Resolution:
Det Danske Spejderkorps ønsker at udleve en positiv dialog, når vi kommunikerer, både fysisk og på nettet. Vi ønsker at gå forrest i samfundet ved at sætte det gode eksempel for offentlig debat. Dette lykkes ved at bevare den gode tone og respektere hinanden. Vi skal derfor gå i dialog med en oprigtig nysgerrighed for at blive klogere på hinandens holdninger i stedet for blot at udtrykke vores egne. Det Danske Spejderkorps er en børne- og ungdomsbevægelse og ønsker derfor at inddrage de unge yderligere i den demokratiske samtale. Ved at skabe trygge rammer for dialogen øges mulighederne for, at de unge tager større del i debatten. Derved øger vi den demokratiske deltagelse i korpset.
Motivation:
At den demokratiske samtale fungerer, er en essentiel del af demokratiet i Det Danske Spejderkorps. Det er gennem samtale og dialog, at vi bliver klogere, udvider vores horisont og får nye ideer. Det Danske Spejderkorps har med vores 36.000 medlemmer stor mulighed for at præge samfundet omkring os, og derfor bør vi være foregangsorganisation for en bedre dialog både fysisk og på nettet. Da Det Danske Spejderkorps er en børne- og ungdomsorganisation, er det vigtigt, at de unge deltager i den demokratiske debat. Derfor bør den positive dialog altid opretholdes på f.eks. korpsrådsmøde, Facebook og ude i grupperne, så alle får det bedst mulige ud af debatten. I Det Danske Spejderkorps arbejder vi efter ‘Learning By Doing’, og det skal også afspejles i vores dialog. Der skal derfor være mere plads til at stille spørgsmål og fremføre sine meninger, selvom man ikke er en øvet debattør, men en ung spejder med noget på hjertet. Følelserne er stærke på mange emner, og når bølgerne går højt, er det vigtigt at bevare den gode tone. Vi håber derfor, at vores resolution vil skabe fokus og eftertanke, og fungere som en rettesnor for kommende samtaler, dialoger og debatter. Ved sammen at skabe et positivt rum for dialog, hvor der er plads til at prøve sig frem, håber vi på, at flere får modet og lysten til at deltage i debatterne. Dette gælder i hvert fald os unge forslagsstillere.
Forslagsstillere:
Lise Ravn Nielsen, Ballerup Spejdergruppe
Sara Mørch Pedersen, 2. Birkerød Gruppe
Bertha M. Friis, Virum Gruppe
Emma Klostergaard Christensen, 1. Kokkedal
Signe Gertz Jensen, Ørnebjerg Gruppe
Marie Brøgger Jensen, Alugod Gruppe
Mathias Hesseldahl, Bredsten Gruppe
Korpsledelsens kommentarer:
Korpsledelsen støtter forslaget.
Baggrund:
Resolutionen er vigtig, debatten både på nettet og til korpsrådsmødet skal være sund og positiv. Ungdomsinvolvering er essentielt for en børne- og ungdomsbevægelse. Det er et emne, der ligger os meget på sinde, og resolutionen ligger i rigtig god forlængelse af flere indsatser, der allerede er i gang, og vi ser frem til at sætte yderligere fokus på dette område fremadrettet.