Resolution:
Det Danske Spejderkorps mener, at det er vigtigt at engagere børn og unge i samfundet. Den enkelte spejder skal gennem aktiviteter i grupperne opdage og undersøge, hvilke udfordringer og muligheder der eksisterer i deres samfund, og nå til en erkendelse af, at deres handlinger gør en mærkbar forskel.
Motivation:
Mange grupper i DDS laver aktiviteter, som kommer samfundet til gode; affaldsindsamling, frivillige timer på et plejehjem, spejder for handicappede, indsamling til Spejderhjælpen, og mobile spejdergrupper i ghettoer m.m. er alle gode, samfundsnyttige aktiviteter, som gør en forskel for andre. Men vi kan gøre SÅ MEGET MERE! Samfundet i dag bærer i høj grad præg af præstationssamfundet, hvor den enkelte stræber efter at blive klogere og stærkere. Lad os i Det Danske Spejderkorps gå forrest i kampen for at skabe en empatisk generation, som stræber efter at se hinanden lykkes i fællesskab. Ved godkendelsen af denne resolution håber vi, at alle vil gå hjem og lave aktiviteter for spejderne i deres gruppe, som opfylder denne resolution. Dermed opfylder vi følgende: I Det Danske Spejderkorps’ Grundlov § 4 stk. 2, som definerer vores spejderlov, står der: “Den, der er med i spejdernes fællesskab gør sit bedste for at tage medansvar i familie og samfund”. Derfor bør Det Danske Spejderkorps og dets medlemmer tage deres pligt alvorligt og aktivt handle for at gøre verden til et bedre sted gennem spejderaktiviteter og hverdagshandlinger. Som medlem af World Organization of the Scout Movement (WOSM) og World Association of Girl Guides and Girl Scouts (WAGGGS) har vi forpligtet os til at overholde WOSM’s formål “Duty to others” og WAGGGS’ vision “Enable girls and young women to develop their fullest potential as responsible citizens of the world”. Ens spejderliv skal være en rejse, hvor man undervejs bliver stillet overfor udfordringer, der hjælper en til at tage mere ansvar for at skabe en bedre verden på tværs af lande, sprog og kulturer.
Forslagsstillere:
Mathias Hesseldahl, Bredsten Gruppe
Sara Mørch Pedersen, 2. Birkerød Gruppe
Bertha M. Friis, Virum Gruppe
Korpsledelsens bemærkninger:
Korpsledelsen støtter forslaget.
Baggrund:
Samfundsansvar er et fundament for spejderarbejdet, som beskrevet i Spejdermetoden og Spejderloven. Resolutionen lægger vægt på gruppernes engagement og er relevant for den kommende debat om udviklingsplanen. Korpsledelsen bakker op om resolutionen og opfordringen til, at spejdere og grupper tager værdibaserede dialoger og handling ift. samfundsansvar.