppen have specielt materiel?
- Hvad skal kontingentet være?