Opskrift: Kyllingenuggets over bål
Du skal bruge
- Skål
- Piskeris
- Dyb tallerken
- Dutch oven
Ingredienser
- 4 kyllingebryster
- 4 dl kærnemælk
- 1 spsk dijonsennep
- 300 g hvedemel
- 1 spsk bagepulver
- 1 spsk løgpulver
- 1 tsk hvidløgspulver
- 1 tsk sød paprika
- 1 tsk sukker
- 2 tsk salt
- 1 l olie
- 1 dl barbecuesauce
Sådan gør du
Skær hvert kyllingebryst ud i 6 stykker. Rør kærnemælk og dijonsennep sammen.
Læg kyllingestykkerne i kærnemælken, og lad dem marinere i minimum to timer og gerne natten over.
Bland alle de tørre ingredienser i en dyb tallerken.
Løft kyllingestykkerne fra kærnemælken et ad gangen over i krydderiblandingen og vend rundt, til kødet er dækket overalt.
Gentag så processen ved først at dyppe de panerede kyllingebryster i kærnemælken og derefter vende dem i krydderiblandingen igen.
Hæld olien i en dutch oven og lad den varme op over gløderne. Prøv indimellem at drysse lidt af melblandingen i olien – når den syder, er olien klar.
Læg jeres nuggets i én ad gangen, og hold øje med olien. I kan sagtens fritere flere nuggets på én gang, men det er vigtigt, at I ikke tilsætter dem alle samtidig, da det kan få olien til at koge over.
Lad hver nugget fritere i 5-7 minutter, indtil de er gyldne og sprøde.
Server dem med barbecuesauce til at dyppe i.