Juniorspejdere: Tweens på eventyr

”Juniorer skal skubbes ud over deres egne grænser, og vi skal naturligvis stå klar til at gribe dem,” fortæller Louise Lennon, der er formand for DDS Program. Hun forklarer, at hvor mikroer og minier har trænet spejderfærdigheder med voksenstøtte, skal lederen i juniorflokken stå bagved og lade spejderne træne selvstændighed. ”Juniortiden er en træning til tropstiden, så de skal prøve at planlægge selv og have medbestemmelse. Slutproduktet er i virkeligheden den ansvarlige voksne,” fortæller Louise Lennon.

Selvværd og selvtillid
I junioralderen tumler spejderne meget med selvværd og selvtillid. Det er i denne alder, at deres selvforståelse udvikles, og de skal have plads til at vokse, fortæller Louise Lennon.
”Vi skal styrke deres selvværd ved at give dem et større billede at spejle sig i, det kan være en værdisnak eller værdiaktiviteter for Spejderhjælpen,” siger hun.
Louise Lennon forklarer, at man også skal styrke juniorernes selvtillid ved at kaste dem ud i grænsebrydende aktiviteter: ”Vi skal vise spejderne, at det er okay at fejle. Så styrker vi både deres selvværd og selvtillid. Og så skal vi selvfølgelig skrue op for spejderarbejdet.”

Hygge og tepauser
Juniorspejdere er verdensmestre i at hygge sig, for de har brug for fællesskabet. Hvis man som leder ikke er god til at sige fra, kan møderne ende med at blive for hyggelige. Spejderne skal udenfor og opleve.
”Jeg har haft succes med at indføre en tepause på 15 minutter og ikke mere. Ellers kan de let hygge hele mødet væk,” fortæller Louise Lennon og mener, at man som voksen skal sætte en begrænsning på hyggen.
Det sociale er vigtigt for de 10-12 årige, der ofte oplever uro i fællesskaberne uden for spejderregi. Med mobning og placeringskampe i skolen er det vigtigt, at spejderpatruljen bliver et trygt sted at være.
”Junioralderen er forskellighedernes tid. Den ene gang leverer de på højt plan, ugen efter sidder de bare og hænger. De lever i et socialt spændingsfelt, og det bedste, vi kan gøre, er at hjælpe dem ned i fart og skabe sikkerhed i patruljen,” siger Louise Lennon.

Juniorspejdere er tidlige teenagere, de såkaldte tweens, som er lidt voksne og lidt børn. De spejler sig gerne i de voksne rollemodeller, og derfor kan ting hurtigt blive for barnlige.
”Skal man lave fantasirammer med juniorspejdere, skal det være meget gennemført og især alderssvarende. Spørg dem, hvad de synes, er fedt, og arbejd ud fra det,” anbefaler Louise Lennon.  
Spejderne er også klar til at reflektere mere over hinanden og de aktiviteter, de laver. Samarbejdslege er gode til at sætte tanker i gang hos dem, og man kan langsomt introducere evaluering og den anerkendende vejledning.
”Efter hvert møde kan man sætte sig med sine spejdere og spørge dem: ’Hvad har den og den gjort i dag, som var godt? Hvordan fungerede patruljen som en helhed? Og hvor skal vi hen næste gang?’ Der er ingen som juniorer, som flytter sig så hurtigt. Deres personlige læring går lynstærkt!” siger Louise Lennon.

Finde sin plads
”Juniorer stiller ikke de samme spørgsmål til sine forældre, som de stiller til deres spejderledere. Som juniorleder kan man ofte opleve spørgsmål om, hvad der sker i nyhederne og i verden. Det er, fordi spejderne arbejder med deres selveksistens,” fortæller Louise Lennon.
Hun foreslår at arbejde med samfund og værdier og ikke at beskytte spejderne for meget.
”Spejderne vil gerne finde deres plads i samfundet. Så tag dem med ud at lave projekter i byen, på et plejehjem eller et asylcenter. Lad dem være samfundsaktive,” siger hun.
Samtidig skal vi selvfølgelig styrke deres traditionelle spejderfærdigheder og ikke mindst lade dem være fysiske: ”De kan lide at være på løb og bruge deres kroppe. De kan det hele, men kan ofte være pubertetsramte og kropsbevidste. Men uanset hvor vrantne de er, skal de ud - der er ingen grund til ikke at være udendørs med juniorspejdere.”