Nyt forløb for indhentelse af børneattester
I Det Danske Spejderkorps er vi meget optagede af, at det er nemt og hurtigt at få en børneattest, og over det seneste år har vi gjort opgaven nemmere for enhederne ved at indføre automatisk oprettelse af børneattestkladder i Medlemsservice. For at sikre en ensartet indhentelse af børneattesterne justerer vi nu påmindelsesforløbet, så der går kortere tid fra oprettelse af børneattestkladde til godkendelse af børneattesten.
Når et medlem får tildelt en funktion, der kræver en børneattest, går der et indhentelsesforløb i gang, hvor der automatisk bliver oprettet en børneattestkladde i Medlemsservice. Det samme gør sig gældende, når en allerede godkendt børneattest er 23 måneder gammel og det dermed snart er tid til at forny børneattesten i tråd med 2-års princippet som er vedtaget i Det Danske Spejderkorps.
Herunder er en beskrivelse af påmindelsesforløbet:
- 14 dage efter oprettelse af børneattestkladde i Medlemsservice udsendes 1. påmindelse til medlem og medlemsansvarlig.
- 1 måned efter oprettelse af børneattestkladde i Medlemsservice udsendes 2. påmindelse til medlem med besked om, at denne vil få frataget sin funktion, hvis ikke børneattesten er indhentet inden for 14 dage.
Der vil samtidig blive udsendt mail til enhedens formand med oplysning om mulig fratagelse af funktion og at det er formandens ansvar at sikre, at medlemmet har en børneattest, hvad enten der er tale om en helt ny børneattest eller en fornyelse af en allerede godkendt attest.
- 14 dage efter 2. påmindelse sendes der mail til medlemmet, formand og gruppeleder (eller tilsvarende ansvarlig i andre enhedstyper) med besked om, at medlemmets funktion er blevet fjernet og formanden mindes om, at det er dennes ansvar, at medlemmet ikke varetager sin funktion førend der er indhentet en børneattest.
OBS: En leder kan naturligvis ikke varetage en funktion, der kræver børneattest, før den er godkendt.
På dds.dk/attest kan du læse mere om indhentelse af børneattester og hvad det enkelte medlem skal gøre for at få styr på børneattesten.
Har du spørgsmål er du altid velkommen til at kontakte Korpskontoret på info@dds.dk