Inspiration: Vandring i Tatrabjergene i Polen

Hvis du følger @detdanskespejderkorps på Instagram, har du sikkert lagt mærke til, hvor mange eventyrlige sommerlejre, der har været afholdt rundt omkring i Danmark. Du har nok også set, at en del troppe har søgt udenlands på tur. Birkegruppen har fx udforsket den vilde nordiske natur i Island og Klit Division har været i Mexico.

Hos Bent Byg i Hørsholm tog vi østpå for at opsøge eventyret i nærtliggende Polen. Og som tropsleder i Bent Byg er jeg overrasket over, hvor nemt og billigt vores tur kunne gøres.

Østeuropas alper

Når jeg en lille måneds tid efter sommerlejren har spurgt et par af tropsspejderne, hvad der var den største oplevelse i Polen, var svaret rimelig sikkert; dagene i Tatrabjergene havde gjort størst indtryk. Det var natur, det var vildt og det var anderledes.

Tatrabjergene er en bjergkæde, som adskiller det sydlige Polen fra det nordlige Slovakiet. Den højeste top er 2.655 meter over havet, så i højde kan de ikke måle sig med fx Alperne. Det område vi var i, var nationalpark, og der var derfor gode stier og ruter, men til tider også mange mennesker.

Boede midt i centrum

Da vi ikke kunne få lov at bo i telt inde i parken, havde vi lejet et spejderhus af en lokal gruppe i byen Zakopane, som man bedst kan beskrive som det polske Chamonix (fransk friluftsmekka ved foden af Mont Blanc, red.) Her er masser af friluftsoplevelser i de omkringliggende bjerge, hovedgade med utallige friluftsbutikker og rigtig mange turister.

Det gav en noget anderledes dimension til vores tur, at vores overnatningssted lå midt på en travl hovedgade, men det gjorde det til gengæld muligt for os at gå nogle lidt længere og lidt hårdere en-dags-ture, fordi vi ikke skulle bære vores bagage.

Masser af turmuligheder

Med base i Zakopane kom vi ud på nogle hårde ture. For mig står den fedeste tur som den, hvor vi vandrede på grænsen mellem Polen og Slovakiet, oppe på en højderyg, med en fod i hvert land.

Vi startede i strålende sol, men skyerne samlede sig, og sendte kaskader af regn ned over bjergene. På det tidspunkt var vi dog nået så langt, at det ikke ville nytte noget at vende om, så i en tæt sky nåede vi turens højeste punkt på 2.005 meter. Derefter kunne vi gå nedad og hjem mod hytten igen, men besluttede undervejs at splitte op. 

De, der var friske på det, kunne så komme op på klippetoppen Giewont, som rejser sig over byen. Denne skal man bestige ved hjælp af kæder i klipperne, så man får virkelig følelsen af at bestige bjerge. 

PLANLÆGNING OG PRAKTIK. SÅDAN GJORDE VI:

Transport og overnatning

Vi kom forholdsvis sent i gang med at undersøge vores muligheder, men fik fundet nogle gode løsninger. Vi besluttede at flyve til Krakow og derfra køre med bus sydpå til Zakopane. Vi bestilte gruppebilletter ud fra et skøn om, hvor mange vi ville blive på en sådan tur. Selvom vi havde fået gruppebilletterne billigt, måtte vi ud og tilkøbe et par stykker, hvilket gjorde det lidt dyrere.

Bussen fra lufthavnen til Zakopane havde vi bestilt hjemmefra. Derfor blev vi hentet i lufthavnen og kørt direkte til midten af Zakopane, hvor de spejdere, vi havde lejet huset af, ventede på os. De lokale spejdere havde vi fundet frem til gennem et bestyrelsesmedlem, som selv er fra Polen. Hendes deltagelse i planlægningen gjorde det meget lettere for os, da det polske sprog ikke er lige til, og engelsk ikke er en selvfølge i Zakopane.

Plads til planlægning fra dag-til-dag

Da vi havde transport og overnatningssted på plads, var vi egentlig fortrøstningsfulde omkring resten. Vi havde lagt et foreløbigt ugeprogram, men justerede dette undervejs, da vi fandt ud af, hvad der gav og ikke gav mening lokalt.

I et bjergområde afhænger meget af vejr og vind, og vandreruters sværhedsgrader kan variere, så en rute angivet som ’normal’ fx kan være barnemad i et område og stenhård i et andet.

Fx planlagde vi først spejdernes hike, da vi var dernede og kunne spørge i turistinformationen og ringe til de mulige overnatningssteder, der var i nationalparken. Selvom vi havde 19 spejdere med, og vi var der i slutningen af højsæsonen, flaskede det hele sig.

Set i bakspejlet kunne vi godt have detailplanlagt mere hjemmefra, men det var også spændende, og en del af udfordringen, at løse tingene “on the spot”.

Det koster vel en formue?

Da vi skulle beslutte, hvortil turen skulle gå, spillede gruppens budget selvfølgelig ind. Heldigvis havde vi året før tjent en del penge til vores store gruppesommerlejr, som gik til Italien, og havde derfor et lille overskud.

Derfor budgetterede vi i troppen med lidt flere penge pr. spejder til sommerlejren end normalt, nemlig 2.500 kr. Med 23 spejdere og ledere gav det os 57.500 kr. at gøre godt med, og det budget holdt vi os bestemt inden for. Cirka halvdelen blev brugt på transport med fly og bus, overnatning og mad.

Både overnatning og mad er relativt billigt, så den post, der ellers hurtigt kan vokse en over hovedet, er relativt let, selvom vi spiste ude en del gange.