Resolution:
Det Danske Spejderkorps mener, at det giver værdi at samarbejde mellem spejderkorpsene i Danmark både lokalt og nationalt. Vi ønsker et tættere tværkorpsligt samarbejde gennem nationale projekter og lokale initiativer.
Motivation:
Samarbejdet mellem korpsene giver stor værdi både lokalt og nationalt. Siden Spejdernes lejr i 2012, oprettelsen af foreningen Spejderne i 2015 og købet af Ungdomsøen samme år, har der været stor opmærksomhed på det nationale, tværkorpslige samarbejde. Samarbejdet har også kunnet mærkes lokalt i grupperne; Spejdernes Lejre har skabt stærke relationer mellem grupperne i kommunerne, og Spejderne faciliterer gruppeledelseskonference. Alt dette ønsker vi at blive ved med, men der skal også ske endnu mere mellem de lokale grupper. Når vi møder hinanden på tværs af korpsene, passer det ind i Spejderlovens ‘at høre andres meninger og danne sine egne’. Det Danske Spejderkorps bør støtte op om disse værdifulde relationer, da de medfører refleksion, udvikling og muligheder, der ikke havde været mulige i det enkelte korps.
Forslagsstillere:
Sara Mørch Pedersen, 2. Birkerød Gruppe
Lise Ravn Nielsen, Ballerup Spejdergruppe
Emma Klostergaard Christensen, 1. Kokkedal
Mathias Hesseldahl, Bredsten Gruppe
Korpsledelsens kommentarer:
Korpsledelsen støtter forslaget.
Baggrund:
Resolutionen er godt i tråd med Det Danske Spejderkorps’ værdier og afspejler det samarbejde, vi allerede har med de andre korps. Det er en værdimæssig påmindelse om, at vi skaber mere værdi sammen, end vi gør hver for sig. Særligt støtter vi opfordringen til et øget samarbejde på lokalt plan. Resolutionen ligger godt i tråd med det samarbejde, vi allerede har, og giver anledning til værdifulde snakke om, hvorfor vi gør det.