Regnskab 2022 viser stabil økonomi
Økonomisk har 2022 været et godt år med et positivt økonomisk resultat, såvel af den primære drift som efter afskrivninger og finansielle poster. Således viser korpsets regnskab for 2022 et driftsoverskud på 5.814 t.kr. (i forhold til et budget på +1.583 t.kr. for 2022 og et resultat på +6.642 t.kr. i 2021) samt et resultat efter afskrivninger og finansielle poster på +5.283 t.kr. (i forhold til et budget på -667 t.kr for 2022 og et resultat på 6.287 t.kr. i 2021).
Internt og eksternt regnskab
Det Danske Spejderkorps’ regnskab er fra og med sidste år opdelt i hhv. et eksternt, formelt regnskab til brug for revision og udenforstående og et internt regnskab til korpsrådet og interesserede spejdere. Det giver mere gennemsigtighed og en mere detaljeret indsigt i korpsets økonomi, samtidig med at det skaber mere effektive arbejdsgange.
“Det er vigtigt for korpset at have en sund og stabil økonomi,” siger spejdercheferne Kristine Clemmensen-Rotne og Mathias Faaborg og fortsætter: “Derfor er vi glade for det positive resultat, om end vi ikke fremadrettet forventer eller arbejder efter lignende overskud. Det er vigtigt for os, at vi har en god og stabil økonomi, fordi det giver bedre muligheder for at investere i de indsatser, der kan styrke spejderarbejdet.”
Det positive resultat skyldes både højere indtægter og lavere udgifter end forventet samt forskydninger af udgifter mellem årene, og det er således vigtigt at følge korpsets økonomi, ikke blot fra år til år men også se en årrække i sammenhæng, fortæller generalsekretær i Det Danske Spejderkorps Morten Gade:
“Vi har haft øgede indtægter fra en række områder, blandt andet kontingenter grundet medlemsfremgang og positive resultater i både Spejdernes Administrationsfællesskab og Spejder Sport. Samtidig har vi haft lavere udgifter end budgetteret, også på områder hvor vi egentlig gerne ville investere flere penge, bl.a. uddannelse af spejderledere. Samtidig kan vi med en effektiv administration nu langt bedre følge korpsets økonomi løbende. Det giver en stabil organisation og et sikkert fundament.”
Du kan få flere detaljer, tal og forklaring i det interne regnskab for 2022. Bemærk at der tidligere har ligget en forkert fil på dette link. Vi beklager fejlen.
Ligeledes kan du læse mere om økonomien i det eksterne, reviderede regnskab 2022.