Oliven Spejderne lærer om spejder hen ad vejen

“Jeg troede, at han sagde det for sjov,” fortæller Mohammed om første gang, han blev præsenteret for idéen af Essa:
De skulle starte en spejdergruppe. Ingen af de to kendte til at være spejder, men Essa havde en kammerat i Sverige, der havde fortalt ham om spejderbevægelsen.

Mohammed og Essa er begge vokset op i Gellerup, og de ville gerne skabe en positiv forandring lokalt. Det vigtigste var at få børnene og de unge ud i naturen og væk fra mobilerne. Det kunne være spejder, som samtidigt var et alternativ til de konkurrenceprægede sportsgrene, fodbold og svømning, der dyrkes meget i Gellerup.

Så de gik i gang. Og inden der var gået tre dage, havde 50 børn meldt sig ind i gruppen:

“Det var lidt et chok. Vi tænkte ikke, det ville blive så stort - og vi vidste jo endnu ikke, hvordan man tændte et bål!” genkalder Essa sig.

De to mænd blev overvældet af den store interesse for den nye spejdergruppe, og de besluttede sig for at sætte det hele på standby, indtil de var klar til at sætte projektet ordentligt i gang:

“Det var en stor udfordring at starte noget op, der var så ukendt. Det havde været noget andet, hvis vi skulle starte en fodboldklub, for det kender jeg jo,” fortæller Mohammed, der har været fodboldtræner i 15 år.

De næste måneder brugte de på at stable en forening på benene. Der var meget at tage stilling til med flere spejderkorps og mange farver tørklæder at vælge mellem. De kiggede ud i deres netværk, og fik både en kvinde, der tidligere havde været spejder, og en engageret fyr fra Børn- og ungebyrådet med på holdet. Sammen uddelte de ansvarsområder og fandt ud af, hvad de manglede at blive gode til. De skulle være en del af et spejderkorps, de skulle på kursus, og så skulle de lære at tænde et bål.

Skal spejderlederne have alle mærkerne på forhånd?
Uniformsmærkerne har været en stor hjælp for Oliven Spejderne og en guide til, hvad man kan lave som spejder. Men hvad skal man kunne, før man kan blive spejderleder? Det satte den nye spejdergruppe i starten spørgsmålstegn ved, for med mere end 100 spejdermærker på dds.dk var der meget at lære. Lederne var lige så grønne i at være spejdere, som bestyrelsen var.

“Meget læring er kommet hen ad vejen,” forklarer Mohammed.

Han fortæller, at de mistede nogle ledere i starten, fordi lederne troede, de skulle kunne det hele for at kunne lære det videre. I dag bliver de nye leder klædt godt på og ved, at man ikke skal være den bedste til hverken bål eller knob for at være spejderleder:

“En leder skal være sig selv og kunne give omsorg til børnene. De skal selvfølgelig have respekt for andre og give plads til alle, men at kunne tænde et bål er bare en lille del af spejderlivet. Størstedelen er, hvem man er som menneske,” siger Mohammed.

Der er meget at forholde sig til, når man starter en ny spejdergruppe. For Essa har det været vigtigt, at de tog et skridt ad gangen, så lederne netop ikke følte, at de skulle kunne det hele. De startede med det mest basale. For at kunne tænde et bål, skal man have knivbeviset, så man kan snitte nogle spåner. Derefter tog de øksebeviset, så de kunne hugge brænde og lære om brandsikkerhed. Og til sidst tog de bålmærket. Man skal kunne kravle, før man kan gå:

“Vi har kun taget stilling til de mærker, vi skulle bruge. Da vi ville bygge en bænk, tog vi et mærke om at binde knob, så vi kunne binde den rigtigt.”

I takt med at spejdergruppen har fundet fodfæste, har både spejdere og ledere også fået det basale mere på plads. Mærkerne har de taget ud fra, hvad de havde brug for at kunne, men også hvad spejderne har ønsket at arbejde med. Det planlægger de sammen hver tredje måned:

“Vi skal ikke igennem alle mærkerne. Vi har vendt det om, så hvad er det, vi har brug for? Det er den vej, vi går,” fortæller Essa.

I spejdergruppen har de været gode til at række ud i deres netværk efter hjælp. Når man ikke kan det hele fra start, må man finde nogen, der kan. På den måde har de fået hjælp til at binde knob, bruge kort og kompas og at lave parkour.

Grænseoverskridende på en god måde
Mohammed har gjort sig mange erfaringer undervejs. Det har været en udfordring, men også en positiv oplevelse at starte noget helt nyt op. Til tider har det også været en kold fornøjelse:

“Jeg havde ikke prøvet at sove i telt før. Første gang jeg var afsted var i sne- og regnvejr med 15 tropsspejdere. Jeg ville gerne holde overblikket og kunne se over til spejdernes telte, så jeg lod teltet stå vidt åbent. Det er sådan nogle småting, man lærer hen ad vejen. Det er en god idé at lukke teltet, hvis man vil holde varmen,” fortæller Mohammed grinende.

Men mest af alt er Mohammed blevet virkelig imponeret over spejderbevægelsen:

“Jeg fortæller folk, at jeg aldrig skulle have været fodboldtræner - jeg skulle være blevet spejderleder for mange år siden!”

Siden han og Essa igangsatte projektet, har han læst meget op på spejder og spejderliv. Det er særligt børn leder børn-tankegangen, der begejstrer ham:

“Jeg har været fodboldtræner i mange år, og jeg oplever fodboldspillere mere som egoister. Nok er man 11 mand på et hold, men mange fokuserer på at blive en af de 11 spillere i startopstillingen. Der er selvfølgelig også et fællesskab til fodbold, men spejder giver noget helt andet. Det giver selvværd, der er plads til det enkelte barn, og de opbygger en god og sund identitet.”

Ramallah-spejderne blev til Oliven Spejderne
Imens Essa og Mohammed gik med idéen om at starte en spejdergruppe, var en allerede eksisterende gruppe i Gellerup ved at lukke. Ramallah-spejderne havde de seneste år haft dalende medlemstal. Deres gruppe udsprang fra den libanesiske spejdertradition, der er af en lidt anden karakter, end vi kender det i Danmark. I Libanon er spejder en slags klub og mødested for folk i alle aldre, og Ramallah-spejderne dyrkede både sport sammen, dansede folkedans og spillede musik. Men som ordsproget går, er der ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. De to grupper udvekslede erfaringer, og Ramallah-spejderne overdrog både materialer og deres godkendelse fra kommunen til den nye gruppe. Så skulle gruppen bare have et nyt navn. Mange af de unge i området har palæstinensisk baggrund, og det har inspireret navnet, selvom spejdergruppen er for alle:

“Navnet skulle forbinde naturen med noget, de allerede kender, og oliventræerne er et meget kendt symbol i Palæstina,” fortæller Essa.

Spejderskjorten tager man ikke af efter en time på banen, som man gør det med fodboldtrøjen. Man har den på i hele weekender ad gangen, og den symboliserer, at man er en del af et fællesskab. Essa genkalder sig en oplevelse med en tropsspejder, hvor en af de andre spejdere sad for sig selv. Den unge patruljeleder gik af sig selv over til spejderen og fik rykket rundt på patruljen, så han ikke længere sad udenfor og kom med i samtalen.

Oliven Spejderne er ikke et mirakel, siger Essa med smil i stemmen, men han kan se, at både hans egne børn og de andre spejdere har rykket sig på halvandet år.