Vi skaber modige børn og unge. Det er overskriften på vores udviklingsplan frem mod 2024, og en af de væsentlige indsatser er at arbejde for, at børn og unge har en betydningsfuld stemme i samfundet. Derfor har Netværk for Politik og samfund sammen med korpsledelsen udviklet tre mærkesager, der på en enkelt og effektfuld måde skal fremme vores sag – lokalt og nationalt.
1. Med fællesskab og mod skal børn og unge indtage en større stemme i samfundet
Vi er Danmarks største organisation for børn og unge. Det forpligter. Vi mener, at børn og unge gennem vores fællesskab skal få modet til at indtage en stærk stemme i samfundet.
Derfor arbejder vi for, at:
- Udfordre børn og unge til at være nysgerrige, prøve nye grænser af og tage medansvar i samfundet, både som aktive borgere i Danmark og i det internationale spejderfællesskab.
- Lære børn og unge at give udtryk for, hvad de mener, give dem forståelse for andres holdninger og bruge dialog som redskab til meningsudveksling. Dermed giver vi børn og unge mod og værktøjer til at præge det samfund de er en del af.
- Styrke arbejdet med FN’s børnekonvention, således at børn og unge kender deres rettigheder. Børns rettigheder skal implementeres i vores spejderarbejde.
2. Samfundet og naturen skal være langt mere bæredygtig og tilgængelig for alle
Det Danske Spejderkorps har friluftsliv i fokus. Via spejdermetoden, der lærer børn og unge at værne om naturen, vil vi bidrage til et langt mere bæredygtigt og klimavenligt samfund.
Derfor arbejder vi for, at:
- Befolkningen skal have fri adgang til naturen.
- Naturen i Danmark skal kun i begrænset omfang hegnes ind. Det Danske Spejderkorps støtter op omkring arbejdet med øget biodiversitet og mere vild natur. Det Danske Spejderkorps arbejder for, at spejderne skal have muligheder for at få flere oplevelser i den vilde natur.
- Sikre lokal indflydelse i nye byområder med plads og faciliteter til spejderne og samtidig med bevarelse af en mangfoldig natur til glæde for både spejderne og det omkringliggende samfund.
- Børn og unge får viden om at benytte og bevare naturen.
3. Det skal være nemmere at være frivillig i Danmark
Frivillige i danske foreninger lægger hver dag en kæmpestor indsats for at sikre, at børn og unge kan være en del af et fællesskab. For at værne om frivilliges engagement og ressourcer, skal det være nemmere at være frivillig i Danmark.
Derfor arbejder vi for, at:
- Spejderarbejdet skal have gode rammevilkår både lokalt og nationalt, så spejderaktiviteter for børn og unge kontinuerligt kan udfoldes.
- Tilbyde spejdergrupper administrative redskaber til at drive en spejdergruppe på en nem og tilfredsstillende måde i henhold til Folkeoplysningsloven, kommunale regler og retningslinjer.
- Det frivillige arbejde får en større anerkendelse i samfundet, uden at frivillige skal varetage bl.a. velfærdsopgaver i kommunalt regi.
- Samarbejdet mellem Det Danske Spejderkorps enheder og kommuner styrkes, fx ved at tilpasse divisionsgrænser, så de følger kommunerne og styrker lokale Børne- og Ungdomsorganisationers Samråd.
Netværk for Politik og Samfund
Januar 2021