Passion for god turmad
Dagens tre måltider kommer hurtigt til at være en essentiel del af livet på tur - både i tanke og funktion. Energi, vægt, smag, duft og madglæde skal gå op i en højere enhed - ikke nemt når man befinder sig langt væk fra supermarkedet og køleskabet, men derimod har en rygsæk der skal bære alt i flere dage eller uger. Derfor kræver det god planlægning at få sammensat den helt rigtige turmenu, ikke mindst hvis det er for en større gruppe spejdere med forskellige smagsløg.
En overvejelse, der er god at lave inden du drager afsted er, hvor meget tid der er til at lave måltiderne og vaske op. Er der indtænkt god tid til at hænge i lejren, så er der naturligvis også bedre tid til at lave mad, der kræver længere tid at fremstille. Omvendt giver lang tid i på fødderne mindre tid til at koge, brase og stege.
En dag på fjeldet
Morgenmad: Müsligrød (400 kal.)
Formiddagsnack: Nøddemix (385 kal)
Frokost: Vakumpakket rugbrød med spegepølse, tun og fast ost (250 kal. pr mad)
Eftermiddagssnack: Tørret mango og en chokoladebar (300 kal. + 430 kal.)
Aftensmad: Frysetørret gryderet med ekstra ris (600 kal. + 300 kal.)
Dessert: Chokolademousse (480 kal.)
I alt ca. 3645 kalorier.
Medbring altid ekstra mad hvis I bliver tvunget til at ligge over eller kommer i nød. Det kan også være en god ide, at planlægge lette måltider der kan indtages på farten, hvis der er indlagt lange dage på turen.
Vægt
På længere ture bliver forholdet mellem vægt og energi udfordret, da det er svært at bringe nok normal mad hvis det også skal kunne bæres på ryggen. Mange kalorier med lav vægt kan opnås gennem forskellige tricks. Det vigtigste trick er at slæbe så lidt væske i maden med som muligt. Det mest kendte er frysetørret turmad i poser som fx Real Turmat, hvor mængden af vand kun er ca. 2%. Det gør den frysetørrede turmad markant lettere end mange alternativer, men også noget dyrere. Derfor kan du med fordel supplere med selv at blande müsli til morgenmad, tørre ekstra grønsager i ovnen til aftensmaden, selv at pakke ekstra ris og pasta eller blande din egen mix af nødder og tørret frugt til snacks.
Mængde
Hvor meget mad du behøver på tur afhænger af en lang række faktorer. Intensitet, længde og vejret på din rute er afgørende faktorer. Du bruger fx. mere energi på at holde kroppen varm når det er frostgrader. En fjerde faktor er alder - en ung aktiv spejder forbrænder maden hurtigere end en ældre, så indlæg gerne snacks undervejs så alle i gruppen har energi nok. Alle disse faktorer gøre det svært at eksakt at beregne en mængde, men som tommelfingerregel forbrænder en aktiv person et sted mellem 3200-4500 kalorier per dag. Men udover at fylde kroppen med den rette mængde kalorier, er der en række andre faktorer, der kan være afgørende for at holde energien og humøret oppe på tur:
Smag - Spis hvad du kan lide. Trangen til sød, salt og fedt bliver ikke mindre på tur, og tankerne om god mad fylder typisk mere og mere som turen skrider frem. Så sørg for at have andet en pulvermad med i sækken.
Ernæring - Det er fint med en chokoladebar som snack, men når du er væk i flere dage har din krop brug for mere komplekse kulhydrater, proteiner og fedt. Så sørg for at have forskellige typer af madvarer med, der både varierer i smag, struktur og sammensætning.
Pakning
Mange små poser er lettere at pakke og få plads til i en rygsæk. En gammel drybag eller kraftig frysepose med lynlåslukke er gode til at samle og organisere de mange mindre poser. Sørg for at fjerne alt overflødigt emballage og pak gerne maden over i lettere poser. Det spare både vægt og gør, at du skal slæbe på mindre skrald når du er af sted. Husk at gem opskrifterne. Hvis du har adgang til en vakumpakker kan det også være en god, nem og effektiv måde at pakke på. Det spare både plads og forlænger holdbarheden på maden. Sidst men ikke mindst, så sørg for at pakke brændstof og brænder langt væk fra maden, da renset benzin og pulvermad ikke smager godt. Hvis I er en gruppe på tur, så kan I passende vælge forskellige rygsække til mad og brænder.
