Løsøreforsikring
Kollektiv og frivillig løsøreforsikring
Korpset har tegnet en kollektiv løsøreforsikring (erhvervsforsikring) gennem Alm. Brand. Det er op til hver enkelt gruppe, om de vil være med i den kollektive ordning, og præmien betales af grupperne selv.
Fordelen ved at være med i den kollektive ordning er, at man typisk vil opnå en lavere præmie end ved en individuelt tegnet forsikring.
Pr. 1. januar 2024 har 202 grupper valgt at benytte sig af korpsets tilbud om at være med i den kollektive erhvervsforsikring. De har tilsammen forsikret løsøret i over 500 ejendomme.
Dækning
Policen dækker skade på løsøre i Danmark og i de fleste lande i Europa herunder fx Sverige, når skaden er opstået inde i hytten og skyldes:
- Brand – ild, lynnedslag, eksplosion, sprængning, nedstyrtning af luftfartøjer, pludselig opstået tilsodning og slukningsindsats
- Tyveri – indbrud i aflåste bygninger, lokaler, containere, skurvogne og biler
- Vand – storm, sky- og tøbrud, pludselig udstrømning af vand, olie og kølervæske
Hvis skaden opstår uden for hytten (under åben himmel) dækker løsøreforsikringen, hvis der er tale om følger af brand.
Medlemmers, gæsters og lederes personlige effekter er ikke omfattet af forsikringen, men skal dækkes af egne indboforsikringer.
Udvidelse
Hvis gruppen ønsker det, kan løsøreforsikringen udvides til at dække spejderudstyr overalt i Europa i forbindelse med lejre m.v. I disse tilfælde vil forsikringen også komme til at omfatte transportdækning i forbindelse med uheld under kørsel. Her vil så være en selvrisiko på 2.000,- kr.
Betingelser
Vær opmærksom på, at der er sat et loft på 230.000 kr., for den samlede værdi af elektronisk udstyr, som er dækket. Sørg derfor for at begrænse tilstedeværelsen af denne type udstyr i hytter. Under elektronisk udstyr forstås:
- IT-udstyr såsom projektorer, pc’er, fladskærme, programmel og andet teknisk udstyr der indgår i et computersystem
- Tv-, radio- og videoudstyr samt alt tilhørende elektronisk udstyr såsom receivere og dvd-afspillere
- Foto- og filmudstyr
- Musikinstrumenter og tilhørende elektronisk udstyr
Udvidet dækning
Både m/påhængsmotor, robåde, kanoer og kajakker: Forsikringen udvidet til at omfatte både m/påhængsmotor, robåde, kanoer og kajakker, samt tilhørende dele, når de befinder sig i aflåst bygning. Forsikringen er subsidiær i forhold til eventuelt anden tegnet forsikring.
Udlånte/udlejede genstande: Forsikringen omfatter udlånte/udlejede genstande. Man skal dog som gruppe være opmærksomme på, at genstandene udelukkende er dækket for brand- og vandskader samt tyveri fra aflåst bygning. Hav en aftale klar med låner/lejer i tilfælde af, at de udlånte/udlejede genstande bliver beskadiget på anden måde, imens de er i låners/lejers varetægt.
Lejr og sportsmateriel: Forsikringen omfatter lejr og sportsmateriel beroende overalt i Danmark og i samtlige ejendomme ejet af forsikringstager i Danmark og Sverige.
Nøglebokse
Hvis I har valgt at installere en udvendig nøgleboks, skal I være opmærksomme på, at forsikringen ikke dækker ved indbrud, hvor der er installeret de typiske nøglebokse med koder, som man kan købe i byggemarkeder.
For at være dækket skal nøgleboksen være godkendt ifølge den svenske standard SSFN 024/025 Klass 3, og nøgleboksen skal være registreret hos Forsikring & Pension.
Hvis I ønsker at benytte en nøgleboks ved hytter og centre, skal I være opmærksomme på følgende krav til nøglebokse:
- I finder de godkendte nøglebokse her: https://www.sikringsguiden.dk/sikringsprodukter/mekaniske-sikringsprodukter/ Se under MEK Nøgleboks
- Montering: Nøglebokse/rør skal monteres af en F&P-registreret mekanisk installatørvirksomhed. Nøglebokse/rør skal monteres af en F&P-registreret AIA- eller Mekanisk installatørvirksomhed, hvor montøren har gennemført et kursus om montage af nøglebokse.
- Nøglebokse på stabil bygningsdel: Udenpåliggende nøglebokse skal monteres med en Ø10 mm gennemgående bolt/gevindstang i stål kvalitet 8.8 og være fastgjort til en ankerplade på minimum 100 x 100 x 3 mm med en selvlåsende møtrik. Ankerpladen monteres på murens indvendige side og sikres med selv-låsende møtrik. Montering skal altid ske i overensstemmelse med producentens anvisning.
Selvrisiko
I forbindelse med brand, tyveri og vand over alt i Danmark er der ingen selvrisiko.
Selvrisiko i tilfælde af vandalisme og hærværk er 2.500 kr.
Selvrisiko for IT-udstyr er 5.000 kr.
Skadeanmeldelse
Hvis I kommer ud for en skade, skal I logge ind på https://spejderforsikring.dk/ og anmelde skaden, hvorefter I vil blive hjulpet videre i processen.
Spørgsmål?
Har du og din gruppe spørgsmål angående tegning af ny løsøreforsikring, opsigelse af en eksisterende, hvad præmien vil være for forsikring af jeres løsøre eller andet med relation til løsøreforsikring?
Kontakt forsikringsmægler i Söderberg & Partners ved at sende en mail til info@spejderforsikring.dk. Ved henvendelse, oplys da gruppens navn, gruppenummer samt evt. anden relevant information.
I tilfælde af akutte spørgsmål/problemstillinger kan Söderberg & Partners kontaktes på tlf. 6613 3611.
Teksten er senest opdateret i maj 2024 af Söderberg & Partners.