Plej jeres lederfællesskab
Erfaringer og undersøgelser har vist, at gruppens ledelse og bestyrelse er den væsentligste faktor for, hvad der gør en spejdergruppe velfungerende. Har ledelsen ambitioner og et godt sammenhold, og er det nemt at være leder i gruppen, er der stor sandsynlighed for, at kerneaktiviteterne også fungerer, og spejderne synes, det er spændende at være med.
Denne artikel er et uddrag fra bogen Den gode gruppe – en guide til at udvikle spejdergruppen. Du kan sikkert finde bogen i jeres hytte. Ellers findes den også på spejdersport.dk.
For at skabe gruppeudvikling er et godt råd derfor i første omgang at fokusere på ledergruppen, før man arbejder med kerneaktiviteterne. Det kan kræve en hel mentalitetsændring og måske nogle kraftige opgør med ’plejer’.
Men det er ikke kun i orden, at en ledelse har gode vilkår og laver sjove ting sammen, som de bruger ressourcer til – det er faktisk en præmis for gruppens succes som helhed. For fungerer ledelsen ikke, fungerer spejdergruppen heller ikke.
Prioritér hinanden
Det betyder altså, at man som ledergruppe godt må – og nogle gange skal – have lige så meget eller endda mere fokus på ledergruppen og dens behov som på spejderne. Selv hvis det betyder, at man fx skal nedlægge en afdeling for at undgå stress og ledermangel hos de yngste grene, eller for at tilføre ekstra lederkræfter til gruppeledelsen.
Hvis spejdergruppens bestyrelse og ledere udelukkende har fokus på, at kerneaktiviteterne skal være spændende og kvaliteten af disse høj, så lykkes det da også i mange tilfælde – men ofte på bekostning af, at de bærende kræfter brænder ud, eller at ledelsen begynder at lukke sig om sig selv og kun kan lige kan overskue de mest påtrængende opgaver.
Det viser sig også særdeles vanskeligt at rekruttere nye medlemmer til ledergruppen, når der ikke er et stærkt lederkollektiv. Man må først arbejde på at have det godt sammen som voksne, dernæst arbejde på de gode arbejdsgange – og først derefter er det meningsfyldt at begynde at se sig om efter nye medlemmer.
Jeres holdånd binder jer sammen
Det er fantastisk at være med i en gruppe med mange dygtige og engagerede ledere. Energien og engagementet er ofte båret af lysten til at gøre en forskel og være sammen med andre, som man har det sjovt og succesfuldt sammen med. En god holdånd har man, når samarbejdet er positivt og fleksibelt, og ledergruppen ser sig selv som et team.
En god holdånd betyder, at I føler et fælles ansvar for gruppens udvikling. I mange grupper er man sammen om at lave halvårsplaner for afdelingerne, og mange sætter dette i et årshjul, så man hurtigt kan få overblik over årets gang i gruppen.
Besøg hinanden på tværs
Gør man det til rutine også at besøge hinandens afdelinger, så føler de enkelte ledere sig ikke alene med ansvaret, og der kan blive bedre sammenhæng i aktiviteterne. Det giver også følelsen af, at man er del af noget større – en opgave, som man løser sammen med andre ligesindede voksne.
Man skal forsøge at nå derhen, hvor lederne ser sig som en del af en samlet ledergruppe og ikke blot som ledere i egen gren, og hvor fx lederbemandingen i de enkelte grene er et fælles ansvar.
Find frem til jeres fælles værdier
At være i et fællesskab handler om at være forelsket i noget sammen, at være interesseret i nogle af de samme ting og at dyrke en særlig måde at være sammen på. Ofte er man ikke nødvendigvis bevidst om disse ting – og det behøver man heller ikke være.
Men det kan være en sjov og god øvelse at sætte sig sammen og forsøge at formulere de værdier, der kendetegner jeres fællesskab. Det kan sætte rammerne for ledernes handlinger og gøre det lettere at planlægge på tværs af afdelinger. Har man selv været med til at sætte ord på en retning, føler man også et større ansvar og ejerskab for, hvordan det går.
Jeres værdier skal være synlige
Det er også vigtigt, at jeres værdier er synlige, både internt og eksternt. Værdier kan være udtalte eller uudtalte, og det er en fin balancegang at have værdier, der definerer, hvem man er, men som ikke virker ekskluderende. Kan man formulere dem, så det taler tydeligt, vil det måske også være lettere for nye ledere at identificere sig med gruppen.
Er glæden ved friluftslivet fx noget, der knytter jer sammen, så gør det synligt for både jer selv og andre. I hytten, på hjemmesiden, i lokalpressen, og hvor det ellers kunne være relevant. Gør det klart for nye ledere også fx i et velkomstforløb/info samt i jeres kommunikation til og med forældre. Man behøver ikke skrive at friluftsliv er vigtigt, man kan nøjes med at sætte et godt billede af spejdere i naturen ind.
Plej jeres fællesskab
Der er mange faktorer, der har indvirkning på jeres fællesskab, og det er umuligt at udpege en særlig faktor som vigtigere end andre. Samtidig er et fællesskab i konstant forandring, og derfor også noget, I skal drage omsorg for hele tiden.
I det følgende gennemgås en række punkter, der kan give jer inspiration til at pleje jeres fællesskab og gøre det mere attraktivt at være del af ledergruppen.
- Det må godt være sjovt at være leder
Det, man laver som leder, skal tiltale én og være sjovt. Det betyder, at den indadvendte talnørd ikke nødvendigvis skal være festansvarlig. Lederne skal ideelt set løse de opgaver, de interesserer sig for og kan magte – og helst sammen med andre, som de synes er fede at arbejde sammen med.
Brug forskelligheden i ledergruppen som et gode, og tal åbent om, hvem der har lyst til hvilke opgaver. Det giver både plads til dynamik i samværet og til forskelige opgaveløsninger.
- Husk anerkendelsen
Det er vigtigt, at det indimellem synliggøres, hvilken forskel den enkelte leder gør. Sørg for at anerkende ledernes arbejde offentligt og vis den enkelte, hvor meget vedkommende betyder for gruppen. Det kan fx være på møder og ture eller ved særlige ceremonier og aktiviteter, hvor I fejrer ledere og spejdere.
Lad også gerne andre komme til orde i anerkendelsen: I kan fx indsamle citater fra spejdere, forældre eller andre samarbejdspartnere, som den enkelte har haft i årets løb, og skrive det ind i et personligt julekort eller bruge det under en tale.
- Aktiviteter, der styrker holdånden
Arranger aktiviteter, hvor ledere, bestyrelse og andre hjælpere er i centrum. I kan fx få klanen eller et udvalg til at arrangere en teambuilding-dag for jer.
Forsøg også at møde hinanden uden for spejderhytten en gang imellem – I kan fx spise sammen hos en af jer. Tag på tur eller deltag i et løb som post eller deltagere. En gruppe har også arrangeret lederaktivitet med børnepasning, så lederne med børn kunne være med.
- Giv jeres ledergoder et eftersyn
Få et overblik over, hvordan I forholder jer til ledergoder. Det kan være på områder som kontingentfritagelse, at få udgifterne til kurser eller transport refunderet, at få eller kunne låne udstyr og tøj, og at komme gratis med på ture til udlandet.
Der er mange forskellige modeller for ledergoder – tag gerne fat i et par grupper i nærheden for at få inspiration.