Væske
Det kommer nok ikke bag på ret mange, at der skal væske på systemet når du tager på tur.
Og listen over fordele ved at drikke nok har da næsten heller ikke nogen ende:
- Mere energi og flere kræfter til at gå længere, hurtigere
- Kroppen forbliver køligere og føles bedre
- Din krop kan arbejde hårdere og forbrænde flere kalorier
- Forkorte din restitutionstid, så du er mere frisk næste morgen
Netop fordi det er så åbenlyst, er det en af de faktorer der kan blive glemt når det ene skridt tager det andet i godt selskab med natur og turkammerater. For lidt væske fører til dehydrering, der i første omgang begynder som tørst. Det kan hurtigt klares ved at drikke væske, men hvis der ikke gøres noget kan tørsten hurtigt føre til tør mund og lavere energi. Fra det stadie er der kort vej til kramper, hovedpine og kvalme. Og når kroppen først er kommet i det stadie går det også ud over restitution og de næste dages tur kan påvirkes.
Ved at følge fem simple drikkeregler kan du undgå, at blive dehydreret:
- Drik før du går i gang - omkring et par timer før du lader kroppen arbejde
- Drik ofte - bedre at drikke mindre oftere end meget få gange
- Drik efter - når du kommer frem til lejren, så sørg for at få drukket så din væskebalance kommer op
- Tis klart og regelmæssigt - hvis din urin bliver mørk og du tisser sjældent er det et tegn på, at du skal drikke mere
- Hav din væske tæt på - hvis du skal tage din rygsæk af for at drikke, så får du ikke drukket nok.
Endelig kan du overveje at tilsætte elektrolytter til dit vand, hvis du skal på tur hvor du kommer til at svede meget. De kan hjælpe med at holde det rette saltbalance.
Men er det ikke muligt at drikke for meget? Jo, du kan godt fylde for meget væske på systemet, men det kræver typisk en mere ekstrem fysisk udfoldelse som fx ultraløb for at få kroppen til at kunne indtage for meget væske. De tilfælde kaldes over-hydrering eller hyponatremia og er heldigvis sjældne, men kan være ekstremt farlige. Et par tips kan være med til at undgå dette:
- Drik ikke mere end du sveder.
- Drik vand med elektrolytter og/eller spis salte snacks for at holde din saltbalance
- Drik mens du er i gang, så er du ikke tilbøjelig til at drikke for meget når du er færdig
Husk overraskelser
Der er mange elementer omkring turmad der kan sættes på formel og puttes ind i et exelark, men det er vigtigt at huske, at mad også er glæde på tur. Husk derfor også at indlægge noget ekstra lækkert og overraskende, der bryder den forudsigelige havregrød, pølse og pulvermad. Det kan være alt fra at pifte havregrøden op med chokolade, ingredienser til en lagkage eller en ananas der kan nydes på toppen af et fjeld. Det giver ikke kun ekstra energi, men bringer også smilet frem hos dine turkammerarter.
Dehydrer din egen mad
Hvis du gerne lave din egen dehydrerede mad til turbrug, er det ganske simpelt at gå i gang. Find nogle grønsager frem fra køleskabet (fx rød peber, champignon eller gulerødder), skær dem ud i mindre stykker, spred dem på en bagplade, tænd ovnen på 50 grader og sæt dem ind i de næste 6-8 timer. Sørg for, at der kan komme fugt ud af ovnen enten ved at sætte ovnlågen på klem eller ved at vælge et program på ovnen, der sørger for det. Nogle ovne kan have svært ved korrekt indstilling ved lave temperaturer, så en tommelfingerregel er, at du skal kunne flytte pladen, uden at den er for varm.
Hvis du vil tage skridtet op fra ovnen og producere større mængder af hjemmetørret mad, så findes der en helt række dehydratorer, der er lavet specifikt til at styre temperatur, timing mm. De fås fra ca. 1.000 kroner og op. Du finder en masse inspiration i den svenske bog Torka mat af Eric Torblad og i test af dehydratorer på Utsidan: http://www.utsidan.se/cldoc/test-av-mattorkar.htm